Dansene

For nogle var musikken ligegyldig - bare man kunne danse. Rockmusik og dans er imidlertid tæt knyttet sammen. Ligesom nye strømninger i rocken nærmest fulgte årstiderne, således også de forskellige dansediller.
Da rock’n’roll blev introduceret i Danmark var det via dansen. Børge Kisbyes Danseinstitut var i 1956 først til at præsentere ”den forbudte rock’n’roll-dans”, der siden blev synonym med jitterbug. Her var der tempo på, og drengene fik lov til at jonglere og smide rundt med pigerne. Danseskolerne havde endnu ikke forbudte danse på programmet, men de unge ville danse rock’n’roll, så lærerne måtte oppe sig. Da frk. Andresens elever i maj 1957 i Forsamlingsbygningen havde opvisning kunne avisen skrive: ”Aftenens morsomste punkt var rock’n’roll-dans. Først kom fire voksne par paa gulvet, dernæst et par på en halv snes aar – og sidst et par paa 4 og 5 aar! Alle parrene klarede sig nydeligt, om end de variationer af dansen, der blev vist ikke ligefrem var de mest flatterende”
 
Mange børn og unge fik et anstrengt forhold til danseskolerne. Mens der blev kæmpet bravt med usikkerheden i motorikken på dansegulvene, så kunne familierne beundre deres yndige poder på afdansningsfotos. Tvang fra forældrenes side og hård disciplin fra danselærernes side bevirkede, at de unge søgte mod de friere danse.
”De pæne døtre lærte engelsk vals og fox-trot – lige på nær dem, der gik derhen, hvor man dansede charleston, swing, jitterbug og alt det ukultiverede, der er dejligt. Alt sammen i de år, hvor pigerne spændte korsetterne af og pludselig mærkede, at de havde en krop, der kunne bruges til at danse med. Altså rigtig danse! Spjætte med arme og ben og få det til at snurre i hovedet”(Lo.21.9.68)
 
                             
 
I starten af 1960’erne begyndte strømmen af nye danse at invadere landet, og selv de mest ihærdige danseskoler havde travlt med at følge med. I Clacton on Sea i England samledes danselærere til een stor kongres. Ved sæsonstart om efteråret kunne lærere og instruktører fortælle om de nye danse, som de havde lært på kurser. ”Denne sæson skal vi alle danse ”Mashed Potatoes”” f.eks. Det holdt sjældent stik, fordi de nyeste danse blev promoveret så hurtigt via massemedierne, at danseskolerne sakkede bagud af dansen! The Monkey, The Slop, Limbo, The Shake, Hucklebuck og bedst som "hele verden skulle til at tænke på, tale om og danse til Hully Gully" (Vi Unge 5/62) kom den dans, der blev mest populær: The Twist. I 1963-64 rasede twist-feberen. I radio, tv, på spillestederne, danserestauranterne, i skolegårdene, på gaderne og i hjemmene. Ingen gik ram forbi. The Twist er der også den dans, der bedst huskes fra 60’erne. 
 
                   
                     Der twistes i Brandstrup...           ...og i Nykøbing    
 
Ligesom orkestrene deltog i mesterskaber, blev der også afholdt talrige danse-konkurrencer rundt om på LF. I Bangs Have, Maribo og Forsamlingsbygningen, Nakskov især var der fyldt på dansegulvene.
Men uanset hvad man havde lært, så foregik den rigtige dans i weekenderne på forlystelsesstederne – og helst uden lærere og forældre. Det gav også sig selv, for efterhånden som orkestrene fik råd til kraftigere udstyr – steg
lydniveauet, og enten måtte man råbe eller – danse. Orkestrene krævede at blive hørt. De var ikke kun maskiner, der spillede i korrekt dansetempo. Mange af dem var blevet rigtig gode musikere, også popballerne ændrede sig til også at være rockkoncerter. I stedet for dansere var det lyttere, der fyldte salene.
 
Men der var hjælp på vej til dansen: I slutningen af 1967 kom et nyt fænomen til LF. Det var go-go-dansen. Igen med oprindelse i USA var det en ny måde at danse på. Pardansene var efterhånden yt, kædedanse som Jenka og Hoppel-Poppel ligeså. Nu var det solodans, og især pigerne fik lov til at føre sig frem med hidtil uset frihed – oftest som barfodsdansere. Hvorfor sidde og vente på at blive budt op, når man nu bare havde lyst til at bevæge sig til rockrytmerne?
 
                                      
                                                     Jenka
 
Dansen blev systematiseret, og man fik én eller flere piger på scenen som fordansere, hvilket var nødvendigt på det tidspunkt, da dansegulvene var næsten tomme – eller besat af unge, der stod, sad eller efterhånden LÅ ned. Ønsket med go-go-dansen var at animere andre til at danse – som fordanser. Kombineret med psykedelisk lysshows kunne det da også give en fornemmelse af der skete noget, men da det sjældent gav flere dansende, blev det efterhånden lanceret som selvstændig optræden.
Go-go-pigerne blev således ofte booket på samme måde som orkestrene igennem bureauer og i flere tilfælde - f.eks. Danny & the Royal Strings - booket sammen med orkestrene. For de letantændelige unge fyre i orkestrene skulle man tro, at det var lykken at SE hvorledes rytmerne forplantede sig i de unge pigers kroppe, men det kunne naturligvis også være årsag til manglende koncentration, og gå ud over den musikalske præstation. Meget hurtigt forsvandt det frække og fokus gled tilbage til musikken.
Pigerne kunne også varetage tjansen som discjockeys. Dansen vandt ikke rigtig indpas i popklubberne, men diskotekerne og restauratørerne så mulighederne – især da den TOPLØSE go-go efterhånden blev lanceret.
Det krævede tilladelse af det lokale politi, og om det var fordi man ikke vidste, hvad topløs indebar eller det var politimestrenes frisind skal være usagt, men LF var først i provinsen med den topløse go-go. Det meste af provinsen forbød dansen, men Friserkroen i Nykøbing kunne først annoncere med denne nyeste dans ”Topløs go-go”. 
 
Diskostemning på Rørbæk Skole 1969
  
O.M.Music var med på vognen: ”Der er stort behov for go-go-danserinder – enten man saa ønsker dem med eller uden top. Det er udelukkende opstaaet, fordi det er blevet saa moderne med diskoteker i stedet for levende musik”. (Po 29.8.68) Pigerne tjente mellem 50,- og 100,- kr. pr. aften. Og de topløse fik oftest 150,-
Majbrit Andersen fra Nyk. F. meldte sig til den store danske ’Årets miss Go-Go’ i 1967 – og vandt! ved et stort arrangement i Fyens Forum, Odense.
I Nakskov opstod en sag om go-go i efteråret 1968. Man kunne tro, at sagen tog sin start p.g.a. den topløse go-go, men tværtimod så var det fordi pigerne IKKE var topløse, at der opstod utilfredshed: Scandinavian Music Service havde lejet sig ind i ”New Bridge Saloon” i Harmonien i weekenderne og annonceret med topløs go-go. Mange nakskovitter måtte dog skuffet vende hjem: ”Hun har jo noget på”. Harmonien og SMS blev så uenige om arrangementet, at deres advokater fik overdraget sagen. Snart begyndte aviserne at skrive om sagen, der endelig havnede på byrådets dagsorden. Nu kom vendinger som ”ungdommens fordærv” og ”byens ufordelagtige ry af løssluppenhed” frem.
Der kom topløs go-go til Nakskov, men følgende artikel af Susi viser hvordan unge opfattede fænomenet: ”Ungdommen kommer paa de steder, den er vant til, uanset om der vises go-go med eller uden top og gaar i øvrigt ikke op i den sag med større interesse, end den fortjener. Derimod skulle man bekymre sig for den lidt ældre generation, som i ganske højere grad fatter interesse for topløse danserinder. Det ligger i sagens natur, at det hovedsalig er mænd, som med daarligt skjult nysgerrighed ankommer til restauranter, hvor de aldrig ville drømme om at sætte deres ben, hvis der ikke blev budt for denne form for underholdning. Dette bekræfter disse herre yderligere ved at rejse sig og gaa, saa snart danserinden har taget sine sidste trin paa trommen, hvor hun danser”(Fo 17.10.68).
Men hvorfor benytte bookingbureauerne når man selv kunne lave aftaler med restauratøren? Hvorfor være så blasert, når der kunne tjenes penge på dansen? Det var nogle af de spørgsmål der rumsterede i en kemistuderendes hoved fra Nakskov. Vi ved alle, hvor svært det kan være at få økonomien til at hænge sammen for en ny, ung familie. Hans kone Lise Lotte på 21 var i det daglige telefondame i hendes fars firma, men det blev ofte lavvande i studenterhjemmet og almindelige ekstrajobs gav ikke meget ekstra. ”Det var helt selvfølgeligt for hende at hjælpe med økonomien på denne måde. Det er ikke fordi hun nød det, men hvad - hun havde distance nok til dette job og sit publikum til at kunne gøre det. Hendes mand ’lossede’ hende ud og tjene lidt ekstra brød i skabet. – ”Og så vil min mand gerne kunne fortælle sine børn engang, at mor måtte tjene det ind på sin krop, som skulle til for at han kunne blive professor” griner hun. Hvorefter hun går op og smider blusen og danser sit nummer. Ingen fortrækker en mine, de fleste ser nærmest lidt flove ud, og om en time vil ingen lægge mærke til hende mere – bare selv danse”(Lo 21.9.68)
Med go-go-dans blev endnu en 60’er dans præsenteret, men i 1968 begyndte dansen at få trange tider. Meget af den eksperimenterende rockmusik inklinerede ikke til mere end lidt fri solodans. Den psykedeliske musik begyndte at benytte lysshows for at understrege, at det var den indre oplevelse, man gik efter. Derfor kunne man lige så godt opgive og i stedet sætte sig på dansegulvet. Flere af de ambitiøse danske orkestre – som Savage Rose - fik ligefrem indskrevet i kontrakten, at det var forbudt at danse til deres musik! Nu herskede der ingen tvivl om, at vi var til koncert for at lytte. Popballer med feststemning og dans, som et middel til at finde en partner var hurtigt blevet forældet. Nu blev rock’en til koncerter. Festen blev en alvorlig kunstoplevelse.
 
 
Heldigvis insisterede mange orkestre på, at der skulle danses. Soulorkestre og showbands var stadig populære. Dansen stoppede ikke helt, den var bare ved at finde nye former, og som danser måtte man finde de rette steder og arrangementer. Danseskolerne var fortvivlede og måtte prøve at holde interessen for de gamle danse, men i 1969 skete der – helt i tidens ånd - noget helt nyt: Hvor den indspillede musik var helt naturlig til private fester og skoleballer, hvor man ikke havde råd eller plads til et orkester, vandt den også indpas i popklubber og efterhånden på danserestauranterne. Discoteque kaldte markedsføringsfolkene det, vi andre sagde bare diskotek, og sådan blev det. Der kom gang i ombygningerne og indretningerne i landsdelens restaurationer og barer og vupti: Nu kunne de unge gå på diskotek i stedet for popbal. Nu dansede de til plademusik i stedet for livemusik, og følgerne kom hurtigt. Mange popklubber lukkede og orkestre kunne ikke få jobs. Go-go dansen passede også fint til diskotekerne, og tit kunne go-go-danserne vende plader. Men det at vende og vælge plader blev hurtigt et separat job. Musikere og især radiofolk blev kaldt disc jockeys, og slog sig op som stjerner. Især engelske D.J.’s var populære og blev ansat på samme måde som go-go-dansere og andet personale.
Den levende rock’s gyldne år var slut. Mange var lettede. Jazz- og underholdningsmusikken øjnede bedre muligheder. Dansant for de unge på 40 fik bedre plads på forlystelsesstederne, men diskotekerne holdt deres indtog. De trivedes godt, og har bevaret deres popularitet hos mange nye generationer af unge, der vil danse. Diskodans blev i løbet af 1970’erne en selvstændig disciplin, og disko blev en selvstændig livsstil. Hvad enten det gøres kommercielt eller det bare er en spontan livsudfoldelse. Hvad enten det er levende musik, eller det bare er indspillede rytmer, så sætter det gang i kroppen på de fleste af os, og dansen har altid og vil altid finde et udtryk, der svarer til moden og stemningen.
 
                                    
 
 
 
 
Claus Hellgren Larsen | Odinsvej 12, 3.tv., 4700 Næstved  | Tlf.: 40726180 | Hellgren2@gmail.com