Lyden af rock

En side af rocken, som ikke har været særlig belyst, er selve lydene og effekterne. Vi hører musikken som en helhed og får en samlet oplevelse, men ved ikke så meget om de mere tekniske sider af musikken.

Når vi rigtig lytter efter, kan vi - foruden rytmerne, vokalerne, instrumenterne og arrangementerne – skelne forskellige nuancer i lydene; for uanset om man betragter musik som kunst, underholdning eller et stykke konkret arbejde, så ligger der nemlig ofte større overvejelser bag. Vi ved godt, at musikere og teknikere i det skjulte forsøger at overgå hinanden, for at tilhørerne kan opnå den bedste lydoplevelse af musikken, men hvis vi prøver at finde ud af, hvorledes dette arbejde udføres og hvilke midler man benytter, så kan man nemt få det indtryk, at det er en hemmelig verden. De offentlige oplysninger som er tilgængelige på f.eks pladerne er enten trivia om musikere og obligatoriske oplysninger som musiktitler, komponister, rettighedshavere og lignende, men egentlig indsigt i selve musikkens virkemidler har længe været forbeholdt fagfolk.

Da rockmusikken i 1950’erne brød igennem fangede den mange unges interesse. Vi kunne mærke hvorledes musikkens vilde rytmer og lyde påvirkede både vores kroppe og følelser. De tusindvis unge, der i 1960’erne selv begyndte at spille musik, havde kun radioen og selve pladerne som baggrund for at lave egne kopiversioner. Man lyttede intenst for at få alle detaljerne med, kæmpede med at forstå ordene, akkorderne og også de mere specielle lyde, som man hørte; og til koncerterne kunne man måske lære noget af de andre musikere. Siden 1970’erne er store mængder af tekster, noder, becifringer, tabulaturer og andre transkriptioner og beskrivelser af musikken imidlertid blevet tilgængelige, og en egentlig undervisning er blevet systematiseret. Alt sammen ting, der gjorde det nemmere at lære og spille musikken, men når det kom til lyde og effekter var det stadig begrænset, hvad der var tilgængelig.

Den rene lyd var længe et ideal. Vokaler og instrumenter skulle lyde naturtro. Musikernes præstationer blev vurderet på ens betingelser, og de blandede sig ikke i lydteknikernes og producernes arbejde. Via en række uheld og tilfældigheder blev ’beskidt’ og underlig lyd langsomt accepteret - og oven i købet populær - i rocken. Rockens barndom er fyldt med historier om skøre ’lyd-alkymister’, der udfordrede de tekniske muligheder. Nogle af disse blev efterhånden kendte navne og betydningsfulde faktorer i industrien. Joe Meek, Phil Spector og Brian Wilson var særlig kreative og blev succesfulde producere. Hvorledes de arbejdede var dog forretningshemmeligheder, og selve forskningen i lyd var forbeholdt akustikere, lydteknikere og producere, som arbejde for pladeselskaberne. I midten af 60’erne skete imidlertid en ændring. Musikerne begyndte at få adgang til at lege med teknikken og mulighederne.

En stor del af en sangs særkende kan ligge i selve sounden og være et parameter for et hit. Man kan måske spille ’Telstar’ tone for tone, men slet ikke lyde som pladen, og i midten af 60’erne havde flere af Beatles’ og Rolling Stones’ hits nogle karakteristiske guitarintroer, som sendte andre guitarister på overoverarbejde. Iveren for at lyde som de bedste betød at man måtte forsøge at finde guitarlyden til f.eks ’I Feel Fine’ og ’Satisfaction’.

Vist er der skrevet gode sange, og der er gode musikere i rockmusikken, men mange af vore idoler byggede også deres berømmelse og respekt på den kreative brug af de nye tekniske muligheder og effekter. I tv var de ofte nødt til at mime og gestikulere til playback, og konklusionen var, at det var i pladestudierne, at de spændende lyde blev ’fabrikeret’.

Listen over muligheder for at påvirke instrumenternes og stemmernes klange blev større efterhånden som teknikken blev bedre. LP’ernes øgede popularitet betød samtidig, at man begyndte at tænke i lange pladesider og ikke bare hits, med det resultat, at reallyd og effekter blev almindelige, og oplevelsen af musikken blev forlænget fra nogle minutters hit til næsten halve timers lydrejser.

Nu - mange år senere - er disse oplysninger begyndt at dukke op. I biografier, interviews, fagtidsskrifter og bl.a. i de mange genudgivelser af 60’ernes klassikere, som nu bliver fundet frem og remasteret, kan man ofte finde detaljerede oplysninger om hvorledes indspilningerne er blevet til.

Mange af foregangsmændene inden for lydteknik har vundet fornyet anerkendelse og mange af deres påfund og deres gizmoer, som tidligere var utilgængelige for amatører, er efterhånden blevet fremstillet i kommercielle versioner. Det er disse instrumenter og effektboxe, som har ændret lyden af rock. Mange af dem har længe været tilgængelige for alle, og de fleste musikere har mulighed for at vælge mellem talrige lyde enten med specielle instrumenter eller samlet på specielle paneler med pedaler. Takket være bl.a. digitaliseringen, er lyd som medie blevet demokratiseret. Nu kan enhver selv købe lydprogrammer, så man kan frembringe samme lyde som de professionelle. Ligesom transskriptioner af selve musikken kan give fornyet indsigt i hvorledes den kan spilles, således kan man efterhånden også kortlægge lydenes sammensætning og opbygning.

Jeg har næsten ikke kunnet finde disse oplysninger på dansk, og slet ikke set dem samlet i en oversigt. Derfor har jeg søgt efter musikkens lyde og effekter, og placeret dem på en tidslinje for bedre at kunne overskue udviklingen. Desuden synes jeg det er interessant at bruge eksempler på, hvilke plader de først kan høres på, og derved sætte dem i rockhistorisk perspektiv. Populært sagt: Hver gang en ny rockplade har haft en anderledes lyd, har jeg forsøgt at spore denne lyd.

Oprindelsen af nogle af effekterne har man endnu ikke kunne sætte dato, måned eller år på, men de enkelte instrumenter, effekter og tekniske landvindinger, som har fundet udbredelse og er kommet i kommerciel fabrikation, er det efterhånden nu muligt at tidsbestemme. Derfor er denne liste ment som en hjælp og IKKE en facitliste. Desuden vil jeg følge researchen på området og løbende opdatere listen.

Det skal naturligvis bemærkes, at visse lyde slet ikke kan dateres. F.eks. feedback, specielle akustiske rum og specielle eksotiske instrumenter. Endelig skal det nævnes, at også andre musikgenrer har bidraget til udviklingen og udbredelsen af lyde og effekter – om end i mere beskedent omfang end rockmusikken..