Lys over Reventlowparken

LYS OVER REVENTLOW

THE SAVAGE ROSE DECEMBER 1968

”Søndag eftermiddag i Parken” blev et begreb, som på Lolland-Falster betød noget helt andet end i København. Det viste sig nemlig, at Normann (værten i Reventlowparken) havde vurderet rigtigt, da de begyndte at invitere til popballer i 1966. Tak til dem. Det viste sig nemlig at ”Parken” i flere sæsoner blev ikke kun LF’s, men også store dele af Sydsjællands samlingspunkt (se det imponerende program). Ofte i tusindvis samledes vi for at opleve tidens danske og udenlandske rocknavne, samt for (ikke mindst) at være sammen.

Det er ellers langt fra al offentlig transport, men det problem blev delvis løst med at organisere popbusser fra landsdelenes købstæder. I bedste Folke-Bernadotte-Røde-Kors-stil kørte busserne os unge fra 'KZ-lejrene' derhjemme, ud på de store marker og små veje – ud til friheden på Midtlolland. Her kunne vi være os selv. Her var vores rocktempel, og her kunne vi så tilbede vores rockhalvguder.

Tempel og tempel? Godt nok er Pederstrup (Ligesom Lungholm Gods) et imponerende Gods adresse, men der var ikke meget glimmer over Ridesalen, som vi invaderede. Jeg husker den som en kæmpestor hal uden stole og vinduer med grimt neonlys og stampet jord som gulv. En stor scene, som nogle gang var pyntet med bagtæpper samt en til lejligheden opstillet disk og salg af slik og sodavand’er.

Den store presseomtale af The Savage Rose var løbet i forvejen. Nogle af de bedste danske rock- og jazzmusikere havde slået sig sammen med Herman D. Koppels teenagebørn, som komponerede gruppens musik. De håbede at nå en ny sammensmeltning af talent og musikgenrer. Deres debut var imidlertid ved at gå helt galt: I maj ’68 spillede de (som første rockorkester) på Plænen i Tivoli, men de måtte kæmpe med store lydproblemer. Først var den gal med lydbalancen, så skræmte lydniveauet alle over 20 væk, og endelig blev jazzmusikeren Svend Asmussen (som tilfældigvis spillede få hundrede meter derfra) så rasende, at han skridtede over til Plænen, hvor ham beslutsomt afbrød elektriciteten til scenen, hvor Savage Rose måtte stoppe koncerten i længere tid.

Deres karriere var imidlertid i fuld fart. I juni kom deres første singleplade og kort tid efter deres debut-LP. Og deres musik lød også helt anderledes end tiden bluesrockbands. Næsten som noget af det bedste fra England. Vi undrede os over det, især da vi så, at Johnny (Musikkøbmand) Reimar var krediteret som producer. Vi troede, at han havde nok at gøre med at pleje den dårlige smag og lille fregnede Louise, men siden viste det sig også, at han ikke havde haft meget med indspilning og musik at gøre.

Nå, det kunne ikke gå hurtigt nok med at få Savage Rose til LF, men da Normann fik en kontrakt fra musikbureauet viste der sig især to problemer ud over deres voldsomme honorar: Der skulle stilles et flygel til rådighed, og bandet krævede at publikum ikke måtte danse! What? Der blev aftalt en dato i oktober og annonceret, men det måtte aflyses. Først da flyglet var godkendt kunne en ny dato i december findes. Nu var det slut med hypen, nu skulle Savage Rose bestå ”Park-prøven”.

Salen var indhyllet i mørke. Eneste lys kom ind i mellem fra indgangsdøren og fra stearinlys på scenen. Der var en kraftig duft af røgelse overalt. Så kom der noget baglys på scenen og forstærkerlamper begyndte at lyse. Nu kom også orkestermedlemmer ind og et par røde projektører blev tændt, men stadig var scenen dæmpet som en skumring. Dyb koncentration og de første lyde og rytmer begynder. Koncerten er startet. I skæret fra stearinlysene kommer glimt fra flyglets blanke lakflade og fra metalflader på guitarer, forstærkere og trommerne. Nu kan man også skimte de store højtalerkabinetter, et cembalo og alle gulvtæpperne, som dækker det meste af den store scene bliver tydeligere. Musikken lader til at være i god balance og stiger i niveau.

Jens Rugsteds rykker basguitaren op og ned når tonerne anslås. Nils Tuxen (ny guitarist efter Flemming Ostermann) i stort hår og hippietøj træder frem med gode lyde fra guitaren. Silhuetterne af Koppel-brødrene afslører, at de er i deres egen verden – musikkens - og ikke ænser, hvad der ellers foregår. Trommeslageren Alex Riel har derimod årvågne øjne og ører, der opfanger nuancer i musikken og omsætter dem til rytmer. Ikke kun hans spil, men også måden han holder trommestikkerne afslører, at han er jazzmusiker. Yndige Ilse Marie Koppel med langt lyst hår og pandebånd spiller lidt på cembaloet, men går ellers højtideligt rundt som den perfekte værtinde og hygger om musikerne. Der skal tændes stearinlys og røgelsespinde og sørges for drinks. Mest opmærksomhed er imidlertid rettet mod den lille skikkelse, der halvt liggende/halvt siddende på tæpperne forrest på scenen er begyndt at vugge med overkroppen i takt til musikken. Med lukkede øjne og glidende bevægelser rejser hun sig, tager mikrofonen og snart fylder hendes stemmepragt hele den store sal. Man glemmer hvor rent hun synger og hvor godt hun udtaler den engelske tekst – det er selve udtrykket i stemmenuancerne og følelserne, der gør størst indtryk. Hvorledes kan denne store stemme komme fra så spinkel en krop? Måden hun vugger, svæver og danser rundt på hele scenen på bare tær minder mest om et elegant rovdyr, der sniger og smyger sig rundt. Hun skriger, nynner, råber og hvisker i umulige tonelejer og nuancer. Musikken underbygger det dynamiske drama, som Annisette udspiller for det unge publikum.

Den gode lyd fra deres plader har de ikke, men det er ganske tæt på. De spiller en række egne kompositioner - numre fra LP’en samt nogle numre, der endnu ikke er kommet på plade, og Savage Rose har bestået prøven med en meget vellykket koncert, som gjorde stort indtryk. Fremtoningen på scenen ville sikkert ikke fremkalde hævede øjenbryn nu, men dengang, hvor selv de udenlandske orkestre og musikarrangører ikke gjorde noget ud af f. eks. belysning og hvor monitors, tromme- og instrumentmiking, livemixning og meget andet var ikke-eksisterende, var dette virkelig noget nyt og enestående.

Det kan da godt være, at Savage Rose-kollektivet virkede som krukkede overklassehippier, der aldrig blev folkekære, men deres koncerter var med til hæve dansk rock fra bodega-niveau til international klasse, og deres engelsksprogede plader er stadig monumentale kunstværker. (De gamle LP’er kan være lidt dyre at anskaffe nu, og skal du have musikken digitalt, så gå uden om alt andet end de remasterede udgaver. De har den bedste lyd og er godkendt af Thomas Koppel) . Og Sanne, Lis, Hanne, Kira og Pernille: Den høje standard for danske rocksangerinder, som Annisette i 1968 satte, er der nogle af os der mener stadig ikke er overgået.

 
 
 
LYS over Lungholm
Lungholm Gods indgik i 2011 som en del af Lys over Lolland-arrangementet. Det har bragt en historie frem, som burde være helt glemt – omstændighederne taget i betragtning.
 
Vi skal nemlig over 40 år tilbage. Det er ikke det store problem, når man har dokumentationen i orden som gerne skulle være kendetegnet for resten af LF-Rock.dk. Undtagelsen og undskyldningen for følgende beretning er derfor dels, at der nok ikke findes dokumentation – dels, at den belyser emnet (Rock på LF) fra en anderledes vinkel.
 
Musikken og forholdene havde nemlig ændret sig siden de lystige pigtrådsballer i midten af 1960’erne. I 1969 var der en del mindre klubarrangementer, hvor annoncering ikke blev brugt, og de derfor fik et undergrundspræg. Klub Goofy var nemlig blevet en slags hippie-loge med intern kommunikation og egne ritualer. Det var også praktisk, for således kunne vi være i fred med vores musik. Men nu bagefter kan vi vel nok stolte os af, at have den rocklub i Danmark med den fineste adresse!
 
Molly and her Four Poisoned Roses var booket til at spille på en ungdomsinstitution for stofmisbrugere på Sjælland. Guderne må vide, hvordan denne kontakt var opstået, men vi var fremme i god tid og fik oplevet et andet af datidens underlige ensembler. De kaldte sig Furekåben, og jeg blev fascineret af dem og deres form for musik, og da vi kom hjem anbefalede jeg dem til vennerne i Goofy, og det blev aftalt, at de skulle spille kort tid efter.
 
Godt lakket til og stuvet ind i vore små biler var vi som sædvanlig på vej ind af porten og op til de adelige omgivelser på Lungholm på Sydlolland, men blev standset og tjekket af soldater i fuld krigsmaling. Nogle af os blev grebet af paranoia og skjulte alt, der kunne ligne ulovlige substanser. Andre troede, at det bare var en iscenesat velkomst, som klubben havde arrangeret. Vi slap igennem checkpointet og fandt vej til vore klublokaler. Her var dækket op til fest: Leverpostejmadder m. rødbeder, sodavand, fluesvamp og slik. Det kan også godt have været samme aften, at jeg uddelte eksemplarer af min digtsamling, som praktisk havde påklistrede tændstikker, så vi manglede ikke noget. Jo, musikken!
Furekåben dukkede dog op senere lettere chokerede over soldaterne. Da vi spurgte om de manglede noget var svaret: Mad og stole. Stole?
Her plejede vi enten at stå eller ligge på madrasser eller puder. De fik deres stole, og det viste sig i løbet af aftenen, at disse samtidig fungerede som rekvisit for forsangeren Hans Vinding, idet han opførte et helt klovnenummer med en stol. I opholdene mellem sangene rykkede han først den frem og til bage for ligesom at finde et fast ståsted, så skrabede han den rundt, så slog han den ned i gulvet, så gik han undrende omkring den… ok, du har sikkert fattet pointen.
Pludselig blev den kolde krig meget varm, da hele gårdspladsen og parken omkring slottet genlød af voldsomme skudsalver. Da vi forsigtigt nærmede os vinduerne hørte vi også råb og kommandoer og kunne se, hvorledes de imponerende Lungholm-facader bogstaveligt blev oplyst af skuddene. Nuvel, vi fik sammenhængen: Baron Poul Bertouch-Lehn var lige så imødekommende over for hjemmeværnet, som han var over for os unge. At hans gæstfrihed så resulterede i, at vi mødtes samme aften, vil ingen bebrejde ham. Mange af os synes derimod, at det, der allerede ved slotsportene lignede en happening, kun blev forstærket af oplevelserne.
Også Furekåben genvandt så meget af fatningen, som de var i besiddelse af, og kunne – meget passende genoptage deres koncert med én af de udstødtes klagesange: ”Kom lad os dulme vore nerver lidt”.
 
Det er så vanskeligt at beskrive deres musik, at en sammenligning med datidens The Incredible Stringband ikke er retfærdigt for nogle af dem. De spillede akustisk musik med tværfløjte, bongotrommer, guitarer, violin og hvad der ellers er ved hånden. Meget løst opbygget og meget lange numre og forløb. Nu ville man vel kalde dem performance-kunstnere. Hvis du har et åbent sind, kan du lytte til dem på de to plader, de fik udsendt eller på et klip på YouTube.
Resten af natten? Hvis nogen kan huske mere, hører jeg gerne fra dem. Det kan godt være, at det blev en absurd forestilling, hvor alle blev inddraget i teaterstykket; det kunne også godt tænkes, at der blev indtaget rigelige mængder stimulanser; muligvis var der én der hed Jeppe; og sandsynligvis overnattede vi og Furekåben, men jeg sværger: Vi havnede ikke i baronens seng! Og der blev ikke skudt med skarpt.
 
Afslutningsvis bør jeg tilføje, at Thomas Grue og jeg genoptog kontakten til især Hans, Vivi og Mikkel fra Furekåben og begyndte at spille med dem i Christianshavns Fritidsklub og på Christiania. Hans Vinding fik senere med orkesteret Hyldemor et større publikum og nogen anerkendelse for sine tekster, som blev sammenlignet med Eik Skaløes.
 
Furekåben 1969 (Hans t.h.)
 
 
 
Claus Hellgren Larsen | Odinsvej 12, 3.tv., 4700 Næstved  | Tlf.: 40726180 | Hellgren2@gmail.com