PÅ FARTEN

Som det fremgår af artiklen om rockorkestrene, så var vejen til berømmelsens tinder belagt med både brosten og asfalt – samt en masse slid og slæb. Mange glemmer nok, at orkestrene brugte mere tid ’on the road’ end på scenen. At transporttiden ikke kun var kedelig spildtid, men derimod kunne være dramatisk og en væsentlig del af livet som rockmusiker vil fremgå af beretningerne her.

De landkort, man brugte i helt gamle dage havde ofte hvide områder. Ubekendte steder, som ikke endnu ikke var kortlagt, og som derfor var forsynet med havuhyrer eller drager. Så var man i det mindste advaret, hvis man havde planer om at sætte fod udenfor kendt område. Mange af de orkestre uden for LF, der planlagde at spille her, kan have haft denne fornemmelse. Vel var der vejkort, vel var det en slags civilisation, men talte de dansk? Kunne man forstå dem? Heldigvis ligger LF ikke længere væk, end at mange orkestre kom og besøgte os igen og igen. Det rygtedes at der var et godt publikum, gode impresarier, gode popklubber og gode penge at tjene.

I modsætning til de store byer i Danmark, så var rockaktiviteterne på LF spredt på større afstande, hvilket betød mere transport – især for orkestrene, men også for rockfans'ene. Var man glad for pop og rockmusik skulle man være heldig, hvis man fik sit behov for liveoptrædender dækket lokalt. Man måtte så finde ud af en måde, at komme afsted til de steder, hvor det foregik. I weekenderne især rykkede store skarer af unge ud - enten for at høre deres idoler, for at danse eller for at feste, eller alle ting på een gang.
”Vi var nogle kammerater, der godt kunne lide piger, rock og lidt at drikke. Så vi var tit til popballer. Når der ikke skete så meget i Nykøbing, så måtte vi af sted rundt på LF. Vi tomlede, tog bussen eller toget – ja, ind i mellem taxi; det var nu mest når vi forsøgte at tomle hjem og var havnet et underligt sted. Det bedste var i sommerferien. Her kunne vi campere i flere dage i telt tæt på spillestederne. Især Marielyst.” (Jens Chr. Petersen)

I 1960’erne var der fart på opsvinget. Udviklingen kunne ses på alle de opadgående kurver. Nye arbejdspladser, nye boliger, nye biler. Fra 1960-65 fik LF næsten fordoblet antallet af biler. Antallet af dræbte og tilskadekomne steg også ’lystigt’. Den vulgære glæde ved at suse rundt i en stor, smart vogn overgik tankerne om forsigtighed og sikkerhed. Larmende og skinnende biler, knallerter og motorcykler var lige sagen for os unge, og lige så snart vi var gamle nok, måtte vi selv have en. Rockmusikerne skulle naturligvis helst have store amerikanerbiler.

Kunstneren Christian Krogh fik i 1968 nok. Han startede på privat initiativ en traffikkampagne, der gik mod tidens tendens, og opsatte Giv-dig-tid-hjerter langs vejene overalt i landet.
 
Skulle vi vænne os til de mange biluheld og trafikulykker? Vi hørte hvorledes Johnny and his Snakes blev alvorligt kvæstet i en bilulykke på vej hjem til Nykøbing efter en optræden i Nakskov. Vi læste at svenske/amerikanske Taste of Blues måtte aflyse en koncert i Gear Club i februar 1969 fordi gruppens 45 personers bus kørte galt på de glatte veje ved Svendborg. Brækkede lemmer og tænder var vel også en gyldig årsag til aflysningen i Maribo, og klubben var hurtig til at engagere andre orkestre, så popfans’ene kunne få en aften ud af det alligevel.
Impressario Ole Mortensen, Nykøbing F. blev en dygtig logistiker: "Jeg glemmer aldrig engang jag havde engageret et beatorkester til at spille på Lolland-Falster. Forinden havde orkesteret spillet i Jylland, men undervejs til Lolland-Falster gik vognen i stykker. Jeg skaffede en anden vogn, men den punkterede og orkesteret kunne ikke nå frem til det aftalte tidspunkt. Nu var gode råd dyre, men det lykkedes mig at skaffe et lokalt orkester som afløsning. Jeg tabte en masse penge på det engagement, men ikke ansigt"
 
Når orkestrene tog af sted til et job, vidste man aldrig præcis, hvordan forløbet ville blive. Vi forventede en vellykket aften med mange andre unge, der morede sig, og så håbede vi at hyren oversteg omkostningerne, så der blev lidt til orkesterkassen. Vi kunne frygte uheld eller anden slags modgang, men regnede med nye og spændende oplevelser.
 
Jes Pedersen fra Danny & the Royal Strings husker: "Carl [Orkesterets manager] elskede jo kaffe, og vi havde altid termoen med, til de lange natlige hjemture, efter alle job på hverdage, kørte vi jo altid hjem for at passe jobbet. Engang efter en tur i Sverige, en sen nattetime på vejen hjem, torpederede vi en elgtyr, heldigvis snittede vi den kun, det betød at kaffen væltede og det flød i bilen, men Carl fik rettet skuden op, og efter sådan en forskrækkelse, var der vist ingen som sov på resten af hjemturen".
 
 
                                      Dannyernes bilpark
 
En af de oplevelser, der havde gjort størst indtryk på Thunderbirds var en hændelse, der passerede sidst i november 1965, som var lige i sneperioden, da de var på vej til et arrangement i Koldings omegn. De havde det meste af vejen kørt bag en personvogn, men lige pludselig var den væk. Ved at kigge nærmere efter, konstaterede de at den lå i grøften med underdelen opad. Nogle af passagererne var slynget ud af vognen, men idet orkesteret + deres manager Rudi med hjælp af andre tililende løftede vognen, så de til deres store forfærdelse en lille knægt på ca. 7 år komme kravlende, fuldkommen chokeret, ud af den smadrede vogn. Da de havde hjulpet, måtte de videre og skulle kort efter være klar til at underholde.
 
Eller som Jes Petersen og Pop Carl husker: ”På en tur i Jylland, det var i snevinteren midt i tresserne, var vi som sædvanlig kørt hjemmefra i god tid, og vi havde madpakken med, det var altid så hyggeligt at nyde den medbragte mad og sodavand i en tilfældig skov eller grøftekant, men på den tur, rasede vinteren, da vi nærmere os det Nordjyske. Der var nærmest kø fra Århus til Ålborg, og mange biler sad fast i sneen, Carl var en god chauffør, og var ikke sådan at holde tilbage, og på grund af Toyota`ens vægt, kørte vi gennem ild og vand. På et tidspunkt da det var blevet mørkt, holdt vi i en kø, og bilen foran os, havde siddet fast i sneen i mange timer, de frøs, og der var børn som hverken havde fået vådt eller tørt, her kom Danny`ernes madpakker og sodavander rigtig til sin ret. Selvom vi selv var ret så sultne, kom børnene i første række. Tilfældigvis holdt der en journalist fra Jyllandsposten, lige efter os i køen, og han havde fulgt vores aktion, som resulterede i, at næste dag var Danny & The Royal Strings på forsiden af Jyllandsposten, med en kæmpe overskrift "OG DEM KALDER VI TØSEDRENGE" o.s.v. Men vi nåede arrangementet, som blev aflyst på grund af snevejret.”
 
                                  
                                         Dannyerne i Sverige
 
Heldigvis gik det sjældent galt, men det var brogede begivenheder der kunne vente ’på vejen’.
”En sjov oplevelse fra et job på Spodsbjerg badehotel.....Alt gik galt....bandbilen strejkede 2 gange på vej til færgen i Nakskov og døde da vi skulle ombord....en dsb trækvogn blev fundet, grejet læsset på den og trukket ombord (i buldrene frostvejr). Samme procedure da vi kom til Spodsbjerg....af med trækvogn...derefter skubbede og trak vi den hele vejen op til badehotellet. Vi skulle spille der dagen efter også, og derfor overnatte....og i kun et værelse....tilmed med frost på vinduet og vandhanen i frigear og ingen varme på værelset....hva gør man så?..... Joe....efter jobbet gik man til køjs ....2 mand i hver seng for ikke at fryse ihjel......vi overlevede....og klarede jobbet næste dag også....og fik læsset på trækvognen og tilbage til Nykøbing f.....men den tur har vi snakket meget om”. (Tom Juul Nielsen, Johnny & his Snakes). Mange af os husker naturligvis overnatninger af en helt anden karakter. I slutningen af 60'erne blev det almindeligt, at orkestre blev tilbudt privat indkvartering i kollektiver, højskoler og lign.  
 
                                       
                                              The Thunderbirds
 
Varebilerne var praktiske, men var de på gule plader, så måtte de kun køre i weekenderne i arbejdsøjemed. Det var ikke nok, at iføre sig en kedeldragt. De orkestermedlemmer, der ikke kun sidde på forsædet, måtte være helt stille og skjule sig bag instrumenter og udstyret i bagagerummet, hvis de blev tjekket af politiet.
Ved nogle af rockkonkurrencerne var der stationært musikanlæg, men det var undtagelsen. Alt udstyr måtte vi selv sørge for. Ofte først hente gearet fra øvelokalet, pakke, transportere, pakke ud og montere og efter jobbet det samme i omvendt rækkefølge og typisk meget sent om natten.
Hvis ikke pengene var belønning nok, så var der heldigvis de der uventede øjeblikke af glæde, som musikken gav eller som omstændighederne forærede os:
Carsten Saul, Servants: ”Forestil jer en varm sommer/søndag/ eftermiddag i 1965 – og et orkester med meget unge (15-16 år) drenge, der venter på at spille til et popbal på et badehotel nord for Korsør. Øverst på plakaten var The Swinging Blue Jeans, et andet band The Strangers fra Aalborg (Der var Strangers i mange danske byer dengang) Men vi var virkelig stolte over at være på samme plakat. Og også temmelig nervøse. Det store problem, som gjorde det hele så specielt var, at spillestedets ejer på en eller anden måde havde glemt at annoncere i de lokale medier, så der dukkede ikke nogen op. Bortset fra 2 amatørbands, The Swinging Blue Jeans, ejeren og en bartender. Nu skulle man tro, at dette bal blev aflyst. TSBJ var trods alt et kendt engelsk band fra Liverpool med hits som Hippy Hippy Shake og Shakin’ All Over som toppede de internationale hitlister. Selv om jeg ikke var en stor fan af dem, så gjorde de et uudsletteligt indtryk. Det blev besluttet at de ikke behøvede noget opvarmningsband, og det var der heller ingen grund til. De gik på og indfriede deres del af kontrakten ½ time. Kan I forestille jer! Vi blev derfor de eneste tilskuere, da de indtog scenen og trykkede den af i en halv times tid, fik deres betaling, pakkede deres gear og fortsatte deres turné. Vi var alle fuldstændig målløse over deres professionalisme, deres scenetøj for ikke at tale om deres gear. De spillede så tæt, og var naturligvis sure på den dumme ejer, og spillede lige så højt, som lydsystemet tillod. En detalje, som jeg husker med stor glæde var den måde som bassisten behandlede bastrommen samtidig med at han spillede og sang. Samtidig så de ud til at nyde at spille for amatører som os, ti drenge, som stod blandt dem og sugede alt til sig. De var flinke fyre og havde en venlig attitude over for vore orkestermedlemmer. De havde selv været i lignende situation nogle år tidligere. Det var et af mine dejlige minder fra ’the swinging sixties’”.
 
                                     
                                Birger i Love Reflections anhænger
 
Med til historierne om de udenlandske orkestre, hører også den om tankpasseren, der kom til at snyde pop-fans i Køge. Orkestrene var ofte booket så hårdt, at de skulle gennemføre 2-3 koncerter på en dag. Da popklubberne ofte havde eftermiddagsarrangementer kunne dette lade sig gøre, men ofte var planerne stramme. Jeg havde sidst på eftermiddagen en februar i 1968 overværet en fuldstændig uforglemmelig optræden på Lolland med Pretty Things, og da jeg senere hørte om forløbet efter koncerten, troede jeg ikke på det, men fik det mange år senere bekræftet historien i en avisartikel (Dagbladet d. 19.februar 1968). Orkesteret var nemlig på vej fra Reventlowhallen på Lolland til et engagement i Køge. De kørte ind på en tankstation for at få tanket op. Tankpasseren kom imidlertid dieselolie på vognen i stedet for almindelig benzin. Rockgruppen og deres danske manager fra Bendix Music nåede kun et halvt hundrede meter videre, før bilen gik i stå. Det tog et par timer, at få dieselolien pumpet op og benzin på, så orkesteret kunne komme videre. De nåede frem til Køge ved midnatstid, men da var det for sent at spille til Club Liverpools 3-års fødelsdagsfest. Orkesteret var dybt ked af aftenens forløb, og sangeren Phil May sagde: ”Kan I ikke bringe alle de unge mennesker i Køge vores dybeste undskyldning. Vi er meget kede af det skete. Vi ville hellere end gerne stille vort anlæg op her på parkeringspladsen og spille hele natten gratis, hvis det er muligt”.
De lokale og de udenlandske orkestre gjorde meget for at overholde kontrakterne, og skuffede fans kunne være værre end mistet hyre.
 
Mange popfans husker turene i popbusserne til og fra spillestederne som et herligt supplement til selve popballerne.  Lidt som en skoleudflugt – bare uden lærere, foredrag og skriftlige opgaver. Her blev den ungdommelige feststemning lagt, her blev man bogstaveligt rystet godt sammen.
Og øverst på listen over dejlige transportstunder er nok sejlturene i sommernætterne på Maribo Sø til og fra popballerne på Borgø.
 
Man skulle tro, at det ville være oplevelserne på spillestedernes scener og selve musikken, der oftest ville dukke op i musikernes erindringer, men de fleste historier om orkestrene er fra turneerne – fra vejen til og fra jobbet – Det var ofte her, at snarrådigheden talte, og det var her at kammeratskaberne blev hærdet, her måtte man stå sammen for at klare modgangen. Siden er det blevet lettere at være på farten. Sikrere veje og biler, broer, gps, klimaanlæg, mobiltelefoner, kompakte musikanlæg osv. - der er mange ting, der har gjort det lettere at komme rundt og samles om musikken – heldigvis.
 
                                    
 
 
 
 
 
Claus Hellgren Larsen | Odinsvej 12, 3.tv., 4700 Næstved  | Tlf.: 40726180 | Hellgren2@gmail.com