Popklubber

Mange glemmer den vigtige rolle, som popklubberne spillede i rockmiljøerne i Danmark. Det var orkestrene, der stod i spotlightet, men det var klubberne, som betalte deres honorarer og var værter for festen - med alt, hvad det indebærer.

Musikklubberne, der opstod i stor stil i midttresserne havde det primære formål at arrangere live-musik. De blev kaldt popklubber (selv om musikken tit var, hvad vi nu kalder rock) og de blev næsten uden undtagelse startet, drevet og besøgt af unge. Selv om det ikke var indskrevet i formålsparagrafferne, så fremgår det af udtalelser fra bestyrelser og medlemmer, at begrundelsen for at lave klubberne var at skabe et fristed fra de voksne – et sted, hvor de unge ml. 14-18 år kunne hygge sig med deres jævnaldrende, selv om også de helt unge havde adgang. 
 
Klubberne var struktureret som foreninger – med bestyrelse, medlemskartoteker osv. og underlagt alm. regler fastsat og håndhævet af den lokale politimester. ”Vi ved, at politimesteren ikke tillader private at staa som arrangør af popballer i byen, men derimod gerne en forening. Derfor har vi lavet foreningen ”Honda”, som myndighederne kan acceptere” (Fo). Reglerne varierede fra politimester til politimester, men de fleste steder på LF skulle hvert arrangement skriftligt godkendes. Da det var lukkede arrangementer, havde kun medlemmer adgang, og arrangementerne blev ofte tjekket. ”Myndighederne har råbt vagt i guitar, og nu går krigen ind. Adskillige klubber vil få besøg i den nærmeste tid. Og er der disharmonier i regnskaber eller unoder i bestyrelserne – så falder lovens lang arm og buldrer de formastelige i hovederne” (Pol 8.11.64)
I vore dage, hvor næsten alle rockmusikaktiviteter i vore dage er økonomisk afhængige af alkohol enten i form af direkte salg, eller som tilskud eller sponsorater fra bryggerierne kan det forekomme utroligt, at alle popklubber kun solgte alkoholfri drikkevarer, medmindre de benyttede lokaler i værtshuse, restauranter o.lign.
 
Klubberne satte medlemskontingentet så lavt, at adgangen til arrangementerne blev gjort lettere. Nogle steder krævedes medlemstegning senest dagen før arrangementet, men dette var naturligvis upraktisk, og ofte foregik det ”i døren”. Det skete da også, at en kontrollør eller kasserer fra klubben lukkede en sød pige ind uden medlemskort, hvis han f.eks. blev lovet en dans senere. Der var vel grænser for bureaukratiet. Desuden var der selve entréprisen. Den kunne variere alt efter hvilke orkestre, der var på programmet, men var oftest beskeden fordi de unge strømmede ind.
 
Medlemstallene blev brugt som målestok for klubberne, men var naturligvis ikke et reelt billede af, hvor omfattende klubbens aktiviteter var. F.eks. kunne en klub til et arrangement have et så stort udenlandsk navn, at landsdelens unge skulle opleve det, og derfor måtte blive medlem, men måske ikke kom i klubben igen. De store klubber var Flower Pop, Honda og Nakskov Popklub, der alle hver havde langt over 1000 medlemmer.
 
Aktiviteterne var først og fremmest dans, men kunne også være hygge- eller pladelytteaftener, foredrag, udflugter m.m. Klubbernes aktivitetsniveau var meget forskelligt. Nogle klubber holdt i perioder arrangementer flere gange om ugen, andre kun et par årlige begivenheder, og nogle klubber lå i hele sæsoner stille.
 
OM STARTEN:
Det tyder på at Teen-agers Club i Nykøbing var den første klub på LF med rockmusik på programmet. (Og forøvrigt også den eneste klub, der havde egentlig danseundervisning og –konkurrencer). Allerede i 1958 var klubben aktiv. Der gik imidlertid nogle år, før der rigtig kom gang i de popklubber, som siden blev udbredt. I 1964 startede fire unge en musikklub i Nyk.F. De kaldte den SOS: ”Det skal nærmest betragtes som et nødraab. Vi vil gerne skaffe saa mange penge som muligt til den ny svømmehal. Ideen opstod forleden, da vi var i jazzklubben. Og vi føler saa, at der er behov for en saadan klub, da de unge ikke har saa forfædeligt mange steder her i byen, hvortil de kan søge, hvis de vil ud en aften. Vi har sendt løbesedler – omkring 2000 – til alle skolerne i byen, saa det er derfra publikum skal komme.” (Fo 7.3.64).
 
Stadig i Nykøbing var en anden initiativgruppe i sommeren 1965 startet med at indrette lokaler i en bygning i Fromsgade til en privat ungdomsklub. Den blev kaldt ”Ægget”. Denne gruppe af nykøbingensere, der også udgjorde bestyrelsen havde bekostet 100.000,- kr. og lod de unge bestemme omgivelserne. Ideen var opstået på baggrund af henvendelser fra forældre, der manglede et sted, at sende deres unge hen.
 
Det var tydeligt, at der var et behov for musikklubber, og de kom ikke af sig selv. ”I Horbelev by og nærmeste omegn er der vel ca. 150 unge i alderen 15-20 aar. Men der sker intet underholdende for disse aldersklasser, og hvis de vil more sig, maa de tage til Nykøbing, Nr. Alslev eller Stubbekøbing. Tre unge mænd fra egnen har derfor taget initiativ til oprettelsen af en pop-klub”. Det blev til den lille klub ”Bonnie”. Andre startede med at annoncere i avisen: "Alle der er interesseret i en popklub i Hillested ring til mig" skrev Flemming Hansen, Rå. 
Mange popklubber havde således karakter af ungdomsklubber, og hvis kommunerne ikke kunne etablere ungdomsklubber, så gik de unge selv i gang. F.eks. i Sakskøbing: ”Det skal ingen hemmelighed være, siger et par talsmænd for seks unge, at Folketidendes artikler om de unges lediggang og støjende adfærd omkring sygehuset og de unges egne beklagelser over, at der intet skete på pop-omraadet her i byen, har været det puf, som satte os i gang med planerne om en pop-klub.” Også flere af de lokale orkestre startede popklubber. Et typisk forløb var, at de spillede der i starten indtil klubben var bæredygtig og fik en bestyrelse, og andre orkestre kunne engageres.
 
DRIFTEN:
Hverken popklubber eller ungdomsklubber kunne helt udfylde de unges behov for at være sammen i deres fritid, men de var med til at give dem steder, hvor de følte sig velkommen. "For både musikere og medlemmer var stemningen meget friere og rarere end de almindelige spillesteder. Fornemmelsen af, at det var unge, der styrede det hele – også økonomi – var tydelig. Her blev lyttet, ikke kun til musikken, men også til forskellige ønsker."
Fælles for samtlige pop-klubber er, at de (enten i formålsparagrafferne, eller utalt) ikke skulle eller ville tjene penge på arbejdet. ”Overskud går til større orkestre – underskud må vi selv i bestyrelserne betale” var en udbredt holdning. Ofte gik et evt. overskud til andet ungdomsarbejde – til støtte for sportsfaciliteter o.lign. ”Det kan jo ikke undgaas at have underskud ved nogle baller, men hovedparten har været succes. Man skal prøve begge sider af medaljen, ellers har man ikke prøvet rigtigt, hvordan det er at køre en popklub”, Steffensen, Nakskov Popklub (Fo 11.11.68)
Steen Schulstad – en ung elektrolærling fra Holbæk havde været på dagskole i Nykøbing F. og savnede et sted med pigtrådsmusik i byen. Han havde i forvejen en musikklub i Holbæk samt Frederiksværk, men åbnede snart Shouts Club i Nykøbing:
- De er den drivende kraft bag alle tre klubber?
- Det kan man vel godt sige. Jeg varetager deres interesser og ordner arrangementerne, men kan ifølge loven ikke være formand for mere end en klub.
- Har klubberne overhovedet nogen berettigelse?  
- Jeg synes, at de unge skal have et sted, hvor de kan gå hen og more sig, og når det nu er pigtrådsmusik, der interesserer, så er det klart, vi giver dem pigtrådsmusik. (Pol 8.11.64)
 
Føromtalte Sakskøbing-ungdom etablerede klubben Honda, Sakskøbing. (NyD 2.8.66): ”Noget tyder på, at den unge ledelse har haft en særlig heldig hånd med at få tag i de unge. Af stor betydning, er det sikkert, at arrangementerne forløber helt uden ballade af den slags, der fik hoteller til at sige nej til pigtrådsmusikken. At det er gået så fredeligt til skyldes ikke, at de langhårede ved forstærkerne har holdt igen på kraftudfoldelserne…men grunden til, at arrangementet har fået så fint et forløb, må nok søges i, at de unge blot er kommet for at more sig uden nydelse af spiritus, men med pop-musikken som eneste incitament”. 
 
”Ægget” i Nykøbing blev konfronteret med mange slags problemer samtidig i efteråret 1965. Man havde valgt, at kalde klubben ”Hit House Ægget”, men inden længe kom et brev fra en sagfører, der repræsenterede datidens kendeste pop-tempel i København Hit House. Ægget måtte droppe Hit House-navnet (som det for øvrigt også var tilfældet med flere andre klubber rundt om i landet). Trods store og fine ord fra byråd og vareleverandører ved åbningen, så måtte de unge selv slås med problemerne ved driften. Klubben havde ikke bevilling til at sælge sodavand, sundhedsmyndighederne skulle godkende stedet, når der blev solgt pølser, der måtte ikke tages betaling for bordtennis, bowling eller juke-box, brandkommisionen krævede ildslukkere, der krævedes geografisk begrænsning af medlemmer, medlemskontingenter blev fastsat af politiet og endelig blev politiet inddraget i et slagsmål i nærheden af Ægget i Fromsgade. Myndighederne var over klubben, og de unge blev ustandselig mindet om, at de levede i de voksnes verden med de voksnes regler.
 
Star Pop et andet populært navn. Så populært, at to klubber i Nakskov i 1968 stred om det. Byen havde ellers allerede Nakskov Popklub, men en udbrydergruppe havde startet en ny klub som skulle hedde Star Pop. De nåede ikke at blive etableret, før nogle af medlemmerne lavede en ny klub og mente sig berettiget til at bruge navnet Star Pop, og gik i gang med arrangementer. Der var optræk til retssag, men klubberne talte sig frem til et forlig således, at de benyttede Star Pop som undertitel på klubbernes nye navn. Det gav nogen forvirring blandt medlemmerne og hos myndighederne. Personlige interesser og uenigheder om program, lokaler osv. kunne skabe uenigheder.
Det kunne ikke undgås at mange andre slags problemer mødte de unge bestyrelser, som typisk ikke havde erfaring med foreningsdrift. Stern Club havde engageret The Rocking Ghosts til at spille i marts 1967. Trods kontrakt dukkede orkesteret ikke op og klubben led et tab på ca. 2.000,- (Et beløb i stort nok til at true klubben) Klubben kontaktede en sagfører, men ”Desværre er der ikke meget håb for os. Vi ville vinde sagen, men efter at have undersøgt Illums (orkesterets manager) forhold, kan vi kun konstatere, at vi ikke ville få noget økonomisk udbytte af sagen – snarere tværtimod”. Resolut tog formanden til København for at opspore John Illum. ”Men trods ihærdige anstrengelser lykkedes det ikke. I stedet traf han lederen af Rocking Ghost, der var ked af det, men kun kunne beklage det skete”. Formanden besøgte flere af de konkurrerende musikbureauer, og efter sagen blev almindelig kendt i branchen, lykkedes det formanden at få nogle rabatter på fremtidige arrangementer i klubben.
 
De første arrangementer var vitale for klubbens overlevelse, så det var med skræk, at Nakskov Popklub blev svigtet af The Fourways til deres andet arrangement. Formand Steffensen fik i en fart fat på sine orkestermedlemmer i Master Paul and his Chamberlains som nåede at agere erstatning, og man undgik at sende knap 400 mennesker hjem uden popmusik. Siden fandt man ud af, at gruppen havde misligholdt flere kontrakter på LF til fordel for bedre betalte jobs i Storkøbenhavn.
 
Gear Club, Maribo havde i starten af 1969 for første gang engageret en udenlandsk gruppe Taste of Blues og medlemmerne glædede sig. Men gruppen ringede to timer inden de skulle på scenen og fortalt, at deres bil var forulykket ved Svendborg. Bestyrelsen måtte handle hurtigt, både for at få bekræftet, at det ikke bare var en dårlig undskyldning, (Det var det ikke, flere medlemmer var indlagt på hospitalet) men også for at få andre orkestre som erstatning. Ikke mindre en tre orkestre nåede frem, billetpriserne sat ned, men klubben led alligevel en økonomisk bet.
Sådanne episoder kunne nemt sætte en popklub med skrøbelige budgetter i fare og endda betyde nogle klubbers lukning. Kinda Club deltog i en konkurrence, som musikbladet ”Beat” udskrev. Alle landets popklubber kunne deltage, hvis de ville sende en nøjagtig statistik over forskellige forhold i klubben. 1. præmien var et gratis arrangement med Peter Belli & Les Rivals. Den vandt Kinda Club til stor glæde for bestyrelse og medlemmer. ”Da vi ikke hørte noget fra ”Beat” i de første par måneder henvendte vi os og blev henvist til Bellis manager Jørn Adrian, der heller ikke kunne hjælpe”. Bestyrelsen blev holdt hen med snak, hvor Belli, Adrian og Erik Haaest (fra ”Beat”) henviste til hinanden. Lolland Tidendes henvendelser til parterne gav også kun bortforklaringer samtidig med at Peter Belli optrådte flere gange på Lolland. Efter et års tid var ”Beat” gået konkurs, Bellis oprindelige orkester Les Rivals opløst og klubben stod for en lukning. Arrangementet kunne have været klubbens overlevelse.
 
Som noget specielt for LF var der flere fan-popklubber. (Masters Club, Cadillac Club f.eks.). Det var fanklubber, som arrangerede popballer, og det eksisterede næsten slet ikke i resten af landet. Desuden var der orkestre, som dannede popklubber, hvilket var mere almindeligt.
 
Stemningen i klubberne var meget forskellig. Varierende fra fornuftige diskussionsaftener til vilde fester og ballade. Nogle sammenlignede dem med de voksnes loger eller måske snarere selskabsklubber, og netop det at de unge kunne være sig selv, gav visse klubber et lukket eller hemmeligt præg. Dette gav mulighed for flere ’intime’ aktiviteter, end man oplevede i de store haller.
Der findes ikke mange anmeldelser i aviserne, men enkelte stemningsbeskrivelser er der dukket op. Fra LOL-POP: ”700 unge i ekstase. Stemningen ved en Beatles-koncert kunne ikke være bedre end den, der herskede i Forsamlingsbygningens lokaler. De unge hang ud over rækværket på balkonerne, så konferencieren gang på gang måtte bede dem stå ned af bænkene. De kunne slet ikke sidde stille, men måtte ud på gulvet og vride sig i takt til musikken…luften genlød af hvinen, trampen, klappen og fløjten. Blandt de unge sås enkelte ældre eller mere modne mennesker, sandsynligvis forældre, der havde lyst til at se, hvordan det går til, når deres poder er på sjov”.
Ved premieren i Star Pop, Nakskov: "Der var lårkorte piger, maxipiger, tykke og tynde piger, og der var et utal af drenge (måske var det piger) i ultra psychedelic, flowerpower anordninger på mave og lægge til Star pops første bal lørdag aften. 400 i alle aldre var mødt. Først da lyset efter adskillige opfordringer blev delvis slukket, kom der gang i benmusklerne".
Flower Pop: ”Pigtraadsmusikken vælter ud af indgangsdøren og slaar én i møde, medens man ved indgangen faar stemplet en blaa rose paa haanden. Det er flower-power. Alting er blomster og kærlighed. Den blaa rose er adgangskort til pop-hallen. Her er pyntet op med roser og andre farverige blomster. Varmen faar kviksølvsøjlen til at svinge højt til vejrs paa barometret. Det generer kun udeforstaaende. De unge antastes ikke af det, men vrider sig i en slags hula-hop-vrikken til tonerne, der blæses ud i salen fra forstærkerne. Der serveres ikke øl, men man kan købe lige saa mange sodavand som man vil” (Fo 30.10.67).
Generelt forløb arrangementerne uden problemer, men i slutningen af 1967 ramte nogle voldsepisoder Star Club og Blue Circle, og i efteråret også Flower Pop.
Klubberne var naturligvis klar over, at de var nødt til at føre justits med medlemmerne, og i nogle tilfælde ekskludere ballademagere, men det var ofte nødvendigt af have egentlige vagter og udsmidere. Selv om klubberne ikke var skyld i volden, så var episoderne med til give modstanderne af rockmusikken argumenter. Ligesom i resten af landet sås det også på LF, hvordan nogle ballademagere udnyttede den frie omgangform og ikke kun ødelagde stemningen, men også truede klubbernes eksistens. Det hørte imidlertid til undtagelserne. Især i slutningen af 60’erne, hvor de unges lange hår og nye mode ikke blev accepteret mange offentlige steder, var popklubberne et sted, hvor der var forholdsvis frit.
 
Flower Pop's Beat Show i Maribo-hallen: "De unge fra hele landsdelen og fra Sydsjælland begyndte allerede tidligt at strømme til hallen…Den store forsamling var udmærket til et studium af hvorledes nutidens unge er påklædt, lidt eller megen formløshed om man vil, farvestrålende, særpræget, lårkort, men der var også præsentation af de nye, halvlange mode. Mere eller mindre mærkelige hattepåklædninger, hår af diverse længder – men hvad det end var i det ydre: Ungdom med et friskt og godt humør og en upåklagelig opførsel…Om eftermiddagen var det som om danselysten var lidt begrænset, idet det store flertal at de unge sad eller stod og lyttede til musikken. I aftenens løb kom der flere og flere på dansegulvet, med de 14-18-årige i overtal. Stemning var der, og den måtte smitte – også på de ældre, som kiggede indenfor" (NyD 1.4.68
Nogle af de store klubber kunne i perioder opnå et stort budget uden noget som helst tilskud, men det at drive en musikklub var ulønnet. Der var mange opgaver og det blev sjældent påskønnet på samme måde, som det at spille i et orkester. Tværtimod blev klubbernes bestyrelse ofte mødt mistro fra både myndigheder, orkestre og medlemmer. Der skulle bookes orkestre, lokaler, laves kontrakter, søges tilladelser, pyntes, trykkes medlemskort, evt. laves medlemsblade, plakater mm., der skulle holdes orden under arrangementerne, tages stilling til alskens problemer, sørges for orkestergear, ryddes op og afregnes m.m.
Det var almindeligt at klubberne i annoncer og medlemsblade oplyste især sluttidspunkt for deres arrangementer. Selv om disse tidspunkter kunne være vanskelige at overholde med større programmer, så gav det en vis tryghed hos forældrene derhjemme.
 
SLUTNINGEN:
Da den største interesse for pigtrådsmusikken i midttresserne havde lagt sig, led mange popklubber – ligesom mange rockorkestre – en stille død. Euforien omkring opstarten og succes’en blev afløst af administration og hårdt arbejde. Medlemmerne blev kræsne og ville helst se de store kendte navne på bekostning af de lokale orkestre. I en periode forsøgte klubberne med maratonballer, hvor en lang række orkestre blev hyret og musikken kørte næsten non-stop en hel dag. Det tiltrak publikum fra hele LF og Sydsjælland, men var økonomisk risikabelt.
Desuden var rockmusikken i slutningen af 60’erne blevet så omskiftelig, at klubberne skulle være på tæerne for at følge med tendenserne. De danske grupper kæmpede for at bevare populariteten og skiftede hurtigt repertoire og besætninger. De populære, store danske navne som f.eks. The Defenders kunne spille dansktop-musik og kort tid efter psychedelisk rock, og populære bandmedlemmer være udskiftet overnight.
Nogle af klubberne blev drevet af ildsjæle, men de havde ofte en uddannelse eller en værnepligt, der kom i vejen for interessen for rockmusikken. Nogle flyttede, og var der ikke nye, der kunne fortsætte, kunne det betyde lukning af en klub. Et andet fænomen, der i 1968 var med til at stoppe klubberne var først diskotekklubberne og siden de egentlige diskoteker.
 
Det vil ikke kunne gøres op, hvor stor betydning disse popklubber havde, men det er sikkert, at den sociale funktion for medlemmerne var meget stor, og at klubberne var et velkomment supplement til datidens beskedne fritidstilbud til unge – for nu at sige det pænt. Realiteterne var nemlig, at selv om man som ung boede i et område med en fritidsklub, så var dens åbningstid begrænset. Så var der sportsklubber, spejder og….det var det.
Den store interesse for rockmusik, der var opstået blandt unge, var de unge selv hurtig til at udnytte, og selv om mange restauratører og arrangører fik glæde af de unge, så blev de behandlet bedst i ’deres egne’ musikklubber. Her var ikke så mange restriktioner. Her fik mange unge nogle uforglemmelige oplevelser med vennerne og kæresterne til akkompagnement af levende rockmusik.
Klubberne var naturligvis værdifulde også for orkestrene. De store orkestre udefra tjente gode penge i popklubberne på LF, og de lokale orkestre tjente da også lidt, men for dem var det af stor betydning, at kunne spille på hjemmebane. Både for at få rutine, men også for at kunne tilfredsstille deres fans. 
Hvor mange af klubberne efterhånden lukkede – ligesom mange af orkestrene stoppede - så kørte enkelte videre i nærmest ’undergrundsregi’, som vi i vore tider oplever ved techno-raves. Et eks.: I slutningen af 60’erne, hvor Flower Pop havde oplevet sin storhedstid, opstod på initiativ af bl.a. Michael Olsen, Niels Svensson og Paul Lito en lokalafdeling, som benyttede nogle lokaler på Lungholm Gods. Uden annoncering men med mund-til-mund metoden eller i nogle tilfælde en lille stencileret løbeseddel var klubben et samlingspunkt for en medlemskare på omkring 50 unge hippies. Månedlige arrangementer med lokale og københavnske undergrundsbands var et samlingspunkt, der fortsatte i mange år efter klubbens ophør. 
Eftertiden har også haft gavn at popklubberne på den vis, at bestyrelsesmedlemmer og aktive i klubberne har fået værdifuld indsigt og erfaring i foreningsarbejdet, som mange siden har haft glæde af. Flere popklubber ydede – i perioder, hvor de tjente penge – tilskud til andet ungdomsarbejde, sportshaller mm. Modellen, som klubberne blev drevet på, har siden med held været brugt at nye generationer af unge. Og efterhånden har kommuner og stat indset det fornuftige i musikklubberne, og givet tilskud til de unges arbejde med rockmusikken.
 
                                   
 
 

 

 

Claus Hellgren Larsen | Odinsvej 12, 3.tv., 4700 Næstved  | Tlf.: 40726180 | Hellgren2@gmail.com