Rockkonkurrencer og mesterskaber

Fest og alvor blev blandet grundigt, når der i midten af 1960’erne blev dystet i rock-konkurrencerne.

Musikkonkurrencer og mesterskaber er fænomener, som er dømt til at mislykkes, hvis man tror at musik er kunst; så kan man ikke objektivt sammenligne og dømme noget som bedre end andet. Men som disciplin i en sportsgren, hvor lige kombattanter mødes under lige forhold, kæmper - og en vinder findes - så fungerer den. Popmusikken har altid befundet sig midt imellem disse synspunkter, og altid balanceret mellem det kommercielle og det kreative. Måske er det oven i købet netop det, der har givet rocken dens popularitet.
 
Amatørkonkurrencer og talentshows har igennem tiden været en naturlig måde at rekruttere nye navne i underholdningsbranchen. De fleste refrainsangere og siden dansktopartister er opdaget på denne måde.
Det kulminerede i 1963, da 'vi' med Dansevise vandt European Song Contest med noget så enestående som en intelligent popsang, som de fleste af os var stolte af. Men så blev vandene delt. Den engelsksprogede, elektriske rockmusik blev populær, og teenagerne tog den til sig – og lod jazz’en være til de lidt ældre og underholdningsmusikken til de gamle. Det skabte mange rynkede næser og pander, men det var et let valg for de fleste unge.
Først i 1964 begyndte P3 med ’ungdomsmusik’. Da var den allerede i fuld vigør i hele kongeriget. Hitlisterne begyndte at blive offentliggjort i bladene, og det blev muligt at se, hvad der solgte mest. Det var popmusikken. Danserestauranter rockede nu i tidens tone, og twist, shake og hully-gully trænedes flittigt.
Når man kunne konkurrere i Melodi Grand Prix, og når danserne fandt det naturligt at konkurrere og havde dommere osv. - var det kun et spørgsmål om tid, hvornår man fandt ud af at arrangere mesterskaber for pigtråds- og poporkestrene.
 
Nogle af de først annoncerede rockkonkurrencer foregik i Kbh. og var henholdsvis kampen om titlen: Danmarks Elvis, Danmarks Cliff Richard, Danmarks Beatles og herefter Danmarks Rolling Stones, Kinks osv. Danny & The Royal Strings stillede op allerede i starten af 1963 til 'Danmarksmesterskabet for Shadows-orkestre' og vandt en ærefuld 2.plads.
Disse landsdækkende konkurrencer fungerede fint i nogle år. Hver landsdel kunne oftest kun stille med et orkester (og Kbh. med nogle flere). Men i midten af 60’erne var der så mange orkestre og så mange popfans, at man måtte holde kvalifikationskonkurrencer og landsdelsmesterskaber.
Arrangørerne så derfor hurtigt fidusen: Vi holder et mesterskab, annoncerer efter orkestre, får dem til at betale et tilmeldingsgebyr, lejer en sal, og voila: Orkestre betaler/fans betaler – så kan vi godt love dem nogle efterfølgende engagementer, som vi (arrangørerne) også tjener penge på.
Det stod enhver frit for at afholde et mesterskab – lokalt som landsdækkende. Det gjorde mange også; med det resulat, at der gik inflation i det. Der opstod konkurrence om konkurencerne. I avisomtaler og annoncer rodede man rundt i betegnelserne (beat/pigtråd/pop) og regionalbeskrivelserne samt kravene og betingelserne. I årene 1966-69 smykkede mange orkestre sig med de samme vundne titler.
Flere nystartede arrangører havde ikke rigtig gennemtænkt situationen. Sikkert ud fra en velment idé om fair behandling af orkestrene, skulle de spille det samme nummer. Behøver man at bemærke, at dommere og publikum hurtigt blev træt af at høre: "Wooly Bullæææææ"!
 
En af de positive sider ved konkurrencerne var, at det gav de mindre kendte lokale orkestre mulighed for at blive hørt af andre end deres lokale fans. Og næsten uden at blive tromlet ned af de kendte halv- og helprofessionelle orkestre. Disse spillede ofte som ’solister’ i pauserne og til bal bagefter. Mange nye orkestre havde debut på mesterskaberne. Mange af de vindende orkestre kunne bruge sejre som springbræt til en større karriere eller til at få indspillet den eftertragtede debut-singleplade, som arrangørerne ofte stillede i udsigt. Gode placeringer kunne bruges til at få spillejobs.
Ved DM i pop i 1966 deltog ialt 204 orkestre, så det var blevet en stor forretning for arrangørerne, men også sværere for orkestrene at vinde. Der var flere årsager, til at disse mesterskaber hurtigt blev så populære. Kvalifikationsreglerne var meget forskellige. Eks.: Molly vandt LF-mesterskaberne i 1968, men måtte kvalificere sig blandt de bedste i Sjællandsmesterskaberne og også her blive blandt de bedste for at deltage i DM-finalen. Derfor var der mange mesterskaber med deltagere uden for regionen – med deraf følgende handicap (ikke så mange lokale supportere). Ved Sjællandsmesterskaberne i beat 1966 indførte man for første gang i Danmark kvalitetskrav til orkestrene. Man forlangte, at for at deltage skulle man aflevere en liste med mindst 15 numre. Mens orkestret stod på scenen skulle 2 numre udtrækkes af arrangør eller dommer. Desuden indgik påklædningen i konkurencen. Med det resultat, at orkestrene nærmest lignede deltagere i et fastelavn. Bureauet SBA i arrangerede i samarbejde med 'Børge' i 1968 DM i pop. Popklubben Flower Pop, Holeby blev kontaktet og bestyrelsen sagde: "Tilbuddet lød ganske simpelt så godt, at vi ikke mente at kunne sige nej. De endelige betingelser for arrangementets afvikling har vi ikke fået endnu, men efter de telefonsamtaler vi har haft, synes det at stå helt fast, at semifinalen forud for DM i pop lægges i Holeby" (NyD 29.1.68). Tilbuddet var at klubben uden nogen som helst risiko, lagde lokaler til og desuden indkasserede et ret pænt honorar. 
 
I 70'erne var det slut med konkurrencerne. Det blev hurtigt nye tider og nye holdninger. Selv Grand Prix-vært Jørgen Mylius kunne ikke holde begejstringen oppe. Men i slutningen af 90'erne skete atter en holdningsændring. Det blev igen legitimt at ville være rockstjerne. Opblomstringen af interessen for Melodi Grand Prix (Nu også for børn) var tydelig. Det blev igen populært med konkurrencer, der mindede om 60'ernes. Nu foregik det bare hjemme i stuerne. TV gik forrest med talentkonkurrencer. Popstarz, X-Factor og andre musikkonkurrencer er bevis på, at dette velkendte fænomen er ved at vinde indpas igen.

                                    

 
     

 

Claus Hellgren Larsen | Odinsvej 12, 3.tv., 4700 Næstved  | Tlf.: 40726180 | Hellgren2@gmail.com