Stofferne

Sex, drugs & rock’n’roll. Jo, vi kender smøren og har hørt historierne om, hvorledes rockmusik blev kædet sammen med sex og narko. Det var ingen tilfældighed, at begrebet opstod i 1960’erne, hvor både rocken, den seksuelle frigørelse og nye stoffer blev populære blandt unge.

Bortset fra enkelte personlige beretninger har ingen rigtig undersøgt narkotikaens sammenhæng med rock’en herhjemme. Dette tabu skal imidlertid ikke afholde mig for at berette hvad aviserne og bladene skrev, og hvad der i virkeligheden foregik.

Alle ved at narkotika har ført mange problemer med sig. Selv om det er ordineret til sygdomsbehandling, skaber det et afhængighedsforhold, og rapporter fra både FN, Sundhedsstyrelsen og Politi kunne i midten af 1950'er konstatere, at der nu også i Danmark var opstået et illegalt narkotikamarked. De fleste ved vel efterhånden også, at ulovlig narkotika kan inddeles i de ikke-vanedannende euforiserende lette stoffer (Hash/marihuana) samt de stærkere (LSD, m.m.) og den vanedannende medicin morfin, kokain, heroin samt en række lignende receptpligtige stoffer. Men i 60’erne vidste man ikke så meget om narkotika, og begreberne blev grundigt blandet sammen.
 
Louis Armstrong røg åbenlyst marihuana, også på sit besøg i Danmark i slutningen af 50’erne i forbindelse med koncerter og filmoptagelser. Uvidenhed var nok årsag til at det først senere kom frem, og at ingen havde taget anstød af det. Der var ingen klar lovgivning på området herhjemme, og narkotika havde længe været brugt i nogle af jazzmusikmiljøerne i USA.
Men ’den store narkotika-sag’ i november 1960 blev meget omtalt i aviserne. Talrige anholdte i den københavnske forlystelsesverden berettede for første gang den danske offentlighed, hvorledes især amerikanske musikere holdt marihuana-fester. Sangeren Nat Russell blev fra den ene dag til den anden – fra at være en dygtig og populær sanger - udråbt som narkotikavrag.
Derefter dukkede avisartikler op, hvor det var tydeligt, hvor lidt man vidste om de forskellige stoffer. Sjællands-Posten f.eks. skrev i nov. 1960 om hvorledes ”især negre, der hengiver sig til nydelsen, der med hæmningsløshed fører til umotiverede voldshandlinger og giver anledning til mord” og videre: ”jazzmusikernes smittende ekstase som forøges ved giftnydelse”.
 
Først mange år efter begyndte en egentlig oplysningskampagne, og tonen blev lidt anderledes: ”Aviserne, der slaar narkotikaaffærer stort op, især naar musikere er indblandet, har ogsaa skadet jazzens omdømme ganske betydeligt” (SP) og dette kunne naturligvis også gælde rock’en, som stod for tur.
 I midten af 60’erne var ungdomsoprøret i gang. De unges interesse for bl.a. Østens religioner og filosof og deres ønske om bevidshedsudvidelse faldt godt i tråd med at ungdommen fandt ud af, at i Mellemøsten og Nordafrika var hash frit tilgængeligt. Derfor dukkede hash og marihuana op på det illegale marked i Europa.
Snart blev medlemmer fra The Beatles og The Rolling Stones m.fl. slæbt i retten for besiddelse af hash. Når nu vore idoler indtog ulovlige stoffer, var det nærliggende, at vi også ville prøve dem, ligesom vi efterlignede deres musik, tøjmode og ideer. Derfor prøvede myndighederne at slå hårdt ned på brugen af narkotika - men for sent.
Mange unge havde fået fat i de lovlige euforiserende trips fra kaktus og svampe, og nye syntetiske drugs som LSD og mescalin bredte sig fra Californien med resten af hippie-bevægelsen til Europa og Danmark.
Dette var medvirkende til at rockmusikken fik et syret udtryk, der kunne opfattes som en efterligning af de oplevelser, man kunne opnå med euforiserende stoffer. Verdensfjerne musikere på en mørk scene, men med et orgie af lysshow på bagvæggen og lange numre med frie improvisationer og forløb. Hvis der overhovedet blev sunget, så var teksterne ofte underfundige hentydninger til religiøse og spirituelle oplevelser og erfaringer. Sangtitler og tekster havde referencer til narko (i hvert fald i de indforståedes bevidsthed) Purple Haze, Mellow Yellow, Happiness is a Warm Gun, Mother’s Little Helper, Like a Rainbow, osv.
 
Marihuana og hash var efterhånden blevet almindelig tilgængelig i København, men først i efteråret 1967 blev to sager kørt op i de lokale aviser på Lolland-Falster, og det blev åbenlyst for enhver, at hashen var kommet til LF, og retssystemet måtte vise, hvad det duede til. Den første sag var et vesttysk ægtepar, der blev standset i tolden i Rødbyhavn med et parti hash på 20 kilo samt 300 gram opium. De fik hver et halvt års fængsel. Narkopolitiet (Som vi nu havde fået) begyndte at få færten af en livlig hashsmugling til Norden via Fugleflugtslinien, da man begyndte at beslaglægge store partier af den forbudte stimulans.
Den anden sag var en ung nakskovit, der fik beslaglagt eet gram! hash. Han kom i forvaringsfængsel i en uge og efter "vedholdende forhør" måtte han afsløre, at han havde købt det i København. Hash blev udbredt i flere kredse bl.a. musikere, modefolk, kunstnere og akademikere, men alle brugere fandt hurtigt ud af, at det var smartest at gå stille med dørene. Hvis der blev røget hash, så foregik det privat eller meget diskret.
Peter Bellis hashdom blev et mediecirkus uden lige: Nu skulle myndighederne statuere et eksempel. At et ungdomsidol kunne tillade sig at indrømme, at han havde prøvet at ryge hash var uhørt, og under stor medieopmærksomhed røg han i fængsel. ”Jeg er den eneste dansker nogensinde, som har fået en dom for at ryge hash. Hverken før eller efter dommen på 30 dages hæfte, er en dansker blevet spærret inde blot for at have røget hash” sagde Belli mange år efter.
Ugebladet ”Børge” kunne proklamere: ”Ungdommen har lige så stille udskiftet det ældgamle nydelsesmiddel spiritus med et lige så ældgammelt: Hashen”
Rockorkesteret Steppeulvene var annonceret (som ”Hashgruppen Steppeulvene”) til at optræde på Hotel Baltic i sensommeren 1967, men hele arrangementet blev aflyst. Det var for skrap kost for især turistforeningen, der samme weekend afholdt byfest. ”Vi ryger hasch som skorstene…” udtalte orkesteret til popbladet Børge i juli 1967. Nu gik medierne i selvsving. Snart hed det ”hash-røveren” og ”hash-musikeren” og så var ringen sluttet i manges bevidsthed: Rock – hash – kriminalitet!
 
I løbet af 1967 var den egentlige narko ved at blive almindelig i København, og hvad myndighederne havde troet kun var et storbyfænomen nåede i slutningen af 60’erne til LF, og mange unge skulle prøve narkotika – især fordi det var noget nyt. De bevidsthedsudvidende stoffer blev brugt til at forøge musikoplevelsen, men mange orkestre fandt ud af, at det oftest gav et dårligt resultat, hvis man spillede ’skæve’ – som tilfældet også var, hvis man var fuld. Især hash var imidlertid blevet udbredt på LF, og den søde tobaksduft bredte sig også til musikarrangementerne.
 
I sommeren 1968 interviewede Folketidende folkesangeren Frode Veddinge, som ellers var meget ’stueren’. Han sagde: ”Det er helt forkert som offentligheden griber sagen an med de ”farlige” euforiserende stoffer. Skrækkampagner mod stimulanser som hash er oftest usaglige, ulogiske og inkonsekvente” Og som konsekvens af sine meninger, havde han nogle hash-sange på repertoiret. Børnesangen ”Tag den ring og lad den vandre” var blevet til ”Tag den pibe og lad den vandre” (Fo 6.7.68)
Hvor det tidligere forventedes at pigtrådsorkestrene til ballerne i provinsen spillede musik, man forstod, kunne danse til, drikke og finde en partner; så var det blevet: Sidde på gulvet, lad piber vandre, lytte til uforståelig musik.
 
I begyndelsen af 1969 var der kommet yderligere fokus på narkotika. Politiet fik flere sager og ansatte narkoeksperter i provinsen. Det hed sig, at under et informationsmøde på ”en større skole” på LF havde politimesteren – under den obligatoriske advarselstale - sendt en gennemsigtig plastpose med en klump hash som demonstration rundt blandt eleverne. Da posen kom tilbage var der nu tre klumper hash! Og grænserne for frisindet blev afprøvet i Odder-sagen: En 24-årig klasselærerinde havde – udover at møde op i superlårkort – haft hashfester med sine elever ”Når jeg havde hash, havde vi alle” (Aarhus Stifttidende 19.2.68) var hendes forklaring til politiet.
 
I Kbh. var der på spillestederne Star Club og især Club 27 og Galleri 101 let adgang til stoffer, og derfor blev rocken også her nært forbundet med stofmiljøerne. Det var også blevet smart at vise, at man var ’turned on’. Igen gik nogle af de store udenlandske idoler forrest, men backstage oplevede nogle af os, hvorledes de blev afskrækkende eksempler på narkomaniens magt.
 
Det lange hår afstedkom, at man af omgivelserne blev stemplet som narkoman, især hvis man oven i købet spillede rock. Det gav nogle af os lyst til at provokere lidt. Det var derfor Molly and her Four Poisoned Roses på et avisfoto fik et orkestermedlem til at ’mixe en fed’. Sandheden var, at orkesteret var et af de ’reneste’ på egnen. Trods vores vildmand-look, så var jeg i min tid i bandet nærmest den eneste, der kunne finde på at røre de ulovlige stoffer.
Vist var det ikke kun de udenbys orkestre der i ny og næ delte en joint i baglokalerne før eller efter en optræden, men hvor kedeligt det end lyder, så tog mange af de lokale orkestre afstand fra al narko, og jeg er overbevist om, at der ikke er én eneste, der blev narkoman i det lokale rockmiljø i denne periode. De mange beretninger fra musikerne, som jeg har fået, har snarere været om orkestermedlemmer, som ’døde af druk’. Jes Pedersen: "Man siger, at musikere godt ka' li en lille en, og det kunne vi også i Danny & the Royal Strings - altså sodavand. Så længe Carl [Christensen] var kaptajn på skibet blev der aldrig drukket spiritus". Eller som Andy Section svarede i et interview, da de blev spurgt om de røg hash: "Vi synes ikke det er nødvendigt. Kings og Cecil og alkohol bruger vi i stor udstrækning i stedet for".
 
   
Dannyerne reklamerede for Blå Nykøbing, men drak sodavand
 
Efter den største nysgerrighed var aftaget, blev brugen af hash efterhånden begrænset til nogle miljøer. De egentlige misbrugere af den hårde narkotika på LF havde bedre muligheder i København, og alkohol blev igen det foretrukne rusmiddel. Narkotikaen var imidlertid blevet så tæt knyttet til rockmusikken, at fordommene stadig florerer. Offentligheden vil nærmest ikke acceptere at f.eks. en kendt musiker er død af en almindelig sygdom eller ulykke, nej, årsagen skal helst være narkooverdosis under et sex-orgie. En rockstjernes image bliver næsten bedre af at kunne stå frem og indrømme, hvor langt ude i misbrug de har været.
 
Stofferne var kommet til LF, men rockorkestre blev ikke rigtig revet ind i den hårde rock-livsstil, som man hørte om. Narko (og groupies for den sags skyld) vandt ikke indpas i LF’s musikmiljøer. Vi musikere gik ikke rundt og var konstant dopede. Flere af de professionelle musikere i f.eks. de københavnske bands fik fatale problemer med stoffer. Begrundelsen var ofte, at de havde brug for stimulanser til at udstå strabadserne og ensformigheden i livet som rejsende i musik. Så bare det faktum, at vi amatører på LF havde en skole eller et arbejde at skulle passe, var medvirkende til at vi ikke fik vores liv ødelagt af narko. Det samme gælder sikkert bestyrelserne i popklubberne og popfansene.
I slutningen af 1970 besluttede Folketinget at ansætte narkotikakonsulenter i de daværende amter. Disse skulle fungere som vejledere for for især læger og undervisere, og var medvirkende til en mere saglig behandling af de lokale problemer.
Det vil måske skuffe dem, der har en romantisk forestilling om stoffer og rock, men berolige dem, der ved, hvor farlige de hårde vanedannende stoffer kan være.
 
                                      
 
 
 
Claus Hellgren Larsen | Odinsvej 12, 3.tv., 4700 Næstved  | Tlf.: 40726180 | Hellgren2@gmail.com