Udenlandsk rock på LF

Fra en af Led Zeppelin’s første over Robert Palmer på "Bøffen" til Brian Poole and the Tremoloes’ sidste.
 
Inspiration og indflydelsen fra de udenlandske orkestre kom primært fra plade og radio. Vi måtte vente med at se vores idoler live. Tommy Steele, Cliff Richard og ikke mindst The Shadows havde brudt isen, men først i 1964 kom der gang i koncerterne med de store engelske orkestre. Med The Beatles og The Rolling Stones som top-of-the-tops kunne vi nu tage til de store koncertsale i København og opleve vores idoler.
Det var her de unge koncertarrangører Knud Thorbjørnsen og Anders Worsøe opdagede, at vi unge var så stor interesseret, at de i samarbejde med de lokale arrangører begyndte at sende udenlandske bands rundt i provinsen. Vi kunne godt have ønsket os mere, men Lolland-Falster blev dog ofte inkluderet på orkestrenes turneer.
 
Der var naturligvis altid en vis spænding op til optrædenerne med de udenlandske rockgrupper. I de fleste tilfælde var det et ’first’. Vi havde ikke før set dem live, men havde måske pladerne, idolbillederne, havde læst omtalen i popbladene og hørt Mylius’ præsentation i den nye P3. Det var imidlertid ofte forældede nyheder, fordi der tit var sket udskiftninger i orkestrene og repertoiret var helt nyt.
 
Heldigvis blev Danmark ofte brugt som premiere-sted. Orkestre selv og deres managers valgte ofte at brugte Danmark som premierested på større verdensturneer. Ud fra devicen ”Hellere floppe i det lille land..” fik vi derfor tit det allernyeste først. Det danske rockpublikum fik også et godt renomé blandt orkestrene.
 
De udenlandske idoler var nok populære og tjente mange penge, men de forhold de blev budt var kummerlige sammenlignet med nutidens stjerner. De blev proppet ind i gamle varebiler, måtte suse rundt i al slags vejr i døgndrift for at nå 2-4 engagementer pr. dag. De måtte optræde i små klubber såvel som store sportshaller, ofte med elendige lydforhold og teknisk udstyr, som de nogle gange måtte låne sig frem til af de andre optrædende orkestre. Nogle gang lød de derfor langt dårligere end på deres velproducerede plader. Alligevel var koncerterne nogle gange små sensationer og uforglemmelige oplevelser for os popfans. Og kunne vi slippe for køreturen til København for at se de store navne, så kunne vi godt leve med enkelte skuffelser eller aflysninger.
 
Der var ofte foromtaler i aviserne, men næsten ingen egentlige koncertanmeldelser. Alligevel har jeg her samlet nogle oplysninger. Mange orkestre glemte vi hurtigt, så jeg har naturligvis koncentreret mig om de navne, som siden blev så store, at de i bedste fald kun optrådte i de store koncertsale i København:
 
AUNT MARY (N)
I slutningen af 60’erne opstod mange ‘supergrupper’. Store, ambitiøse projekter med dygtige musikere og et repertoire af original, seriøs ’kunstmusik’. Herhjemme kom Savage Rose, Burnin’ Red Ivanhoe og Ache og fra Norge kom især Aunt Mary, en kvartet, der satsede på storladen og eksperimenterende rock, med vokal inspiration fra især Ray Charles.
 
BEATNICKS (N)
En anden norsk gruppe, som var populær i Danmark - ja, boede herhjemme i en årrække og havde bl.a. Peer Frost (fra Les Rivals og Young Flowers) med i den meget omskiftelige besætning. De formåede også at omstille sig til tidens moderne toner, så de var nye og friske hver gang de gæstede LF.
 
BLUE RIVERS AND THE MAROONS SHOW (US)
Efter Søpavillonenes success med soulensemblet Hearts and Souls blev den fulgt op af dette sorte soulorkester, der var på en kort Danmarksturné i vinteren starten af 1969. Den lokale popklub Flower Pop stod for arrangementet, der blev så stor en succes, at orkesteret ugen efter igen optrådte på ’Søen’. De havde indspillet en længere række plader, optrådt på TV i USA og England. Forsanger og leder Blue Rivers og de øvrige sorte orkestermedlemmer havde opnået en del succes hjemme i USA. De var på en større englandsturne, men fik en chance for at vise deres energisk show på Lolland.
 
HARVEY BROOKS (US)
Bassisten Brooks var allerede én af de store rockmusikere: Sammen med Mike Bloomfield, Nick Gravenites, Buddy Miles og Al Kooper lavede de bandet Electric Flag, som netop i 1969 var et stort navn i USA. (Derfor tvivler jeg meget på, at han selv har været til stede i Nakskov Popklub. Det har nok snarere været Harvey Brooks’ musikere, der brugte hans navn som trækplaster i Skandinavien). Brooks spillede desuden siden med andre verdensnavne som Bob Dylan, Paul Simon m.fl.
 
BARY BYBERG
Fra Norge kom Byberg til Danmark og havde i 1960 succes med et repertoire, der blandede rock’n’roll med pop. Han sang og var en habil guitarist. 3 singler hvor han blev backet af G. Swenssons Orkester på dansk Tono udkom alle i 1960.
 
THE CARETAKERS (S) m. MIKE WALLACE (UK)
Svenske Caretakers gæstede ofte Danmarks klubscener. De startede i 1962 og spillede med samme besætning til 1966, hvor englænderen Wallace kom med i bandet. Det gav en flot international lyd med ham som vokalist og organist. Han havde tidl. spillet i engelske The Retreats.
 
PETER DACK
Spillede med bl.a. Krishna Kudu i Maidstone, England. I 1970 kom han til LF. Først midlertidigt, men da han hurtigt fandt lokale rockbands at spille med, blev han heldigvis. Han kom nemlig til at præge LF's rockmusik siden som sanger/guitarist i bl.a. The Daydreamers, Buttercups, Lomose Band og som solist vil nogle kende ham som Det syngende Postbud.
 
MARTY DAILY
(NyD 3.5.65) "Den belgiske popsanger Marty Daily har befundet sig godt i Danmark, hvor han gjorde sin første entre i 1963. Han har senere været i længere perioder i landet og kom hertil igen i år. Han bor nu i Sakskøbing, hvor han har til hensigt at blive. Han har indledt samarbejde med pop-orkesteret "The Tormentors" og sangeren og orkesteret har indøvet flere numre sammen. Dette samarbejde med "The Tormentors" har givet Marty Daily ideen om at starte et show, der skal have Cliff Richard-showet som forbillede. Han har skaffet et kor på syv unge mennesker. Indstuderingen af showet begynder på onsdag, og man regner med at kunne klare opgaven på 14 dage. Marty Daily har optrådt som sanger siden sit 9.år og har de senere år indsunget en del plader, ligesom han har sunget i Luxemborg TV. Det er hensigten at starte en Marty Daily fanklub."
Daily slog mere over i underholdningsmusik og i 1967 optrådte han med Erik Sørensens Kvartet, og i 1971 havde han danseorkesteret Quartet Savoy som backingorkester, og i 72-73 blev de annonceret som Savoy og han fungerede som forsanger.
 
DOWNLINERS SECT
Engelsk rhythm’n’blues orkester. Havde i efteråret 1967 lige skiftet i besætningen og kaldte sig Don Craine’s New Downliner’s Sect og bestod foruden Crane af: Robert Burton Taylor, Kevin Flanagan, Barry Cooper og Keith Grant.
 
FLOWERPOT MEN (UK)
Det var egentlig studiomusikere. Neil Landen og Tony Burrow havde dog haft gruppen Ivy League, men sammen med  Robin Shaw og Pete Nelson levede de som backingsangere og først da de indsang "Let's Go To San Fransisco" og kaldte sig
Flowerpot Men fik de et stort hit. Da de optrådte i okt. 1967 i Reventlowparken lå det nr. 3 på den danske hitliste, og havde solgt over en million eks. i England, men floppede i USA.
På turneen benyttede de nogle andre studiomusikere: Ged Peck, guitar og Carlo Little (ex. Lord Sutch) på trommer. Men mest interessant nu senere var de to unge mænd på henholdsvis orgel og bas. Det var Jon Lord og Nick Simper. De skulle siden bliver verdensberømte, da de startede Deep Purple.
Flowerpot Men lavede endnu en single, og siden hørte man næsten intet til gruppen.
 
FRANKIE BOY JACKMAN optrådte et par gange I Bangs Have, Maribo med sit orkester The Crusaders. Han var en sort percussionist og danser, og han blev nogle steder præsenteret som værende fra Trinidad, andre steder fra Afrika. Han og hans orkester leverede et farvestrålende show og var populære i folkemusikklubber, cabaret’er og i popklubber.
  
HARLEM KIDDIES (US)
Ikke at forveksle med jazz-orkestrene med samme navn. King George blev venner med Jimi Hendrix i Harlem, N.Y. før de blev kendte. Hendrix flyttede til London, King George flyttede til Sverige. De mødtes ved flere lejligheder. Bl.a. spillede Harlem Kiddies opvarmning til Hendrix's første koncert i Danmark. Harlem Kiddies var et af de første soul-rock bands, der turnerede i Danmark, og de gæstede Søpavillonen i nov. 1967. King George er stadig bosat i Sverige og stadig aktiv musiker.
 
HEARTS & SOULS (US)
Det var lidt af et scoop, da Blegvad fik dette soulorkester til Søpavillonen i oktober 1968. Det forlød, at Rødbyhavn var det eneste sted uden for København, hvor de spillede på deres Europa-turné. Det var det tætteste vi kunne komme på Otis Redding eller James Brown – altså autentisk soulmusik. Tommy Thomas var forsanger. Det 7-mand-og-en-kvinde store orkester overraskede. Der skulle meget til at imponere Sydlollands unge popvrag, men for en gang skyld talte foromtalen af orkesteret sandt: ”Gruppens dynamiske spillestil og optræden er helt på toppen…De serverer deres musik på en så inciterende måde, at publikum helt bliver grebet af den”.
En stuvende fuld Søpavillon og mange efterfølgende henvendelser resulterede i en ekstra-koncert kort tid efter.
 
JAVALINS
Var et meget populært orkester bestående af indonesere bosiddende i Holland. Tidligere kaldte de sig The Crazy Rockers og spillede især The Shadowsnumre. Det er der ikke noget usædvanligt ved, men grunden til opstandelsen, hvor de optrådte, var deres musikudstyr. Efter sigende var orkesteret det første, der herhjemme optrådte med ’rigtige’ Fender-instrumenter og –forstærkere. Dette bevirkede at alle de danske orkestre, der hørte denne eftertragtede sound stormede til musikforretningerne uden held. De førte nemlig ikke Fender. Det kom de til, da de fandt ud af, at de professionelle med The Cliffters i spidsen strøg til London og købte deres Fenderudstyr der.
 
CURTIS JONES
Veteran bluessanger fra USA, der optrådte i Friserkroen, Nyk. i februar 1965 i forbindelse med en TV-optagelse.
 
THE KINKS
8. april 1965. Industrihotellet i Nyk.F.
Det var et scoop at den næsten nye, engelske gruppe The Kinks kom til LF. You Really Got Me og Tired of Waiting var stadig på vej op af singlehitlisterne. Måske fordi de knap var slået igennem, var det et ganske beskedent publikum på ca. 350 der overværede denne enestående koncert (Og deres allerførste optræden i Danmark). Allerede dagen efter i Tivoli, Kbh. blev deres koncert afbrudt af kaos mellem publikum og politi. Inventar blev smadret, mange såret og anholdt, store avisoverskrifter dagen efter og retssager med det resultat, at koncertsalen var lukket for rock i over et år.
Kort tid efter var det slut med at spille i små provinsbyer. De fleste regner gruppen for Englands trediepopulæreste i 60’erne. Bassisten Pete Quaife bosatte sig i længere perioder i Danmark. Han døde i Herlev i september 2010.
 
  
LED ZEPPELIN
8. Sept.1968
The Yardbirds med bl.a. Jimmy Page blev opløst i juli 1968. Der var planlagt en Europaturne med dem. I stedet for at aflyse samlede Page nogle musikere, øvede intenst i en måneds tid, indspillede deres debut-LP på 2 uger og gennemførte en Skandinaviens-turne. De blev annonceret som The Yardbirds og som The New Yardbirds for at kunne opfylde kontrakterne, og spillede deres tredje koncert overhovedet! kl.16 i Pederstrup før de kørte videre til Roskilde.
"De nye "Yardbirds" er dannet af den opløste gruppes nyeste medlem guitaristen Jimmy Page spiller under deres allerførste Danmarks-turne i Reventlowparken i denne weekend. De nye Yardbirds består foruden Jimmy Page af to engelske inderkredsmusikere, som ikke før har været fremme i offentlighedens søgelys. Trommeslageren John Bonham og bassisten John Poul Jones, der regnes for at være Englands største bas-talent. Han medvirker bl.a. på Donovans tre sidste LP'er. Sangeren Robert Plant er det eneste ubeskrevne blad i Yardbirds. Han har stor erfaring som sanger i mindre grupper og nyder stor respekt i blues-kredse, men det er første gang, han optræder i en "navnegruppe". (NyD 6.9.68) ”Yardbirds er den dyreste af de grupper, som gæster Lolland. Prisen bevares som en hemmelighed! Gruppen er netop blevet omdannet. Den nye leder er guitaristen Jimmy Page, som allerede i begyndelsen af 60’erne var et topnavn i den engelske bluesverden” (Lo 6.9.68).
Måneden efter optrådte de for første gang med navnet Led Zeppelin og fem måneder senere udkom debut-LP’en.
Her plejer man at sige, at resten er historie, men denne tidlige optræden hører også med til den mindre kendte del af historien.
 
THE LIVERBIRDS
Noget så usædvanligt som et pigeorkester – og oven i købet fra Liverpool – ser ud til at være den første udenlandske rockgruppe, der optrådte på LF. (31.okt.64)
Da de startede i 1963 sagde John Lennon, at han bestemt ikke mente, at der kunne komme noget ud af et band, der udelukkende bestod af piger. Det ville de modbevise. De fik et hit med ’Shop Around’, kjolerne blev udskiftet med jeans og jakkesæt, repertoiret blev skiftet fra kopinumre fra de amerikanske pigegrupper til rå rhythm’n’blues, de ansatte en manager, der ikke ville snyde dem, sagde deres jobs op, og blev rockmusikere, og turnerede rundt i England, Europa og Japan. Det holdt indtil 1968, hvor orkesteret blev opløst. Forsanger Pamela Birch, som havde en karakteristisk dyb stemme fortsatte i gruppen Full of Juice, Mary McGelly giftede sig med en pladeproducer Frank Dorstall og bosatte sig i Hamburg, Valerie Gell bor ligeledes i Tyskland, men ingen er nu musikalsk aktive.
 
MANDRAKES (UK)
-var den første udenlandske gruppe, som Gear Club havde engageret. De havde gjort indtryk, da de i starten af deres DK-turne havde lagt vejen forbi Søpavillonen. Nu kom de tilbage til LF. De spillede blues-rock med ”supplerende hitlistenumre, hvis stemningen er til det” som det hed.
Orgel/sang: Robert Allen. (Siden bedre kendt som solist med navnet Robert Palmer) Bas, sang: Richard Philips. Single: Alan Gill. Trommer: Michael Stephenson. Sang: David Johnson.
 
MANFRED MANN (UK)
”Ha, Ha,” said Manfred Mann.
”De spiller jo jazz!” sagde vi.
Alle var bestyrtede, da én af tidens største engelske grupper optrådte i november 1967 i Reventlowparken. Vi var kommet for at se og høre de store hits, vi kendte fra radio og plade siden 1963: Sha la la, Pretty Flamingo, Ha ha said the Clown, The Mighty Quinn osv.
For det første havde de skiftet forsanger (Michael D’abo i stedet for Paul Jones) Og Klaus Voorman (siden kendt i Beatles- og John Lennon-sammenhæng) spillede bas. For det andet forstummede idolhysteriet, da de unge musikere klædt i almindeligt, mørkt tøj og med alvorlige miner dryssede ind på scenen, for at spille instrumental funk-jazz. Da jeg mange år efter hørte pladerne med Manfred Mann’s Chapter Three, som gruppen rigtig hed, fik jeg en helt anden respekt for disse musikere. Her var et band , der hellere ville være gode musikere end teenageidoler.
 
BRIAN POOLE & THE TREMOLOES (UK)
Optrådte d. 16.jan 1966 i KBE-Hallen i Maribo på en 5-dages Danmarks-turne. Snestorm havde lagt forhindringer i vejen – radioens gentagne advarsler om udkørsel kunne ikke forhindre ca. 1.700 unge i at møde op. Tidligere på dagen havde gruppen spillet i Køge, og næste dag skulle de videre til Finland, medvirke i nogle TV-shows og derefter turnere i Sverige. Orkesteret havde egentlig oplevet sin storhedstid i England fra 1962-1965, men kunne stadig bruges som trækplaster i resten af verden. Besætning foruden Brian Poole var Ricky West (sologuitar) Alan Howard (bas) Allan Blakley (guitar,m.m.) Dave Munden (trommer) På LF var deres koncert vel nok det nærmeste man kunne opleve af det fan-hysteri, som bl.a. The Beatles kunne afstedkomme. ”Præstationerne laa efter sagkyndiges vurdering i topklasse – og det gjaldt da ikke mindst det engelske stjerne-ensemble, der hyldedes med øredøvende klapsalver, hylen, piften og fløjten” (Fo 17.1.66) Deres optræden blev omtalt som ikke så outreret som mange andre pigtrådsorkestre. Et af medlemmerne havde fået en madforgiftning, men gennemførte sin optræden. Peter Walsh udtalte pænt til Ny Dag om sit job som manager for gruppen: "Jeg har altid haft lyst til at rejse, og der er noget oplivende ved altid at være på farten. Der hersker en glimrende sammenhold inden for orkesteret, og jeg mindes ikke, at jeg nogen sinde har haft kvaler med nogen af medlemmerne." Well, en uge senere blev det gjort officielt at Brian Poole og The Tremoloes gik hver til sit, og popbladene havde nyt at skrive om.
 
THE PRETTY THINGS (UK)
Var ifølge mange den udenlandske gruppe, der gjorde størst indtryk I 1965 udkom gruppens første LP bestående af rå rhythm & blues, og deres optrædender kunne overgå både The Rolling Stones og sågar The Who i vildskab. De blev aldrig så succesrige som disse, men det havde så den fordel, at vi kunne opleve dem i provinsens popklubber og spillesteder.
Honda, d. 6.aug.1966: ”Ballets clou var selvsagt det engelske orkester, som med sin uhæmmede stil var noget nyt for det stedlige publikum. De langhaarede englændere var rene akrobater, og navnlig vakte trommeslageren jubel ved at klatre omkring i scenens rørkonstruktion alt imens han trommede paa livet løs. Englænderne havde afgjort en fuldtræffer” (Fo 9.8.66)
 
 
 
I Club 66, d. 22.jan.1967: ”Pretty Things er en af grupperne helt på toppen. De kom med en halv times forsinkelse til Nykøbing F. direkte fra en koncert i Roskilde. Taalmodigt ventede de mange unge mere end en time paa at høre idolerne. Sangeren Phil May førte an. Med vuggende hofter og ansigtet forvredet som i krampe hylede han en mængde uforstaaelige ord ind i mikrofonen, der nærmest blev behandlet som en tilbedt afgud. Ved trommerne sad Skip Allan. Han var højt oppe. Som værende i en anden verden hamrede han løs paa trommerne, alt mens han grinede, rakte tunge, væltede trommerne eller kastede med trommestikkerne. Der var ”go” i dem, strøm paa instrumenterne og mægtig begejstring hos de mange poppepiger og drenge” (LF 23.1.67) Desuden: Bas: John Stax, Guitar: Dick Taylor (rytmeguitaristen Brian Pendleton lå hjemme i London med nervesammenbrud)
Gruppen spillede d. 18.feb.1968 i Reventlowparken – endnu et vildt show.
Jo, rockattituderne kender vi nu som ordinære, men dengang var det uhørt og ikke set før.
  
JOHNNY RECOURT
f.1942
Sanger og guitarist fra Holland, som have solgt over en million plader i Spanien af ”La Yenka”.
Som 16-årig blev han lanceret som ”Hollands Pat Boone” og blev teenage-idol i store dele af Europa. Han opgav sangerkarrieren for at blive færdiguddannet. Han genoptog karrieren, optrådte først i USA og Canada samt en turné i Østen. Størst succes fik han imidlertid i Spanien med singlen ”La Yenka”, som solgte over en million eksemplarer. Igen blev karrieren stoppet. Denne gang p.g.a. en bilulykke, som kostede hans bror livet, samt ham selv et toårigt hospitalsophold.
Han mødte danske Lone Dyrberg, som han blev forlovet med og de flyttede sammen til Danmark. Han lærte en del dansk, og ville optræde igen. Ove Noer fra Casino i Stubbekøbing hjalp i 1968 med et tre måneders engagement, hvilket fik myndighederne til at give Johnny Recourt den ønskede arbejds- og opholdstilladelse.
 
RED SQUARES
var en populær engelske popgrupper, der opholdt sig så meget i Danmark, som deres arbejdstilladelser tillod. De spillede overalt – det gør de stadig.
 
THE RIVETS
Vesttysk rockorkester, der blev markedsført som ”Tysklands Beatles”
 
THE SEACHERS (UK)
Var en af de engelske grupper, som var meget populære på LF. Mange af os foretrak deres flotte vokaler frem for Red Squares’ falsetsang. Eller som avisen skrev: ”De kan synge uden at skrige, og så kender de noderne”. Overgaard fra Thunderbirds: "Searchers var jo bare et af de helt store forbilleder, så da forsangeren Mike Pender ankom til omklædningsrummet - skødesløst med jakken svunget op på skulderen og åbnede sin taske og bød os på whisky - ja, så drak vi whisky med Mike Pender selv om vi aldrig drak noget som helst, men vi var jo bare en flok målløse skoleknægte"
 
THE SMALL FACES (UK)
Var først booket til et arrangement i Maribo-Hallen, som ikke blev til noget. Dernæst blev de præsenteret i Reventlowhallen d. 24. marts 1968. Endnu et orkester, der temmelig sensationelt besøgte LF, da de egentlig kun spillede i de helt store koncertsale i hovedstæderne rundt om i verden.
Gruppens karriere var på toppen. Efter en række hits, der havde konkurreret kraftigt med bl.a. The Beatles på den engelske hitliste, udsendte de i april 1968 (samtidig med turneen) deres største hit ’Lazy Afternoon’. Desværre blev gruppens optræden en skuffelse: De kom fem kvarter for sent på scenen. Da de skulle til at starte sprang Ronnie Lane ned blandt publikum og truede en ung mand, der havde protesteret over forsinkelsen. Andre fans blev skuffet over en dårligt spillet og uinspireret optræden, der kun varede 30 minutter. Ligeså dagen efter i København, og resten af turneen blev aflyst (Iflg. SBA’s Thorbjørnsen og Worsøe pga. store uoverensstemmelser i bandet) (Iflg. bandet pga. en skandaløs dårlig tilrettelagt turne). ”Jeg skal i hvert fald aldrig have den gruppe mere. Dem fik jeg sandelig nok af den korte tid, de var her” sagde Rasmussen fra Reventlowparken.
 
THE SPOTNICKS I november 1964 besøgte denne svenske verdensgruppe Nakskov. Skandinaviens svar på The Shadows og The Ventures, der dengang spillede guitarinstrumentalnumre og optrådte i rumdragter. 4.000,- var deres honorar.
 
TAGES var et af Sveriges populæreste orkestre. De havde mange fans på LF, der skabte rigtig hysterisk skrig- og skrål-stemning, når de spillede. ”Man kan vist roligt regne med at det er sidste gang Tages optræder i Nykøbing F. Gruppen er den eneste i Skandinavien, som har formået at slå sit navn fast syd og vest for Danmark, er gennemmusikalsk og besidder en disciplin, der har været stærkt medvirkende til at bringe dem til tops” (Lo 26.11.69) Op til deres show i nov. 67 havde de to singler på den danske hitliste, og var lige kommet hjem fra en opsigtsvækkende turne i England. Jo, LF kunne godt blive for lille til de store navne. To planlagte koncerter i 1968 i Reventlowhallen blev aflyst.
 
 
Tages d. 19.nov.1967 i Baltic og i røg og lysorgie, der fik Pop-Carl frem i kulissen
  
 
TEN YEARS AFTER
Her var virkelig et scoop. Ten Years After var et nyt, næsten ukendt engelsk blues-rock orkester. Deres Sveriges-turné løb ind i problemer med aflysninger, så de havde dage ledige på deres Danmarksdebuti februar 1968, som blev fyldt med jobs i klubber.  
De spillede både i Flower Pop (se reportage) samt i  Reventlowparken og os, der overværede det, vidste at her var noget unikt. Ikke kun Alvin Lee’s rappe fingre på guitaren, men resten af gruppens medlemmer og dens musik imponerede os. På Woodstock-festivalen næste år og på deres plader betog de også resten af verden.
Ulf Taube fra support-orkesteret Money Makers: "Vi var enormt imponerede af Ten Years After. De var lige ankommet fra et sted oppe i Sverige og lå og sov på en sofa lige til de skulle på. Så gik de bare op og fyrede et helt fest show af - og skred videre ud til transporteren." 
 
TOM & MICK & MANIACS (S) – Jo, såmænd: Tom = Tommy Körberg
 
TRAVELLERS EXPRESS (UK)
“Seks negre og en dame” - sådan blev de præsenteret i sommeren 1969. Et soul- og showband fra England. Bookingen af dem til LF var dårligt koordineret. De spillede både i Nakskov Popklub, Søpavillonen; og til Gear Clubs fødseldagsfest fik de følgende medfart: ”Det dyre udenlandske orkester var bestemt ikke det bedste, der har gæstet klubben i dens to års levetid. Om der var nedsat lydkvalitet eller gruppen altid er så lidet opløftende at høre står hen i det uvisse..men de spillede hårdt og temmelig primitivt, og alle mere fikse detaljer i det velkendte repertoire blev spildt på gulvet” (Lo 9.6.68)
 
THE VARIATIONS (UK)
”Gruppen består af fem mand, som spiller det, man kalder hård beatmusik. De har for nylig indspillet en plade i England, og den ventes udgivet herhjemme i løbet af en uges tid. Titlen er ”Somewhere in the Street”. Efter Danmarks-turneen tager orkesteret direkte til de svenske folkeparker”
 
THE YARDBIRDS
Spillede i Reventlowparken august 1966 samt april 1967. Guitarist: Jimmy Page.
.......................................................................................................................
 
PS:
THE ROLLING STONES spillede ikke på LF, men fik sig et ufrivilligt forlænget ophold i Rødby Færge d. 7. april 1967, da orkesteret var på vej til en koncert i Hannover. De tyske toldere sendte dem tilbage til Danmark, da gruppen (med orkestergrej) opførte sig uforskammet. Først efter nogen forsinkelse kunne de krydse Fehmarnbælt for tredje gang.
JIMI HENDRIX spillede heller ikke på LF, men på venskabsøen Fehmarn. Mange unge fra LF og København deltog i ”Love & Peace Festival”'en. Der var arrangeret bus- og togture til begivenheden, som tydeligt var inspireret af de store amerikanske festivaler. Man kunne supporte Burnin' Red Ivanhoe samt mange store internationale navne. Jimi Hendrix Experience var programsat til d. 5. Sept, men optrådte først d. 6. Hendrix havde et par dage forinden givet en henholdsvis fremragende koncert i København og en skandaløs fremtoning i Århus. Han kom med tog fra Berlin, var i dårlig form, men gennemførte et sæt på 13 numre. Som blev hans allersidste koncert. Han døde nogle dage senere i London.
Mine venner kom hjem og var fortalte at solen dukkede op, da Hendrix gik på scenen. Rockere havde under koncerten smadret billetkontorene og sat udendørsscenen i flammer så musikerne måtte flygte.
 
           
Jimi Hendrix, Billy Cox & Mitch Mitchell på Fehmarn
 
 
 
 
Claus Hellgren Larsen | Odinsvej 12, 3.tv., 4700 Næstved  | Tlf.: 40726180 | Hellgren2@gmail.com