UNGDOMSKULTUR

Rockmusikken har altid været tæt forbundet med ungdommens livsstil og tidens trends. Derfor er her et kig på ungdomskulturen på Lolland-Falster og ude i verden.

Det var først i løbet af 1950’erne at begrebet ’ungdom’ blev almindeligt. Overgangs-fasen mellem barn og voksen var enten ikke-eksisterende eller ganske kort. Der kom imidlertid fokus på de unge i koldkrigstiden. I midten af 1960’erne var der blevet mange af dem herhjemme, ca. 600.000 mellem 15 og 25 år heraf omkring 20.000 på Lolland-Falster, og man vidste ikke rigtig, hvad man skulle med dem, hvad de kunne bruges til eller om der overhovedet var plads til dem.
Mange uddannede sig og de fyldte rigtig godt op i uddannelsesinstitutionerne og på arbejdspladserne. På LF var det naturligt, at de unge på landet havde pligter og arbejde, men med familiernes bedre økonomi fra slutningen af 50’erne, var det blevet nemmere for de unge at slippe for det. Især i byerne blev det tydeligere, at teenagerne havde fået mere fritid, og den foretrak de at nyde sammen med andre unge. Sport og spejder og diverse hobbies var nogle fritidsmuligheder, som mange benyttede sig af, men det var ikke altid nok til at udfylde hele fritiden. Da mange havde fået flere penge mellem hænderne åbnede der sig muligheder, som tidligere tiders ungdom ikke havde. Nu kunne de f.eks bedre holde ferie, rejse og også deltage i forlystelseslivet.
Radio- og TV-udsendelserne kunne slet ikke fastholde de unges interesse. Der var nærmest intet, som henvendte sig til ungdommen, og det var lige så kedeligt som skolelærere og forældre, så de unge forsøgte at slippe hjemmefra og mødtes i grupper på tilfældige steder, hvor de kunne være i fred for de gamle. I købstæderne på LF var det biografer, kiosker, kaffebarer, pølsevogne, i parker, på havnene eller bogstaveligt på gadehjørnerne. Hvis man boede langt ude på landet, var der knap nok et naturligt sted at mødes for de unge. Afstandene var tit for store til bare at besøge hinanden, og ishuse, sportspladser el.lign. blev mødesteder - næsten uden anden form for adspredelse end den de selv kunne finde på.
 
Årgangene og grupperne blev større, problematiske, iøjnefaldende, kriminelle og blev især i de større byer efterhånden opfattet som en slags trussel. I forbindelse med det allerførste rock-arrangement herhjemme i oktober 1956 i København kom de unge på avisernes forsider: ”Da de 4300 deltagere var ved at gaa hjem blokerede de vejen…og de mest ungdommelige stillede sig op og rokkede i samlet rytme foran KB-hallen under raabet: ”Rokke-rokke-rokke”. En politistyrke rykkede ud med knipler og fik hurtigt gaden ryddet” (Fo 56.10.05). Balladen fortsatte og oftest i forbindelse med rock’n’roll. Både koncerter og film ophidsede de unge, og myndighederne og medierne var med til at forstærke konflikterne. Det forløb roligere, da rock’n’roll’en havde premiere i Nykøbing F.(se artiklen: Da rocken kom).
 
De unge havde hidtil levet på de voksnes præmisser, men for første gang havde teenagerne nu mulighed for at finde ud af, hvad de selv kunne lide og hvem de valgte som deres egne skurke og helte. Og underholdningsindustrien fodrede de unge med idoler.
Nu hvor de havde pengene, og var blevet gammel nok, blev de motoriserede og fik en fornemmelse af frihed ved at larme igennem landskab og gader på knallerter og motorcykler. Læderjakkerne og anderumperne, som de blev kaldt herhjemme var især storbyungdom, der var inspireret af rockerne i USA og England. Filmen og romanen ”Vild Ungdom (Vildt blod)” skildrede de utilpassede unge på en pæn måde, men filmen ”The Wild Angels” skildrer læderjakkerne så realistisk, at den herhjemme blev forbudt.
Fra de større byer tog de unge læderjakker i grupper ud på landet i sommerferien. Især forlystelsessteder og campingpladser mærkede ’dette uvæsen’ når motorcyklerne kom tordnende.
Rock’n’roll – optøjer – ungdom blev derfor tæt forbundet, og al omtalen i aviserne bevirkede, at begivenhederne blev fordrejet. Således også i august 1957, da nogle unge på Falster kedede sig og lavede ballade. Det blev til ”Anderumpe-optøjer i Vaalse Kro i nat”. De unge lavede læserbreve til aviserne og forklarede, at de havde andet at tænke på end at leje anderumper og læderjakker og ’optøjerne’ der havde fået lokale beboere til at tilkalde politiet, bare var enkelte, der havde forvildet sig ind i en have.The Wizards kunne lyde som et godt navn til en rockgruppe, men det var en gruppe rockere, der huserede mest i Nykøbing-området. For disse og enkelte andre lokale læderjakkerbander var popballerne et yndet sted at skabe uro og opmærksomhed, og arrangørerne måtte ofte tage hårdhåndede midler i brug for at holde dem væk.
Uroen omkring rock’n’roll-ens introduktion i Danmark havde sat fokus på ungdommen, men det blev ikke rigtig til meget andet, end at de unge fik gjort opmærksom på sig selv som GRUPPE; og siden er 50’ernes ungdomskultur, med underholdningsindustriens hjælp, placeret i vores kollektive hukommelse som uskyldigt dansende unge i læderjakker og jeans som i musical’erne West Side Story og Grease. Virkeligheden var naturligvis anderledes alvorlig for de unge. Intolerancen var til at tage og føle på, og konflikter med de pæne og stive voksne (eller borgerdyrene, som læderjakkerne kaldte dem) første tit til enten fysisk afstraffelse eller anholdelse. For mange voksne var arbejde og skolegang lig med stabilitet - og fritid lig med problemer.

Et større opgør med det borgerlige samfund var på vej, og rockmusikken var blevet en del af de unges protest. En amerikansk undersøgelse konkluderer i 1963 at ”rok-og-rul er teenagernes stammemusik, som giver haab for unge, som ikke har haft heldet med sig…enhvert barn kan lytte til en rædselsfuld stemme, der synger monotone sange, og derved tror, at han selv, ved at faa et skub, kunne bliver grammofonstjerne”. Stadig i USA begyndte man at kalde nogle unge beatnicks. Det var unge, der forsøgte at finde deres egen identitet igennem en ny livsstil med stoffer og jazz – siden blev beatnicks herhjemme snarere forbundet med kunstnere og intellektuelle.

I efteråret 1963 holdt stiftamtmanden en tale ved Brydebjergskolens indvielse: ”Den nye skoletid med den forlængede undervisningstid er i orden. Derimod ser jeg med nogen betænkelighed på muligheden af en 5-dages-uge. Jeg mener, at børnene og de unge i særlig grad mangler forudsætninger for at disponere fornuftigt over en forøget fritid”.
Valgretsalderen blev herhjemme i 1964 nedsat til 21 år, men ungdommen var stadig uden anden indflydelse, end den de selv forsøgte at få. I de største byer skabte ungdomsgrupperne yderligere problemer, og myndighedernes svar var bl.a. ungdomsklubber og ungdomsskoler - og det blev en succes. Faktisk var PUK (Politiets Ungdomsklubber i København) i slutningen af 1950’erne både medarrangør af mange rock’n’roll-arrangementer og desuden blev klublokalerne hjemsted for de første danske rockorkestre. Trods de mange voldelige sammenstød mellem politi og rock-fans, var PUK medvirkende til at holde mange unge fra problemer.
Efterhånden fik provinsen flere ungdomsklubber - også på LF. (Se evt. artiklen om ungdomsklubberne) Tilmeldingerne væltede ind, og man havde store problemer med at finde lokaler. Nogle af landkommunerne slog sig sammen og etablerede ungdomsklubber. De unge kunne nu være sammen og dyrke – ikke kun håndarbejde og bordtennis, som myndigheder og forældre havde håbet - men også musik og film. Og det var netop det, der optog mange unge. Her kunne de se og høre hvorledes andre unge i Vesten opførte sig. Film, blade og plader præsenterede idolerne og deres nye livsstile. Reklamebranchen øjnede også store muligheder i de unge. Tøj og forbrugsgoder blev lanceret massivt, og øverst på ønskelisterne til konfirmationerne stod: knallerter, stereoanlæg, og musikinstrumenter.
 
                 
                                KBE-Hallen, Maribo, dec. 1965
 
Der var ikke forståelse at hente hos det kulturelle og officielle Danmark. Medierne, ’den seriøse musik’, politikere osv. havde stadig en tro på, at folk skulle have at vide, hvad den rigtige kultur var, og den populære underholdning blev udråbt som underlødig og farlig.
En af tidens væsentlige kommentarer kom fra Ernst Bruun Olsen. Efter sin uddannelse i Nakskov blev han efterhånden tidens mest omtalte dramatiker. Med Teenagerlove som en stor succes på Det kongelige Teater, i bogform og som LP, blev popkulturen skildret og underholdningsindustriens plasticverden udstillet. Ham popsangeren Billy Jack var næsten for virkelig. Olsens næste musical Bal i den borgerlige fra 1966 handlede også om ungdommen – om dens sociale problemer. Denne gang med Nakskov som reference – beskrives bl.a. en arbejdersøn, der i etablissementet Den borgerlige forening (i Svingelen) bliver slået ned fordi han skal holde sig fra de borgerlige piger. Men teaterstykkerne og den efterfølgende polemik i hele Danmark foregik mest i de voksnes verden, og kunne undtagelsesvis indgå som pligtlæsning og -debat i mange klasseværelser på LF. Men de fleste unge var endnu ikke så optaget af politik og kultur – de kaldte det i hvert fald noget andet. Det viste sig nemlig, at de unge i stedet for at slås mod hinanden og de sociale og politiske skel, var ved at finde deres egen form for sammenhold. Og at den nye musik blev en katalysator for deres trængsler. De unge havde fundet en måde at afreagere på, som oven i købet var sjov. Det skulle udnyttes, og det var der flere og flere der gjorde, og det foregik ofte oven i købet gik hen over hovederne på de fleste forældre.
 
”I har jeres egne tanker. Den gamle generation skal ikke søge at danne den næste efter egne idealer, for livet bevæger sig ikke baglæns. I kan juble jeres ungdom ud med åbent sind og aldrig lade drømmen dø” (Bjerre, Rødby Byskole – af tale til afgangklasserne 1967). Kloge og velmenende ord var der nok af i talerne til de unge, men skolerne, arbejdspladserne og hjemmene var præget af en disciplin og et krav på respekt for autoriteterne, som de fine ord ikke kunne ændre. Her var det de voksnes nedsættende bemærkninger og diskussionerne om udseende, fritid, osv, der herskede. Hvis ungdommen skulle jubles ud, så måtte det foregå andre steder.
Rockmusikken og vennerne havde en tiltrækning, der var næsten instinktiv. Sammen drog de lokale teenagere ud på spillestederne for at være sammen fordi det føltes rigtigt. Når man stod blandt tusindvis andre unge fra LF og Sydsjælland i Reventlowparkens halvmørke, så betød det mindre om du boede i en direktørvilla, eller om du skulle på arbejde i stalden næste morgen.
De unge festede, lyttede til musik, diskuterede, og begyndte selv at spille rock eller danne popklubber og fanklubber. I 1963 begyndte popballerne på LF at samle 4-500 unge, og koncertarrangører og restauratører så i ungdommen mulighed for en ekstra gevinst og afholdte oftere popballer end dansanter for de ældre.
 
Om Reventlowparkens arrangementer (NyD 27.03. 66) ”Den 22-årige John fra Kastager, der er skibsbygger, er kommet her til hvert eneste pigtrådsarrangement siden starten.”Vi er et sjak, oppe fra min egn, der er kommet herned hver søndag eftermiddag for larmens skyld og for at hygge os sammen, træffe kammerater og naturligvis også piger. Men når man er 22, er man ved at være for gammel til det her. Man er også begyndt at interessere sig for jazz og andre ting, men skal man ud at more sig, er der faktisk ikke så meget andet at vælge imellem. Der er i virkeligheden kun én løsning, nemlig at se at blive forlovet…”
Der var et pres, for at følge de kulturelle normer, og mange unge besluttede da også at gå i forældrenes fodspor, men der kom flere til og de blev samtidig også kritiseret fra næsten alle sider. Sportklubberne, jazzklubberne, danseskolerne, de politiske ungdomsforeninger havde medlemsnedgang, og det blev tilskrevet de unge og deres rockmusik.
 
I slutningen af 1966 forelå resultaterne af en undersøgelse som Danmarks Lærerhøjskole og Politiken udførte. 1700 14-18-årige fra hele landet blev interviewet. Det viste sig, at disse unge på de fleste punkter ikke adskilte sig fra tidligere generationer. Godt nok havde de fået mere fritid og flere lommepenge, men det moralske fordærv, som de nu blev beskyldt for, viste sig at være ikke-eksisterende. ”Deres største bekymringer gælder, hvordan de skal klare sig i en verden præget af ufred….Men på nogle punkter adskiller ungdommen anno 1967 sig fra andre: Rockmusikken. Kun 6 % er ikke interesseret i at lytte til rock.” hed det bl.a. ”Jorden i Flammer” hed et af denne tids hit. Dette og flere andre sange, som blev populære blandt teenagerne, beskrev andre af de unges bekymringer – krigene og våbenkapløbet. Også de lokale aviser begyndte at lytte til ungdommen: ”Noget af det værste mine forældre kan gøre, er at indskrænke min frihed” siger Hans Henrik fra Nykøbing F. om stuearrest. ”hvis de f. eks. forbyder mig at tage til København, for så kan jeg ikke komme i Hit-House eller Karusellen”. Susanne fra Idestrup om lommepenge: ”Alene til popballer kan der gå godt 35 kroner om måneden. Entreen koster tit 5 kroner”.
I 1967 var modstanderne begyndt at indse, at rocken ikke bare forsvandt af sig selv. Samtidig begyndte der også at komme flere ungdomsårgange til, og der skete en polarisering blandt de unge. De ældre unge fandt sammen i forskellige miljøer. Tidligere kunne ALLE unge samles om rockmusikken, selv om man var fan af Elvis eller Cliff, Beatles eller Stones. Fra at være en stor gruppe, så fik holdningerne og stilen større betydning, og nye subkulturer bredte sig. I England blev mod i midttresserne et modstykke til rockerne. I stedet for læderjakker og motorcykler foretrak the mods nemlig modetøj og scootere. Rockgrupperne The Small Faces og The Who bliver ofte fremhævet som deres største idoler. ’Swinging’ London var centrum for mode og musik, og herfra bredte de nye ungdomskulrurer sig til resten af den vestlige verden. Mod-bevægelsen udviklede sig i slutningen af 60’erne til skinheads og hippier.
 
Forældre og offentligheden opponerede mod – først selve musikken – siden de unges opførsel, hvilket kun var medvirkende til at øge de unges sammenhold mod de gamle. Der var altså ikke tale om et organiseret ungdomsoprør, men der begyndte at tegne sig en generationskløft, hvor rocken var med til skille parterne. De unge kunne også vise deres frihedstrang og gruppetilhørsforhold med deres udseende. De blev påvirket af idoler via blade eller oplevede dem ’live’ til pop-ballerne. Her blev den nyeste mode og de seneste trends vist frem. Her kunne de finde en identitet i de nyeste rollemodeller, og her kunne de finde nye venner og kærester.
  
Men der var dog en hverdag, hvor man helst skulle se sømmelig ud, og det gjorde de fleste unge. Trods de forskellige livsstile og den hurtigt skiftende mode, så var det de færreste i provinsen herhjemme, der helt levede dem ud. Man forsøgte at følge med moden frem for at dirigere den. Alligevel var koderne for udseendet (især det lange hår) med til at skabe ideologiske venskaber på tværs kommune- og landegrænser.

Hvis de gamle følte sig provokeret af de unges udseende og holdninger, så hvorfor ikke bevidst provokere og demonstrere? Det gjorde provo’erne. Fra Holland kom i slutningen af 1966 meldinger om en ny ungdomsbevægelse, der med aktioner forsøgte at få indflydelse. I Amsterdam fik provobevægelsen valgt en byrådsformand uden et egentligt program, derfor begyndte man senere at arbejde for ’en hvid plan’: Hvide skorstene, gratis hvide bycykler osv.

Herhjemme var der også mange unge, der var i opposition til ’de gamles vælde’, og ved at bruge aktioner og happenings blev provo’erne forløbere for ungdomsoprøret og miljøbevægelserne. Hvis de ældre havde haft det mål, at skabe tryghed og velfærd, så blev mange unges dagsorden nu en reaktion mod materialismen og forbrugersamfundet. Uviljen mod at lade sig presse ind i faste rammer og lysten til at bringe humor og farve ind i hverdagen. I offentligheden blev provo et skældsord og provoer blev en fællesbetegnelse for unge, der søgte nye veje eller gjorde opmærksom på uretfærdigheder.Der var ikke mange provo’er på LF i 1966, (billederne af afgangklasserne viste kun enkelte uden slips og hvid skjorte) og da der endelig begyndte at kunne ses langhårede og ’provokerende’ unge – så var hele bevægelsen aflyst. I hvert fald iflg. Ekstrabladet, som i juni 1967 opløste provobevægelsen - kærnen af hovedstadens aktive provo’er var blevet for diffus mente man. De unge var ligeglad – nu kaldte de sig bare anarkister.

Håret var oftest problemet. Når Beatles kunne have hår ned over ørerne, så måtte andre unge gøre ligeså. Men hårlængden blev et symbol på oprøret, og det var så provokerende, at der måtte kæmpes med forældrene om millimeterne. Også skolelærerne havde svært ved at tackle hårmoden, og det tog flere år, før arbejdspladserne begyndte at acceptere langt hår. 
 
                                       
                            Lars Stryg fra Danny & the Royal Strings
 
De nye livstile kom til LF via København fra udlandet. Unge begyndte at fatte hvad der skete i udlandet, de hørte om borgerrettighedskampen i USA, den kolde krig, kulturrevolution, m.m. Med atommarcherne begyndte unge at protestere sammen med bekymrede voksne, og især i 1967 markerede de unge sig. D. 21. oktober var den første af mange demonstrationer foran USA’s ambassade i Kbh. Det var krigen i Vietnam, der var temaet. Unge fra de politiske organisationer, læreanstalterne samt almindelige utilfredse borgere gik nu sammen i protest. Et mønster der sås mange steder i hele den vestlige verden, og som kulminerede i foråret 1968, hvor også nye temaer kom på dagsordenen.
Psychedelic kaldte men den stil, der var inspireret af de bevidsthedsudvidende stofoplevelser. Den kunne høres i musikken, og den kunne ses på pladeomslag, plakater, design, lysshows osv. Den blev et symbol på det, der var ved at ligne en ny omfattende undergrundskultur.
I slutningen af 1967 nåede en anden nyhed til LF. Det var go-go-dans. Nu kom pigerne i fokus til popballerne – først som såkaldt fordansere og siden også nogle gange som topløse go-go-dansere. Dette fænomen aftog siden, men var endnu et eksempel på hvorledes rockmusikken er blevet kædet sammen med det forbudte, det frække. Pornoens frigivelse, p-pillen varslede, at en ny sexmoral begyndte at tage form, og understregede igen afstanden mellem generationerne.
Hele tiden havde rockmusikken referencer til de unges situation, og den tilbød oven i købet kommentarer via teksterne. Først som invitationer til at feste og elske, siden som opfordringer til at frigøre sig fra normerne. Og endelig som en egentlig protest. Sangskriveren Bob Dylan f.eks. blev ofte citeret. The Times They Are A-changin’, The Masters of War, Like A Rolling Stone osv.
I 1968 var det tydeligt, at de nye tider kommet til LF, og flere steder kunne den nye livsstil ses. Først i form af enkelte flamboyante unge, som flashede den nye mode, og siden som kliker, der turde vedkende sig deres nye livsstil. Det skete først til private fester, men popballerne (som efterhånden blev kaldt beat- eller rockarrangementer) blev også oplagte steder at mødes. Efterhånden blev de mere synlige også i gadebilledet, og Nyk.F. fik sit lokale storkespringvand på Bjørnetorvet, hvor hippier mødtes og siden også i de andre købsteder.
 
                  
 
Under en paneldiskussion arrangeret af Holeby Ungdomsskole kom flg. meninger frem: "Lige så svært det er at definere begrebet hippie, lige så tilforladeligt er det for de unge, at de "borgerlige" er nogle mærkværdige individer, der kun går til dødkedelige selskaber for at kede sig, og at deres musik er lige så kedelig som de selv. De hader mennesker, der skiller sig ud fra samfundet, og dyrker klasseskellet så det er til at brække sig over, at borgerlige personer bygger en enorm skal til omverdenen bestående af statussymboler, som selvfølgelig skal overgå naboens. De kryber slev i skjul og tør ikke vise deres indre for omverdenen" og modsat: "Hvorfor skal hippierne være så usoigneret? – Skal hippierne absolut tage narkotiske midler? Hvordan skal hippiernes verden være, og hvordan bliver den det? Vi kan ikke acceptere hippiernes gruppe-sex, fortsatte de borgerlige". En diskussion med meninger og temaer, som skulle vare længe.
Det blev tydeligere, at de unge ønskede at befri sig fra den opdragelse, de havde fået. Næsten alt, som forældregenerationen stod for, blev forkastet. Nu drejede det sig om at finde friheden sammen med ligesindede venner. Ikke kun i den farvestrålende tøjmode, men det hørtes også tydeligt i sproget. Man kunne efterhånden sige ’du’ til de fleste voksne og ’hej’ i stedet for goddag og farvel, og mange nye udtryk og begreber dukkede op. Ikke mindst slang, som jo altid har været brugt som koder for gruppetilhørsforhold. Der opstod desuden nye alternative samlivsformer, boligformer, og nye åndelige og religiøse bevægelser samt de gamle fra Østen blev undersøgt. Guruer forsøgte at forføre de søgende unge. Miljø- og New Age-bevægelserne havde også deres udspring i slutningen af 60’erne.
Rockmusikken var imidlertid stadig pejlepunktet for de unge. I løbet af 60’erne havde den udviklet sig hurtigt. Den dansevenlige soulmusik og rhythm’n’blues var blevet trængt i baggrunden af den mere eksperimenterende musik. San Francisco var blevet den nye rockhovedstad. Herfra kom flower-power-bevægelsen og syrerocken (Læs evt. artiklen om musikstrømningerne).
Men der begyndte også at ske noget andet usædvanligt og nyt på LF, som beviste, at de nye tider havde nået Sydhavsøerne. F.eks. afholdte Holeby Ungdomsskole i 1969 et seminar over emnet ”Er der en særlig ungdomskultur?” Med deltagere fra ungdomsorganisationer, presse, undervisning, politi, popklubber, kommuner og politikere var de unges kultur endelig blevet stueren, og blev af mange taget så seriøst, at den kunne diskuteres. Der var opstået en vilje til forandringer.
I sommeren 1970 kom så en "Love-in Sit-Down Festival", og det blev manifesteret, hvor omfattende hippie-bevægelsen var blevet på LF: "Hippier hypnotiseret til dansen den blide. Det var saa smukt, det altsammen, da 800 blomsterbørn fra hele landsdelen i lørdags dansede og mediterede i Svingelen. Allerede ved 13-tiden begyndte folkevandringen til Svingelen i en skare af kappeklædte og farvebadede blomsterbørn. Madrasser over skuldrene, tæpper under armen og solstraaler fra himlen spaaede en pragtfuld dag i det grønne". Fo 22.6.70 [NyDag skrev at over 1000 deltog]
 
Fra skoleinspektør Søren Sørensens translokationstale, Dannelunde 1970: "Ungdomsoprøret er en frihedsbevægelse. Noget af det bedste ved vor tid - som så mange mennesker bagtaler - er, at så mange unge mennesker nægter at lade deres evner gå til spilde. Nogen kalder det ungdomsoprør, men som alle oprør er også dette en frihedsbevægelse, en frihedskamp. Hos disse ungdomsgrupper er det sådan, at enhver har ret til at udfolde sig efter sit talent."
 
På gymnasierne og læreanstalterne gjorde de unge oprør mod de autoritære holdninger. I skolerne havde man fået elevråd, man begyndte at kunne sige ’du’ til lærere, men det kneb stadig med forandringerne. Flere steder var de studerende i gang med at okkupere universiteterne og overtage magten. Snart gik de unge på gaden og forlangte indflydelse. Politisk, på arbejdet, derhjemme – deres billede af et helt nyt samfund var ved at blive tydeligere og de mente, at der skulle kæmpes for det som aktivister.

Midt i alt dette befandt de lokale rockmusikere sig. Selv om de fungerede som idoler og offentlige repræsentanter for de forskellige livsstile, så var deres holdninger og ideer lige så forskellige som andre steder. De fleste orkestre var fundet sammen fordi de havde samme musiksmag og livsholdning, men hvis disse blev for forskellige, så kunne det være årsag til konflikter og udskiftninger i orkestrene. Nogle musikere fandt interesse i det progressive og eksperimenterende, andre ville helst spille let, populær underholdning. Orkestrene ville nødig virke gammeldags, så de måtte oppe sig. Der blev imidlertid forskel på dem, der bare fulgte hår- og tøjmoden og dem, der repræsenterede en ’ægte’ livsstil i musikken.

En del unge, der var nysgerrige nok, til at udforske de nye trends, lærte at det havde en pris at være anderledes. De levede som 'truet vildt'. I hjemmene, på arbejdspladserne, i skolerne, på gaderne, på forlystelsesstederne blev de konstant chikaneret pga. hår, beklædning osv. Der var hån, mistro og øretæver i luften. De skulle være meget forsigtige med, hvor de færdedes. Mange orkestermedlemmer, fra og uden for LF, har berettet om hvorledes de ustandselig havnede i skudlinien for fordommene.
De der blev mødt med forståelse fra de voksnes side var heldige. Kunne de ikke finde tryghed blandt andre lokale unge, var den lette løsning at forsvinde fra LF. Mange flyttede fordi deres uddannelse og arbejde krævede det, men mange flygtede fra forfølgelsen. De håbede at finde større tolerance i de større byer. Her fandtes andre minoritetsgrupper og outsidere. Her var der miljøer med bedre plads til de nye livsstile. Her var det ungdomskliker og ikke familien, der var strukturen i fællesskabet, men det var i sådanne situationer, at nogle tyede til virkelighedsflugt: Druk, narko eller mange af de nye religioner.

Det var naivt at tro, at teenagernes nye livsstile gik upåagtet hen og ikke påvirkede og provokerede omgivelserne. Den afslappede attitude til popballerne, de letpåklædte hippiepiger og de smilende langhårede drenge, der drak sodavand, kunne ikke få lov til at være i fred. Nogle grupper af lidt ældre unge havde frit spil i hippiekredsene. I løbet af 1968 begyndte man at mærke de ’dårlige vibrationer’, og selv om popklubberne havde en udmærket selvjustits uden indblanding af politi, måtte klubberne efterhånden skaffe dørmænd for at holde ballademagerne ude. Det var nogle små bander af unge fra Maribo og Nykøbing, der stærkt berusede overfaldt andre unge til rock-arrangementerne. Det blev tydeligt, at ikke alle unge var med på ideen om bare at more sig og hjælpe hinanden, og mentaliteten fra rockerne i 50’erne levede stadig og skabte utryghed. Nu kolliderede de unges livsstile i konkret terror.

Andre steder i landet var popklubber lukket pga. vold udefra, og tragedien ramte LF endnu hårdere, da et 17-årigt medlem af Flower Pop døde efter et overfald under et popbal i Rødbyhavn. Det var et stort chok og beviset på, at uskylden i en periode blev afløst af paranoia. Hippie-ideologien var måske for naiv til virkeligheden i det provinsielle Danmark. Og fra udlandet fulgte også mange andre tegn på, at kærlighedsbudskabet ikke var holdbart. Store rockfestivaler i Altamont, USA, på Fehmarn i Tyskland og til dels Thy-lejren fik tragiske følger. Charles Manson-sagen, politiets rydning af Sofiegården i København, Beatles’ opløsning og flere unge rockidolers tragiske død: Hendrix, Morrison, Joplin og Jones, og der var mange flere forsidehistorier i 1969-70, hvor unge, der var involveret i hippie-livsstilen var involveret.
Hippiebevægelsen fusede ud med 60’erne, hvor en ny livsstil opstod som reaktion på den syre-rock og hårde rock, som ellers havde været dominerende på plader og spillesteder. Nu ville de unge igen danse til ukompliceret musik. Det blev kaldt disco (eller fordansket som disko). Musikanmeldere og gamle rockmusikere kæmpede imod, men disc-jockeys blev de nye rockstjerner på radiostationerne og på mange af spillestederne, som efterhånden blev til diskoteker, som ’bare’ spillede grammofonplader. Diskofeberen rasede i weekenderne, men fik stor betydning på musikken, hvor den rytmestærke funk og disko blev dominerende på hitlisterne. Det var især nye unge, der dyrkede disko-musikken, og de blev kaldt diskere. Over for dem stod nu flippere (altså ex-hippier).
I 1970 var Hell's Angels ved at blive en synlig gruppe af rockere i Nykøbing. Det var helt unge knallertkørere. De begyndte at udgøre en trussel til de ældre (typisk udlærte) Crusaders. Crusaders startede en dialog med flipperne og håbede, at det kunne munde ud i et ungdomshus. Både Crusaders og flipperne var nemlig forment adgang til de fleste forlystelsessteder, og manglede steder at more sig. Ideen blev dog ikke til noget.
 
Af ovennævnte strømninger i ungdommen på LF var de mest markante læderjakkerne og siden hippierne (rockerne og flipperne). Disse var de eneste ungdomskulturer, der havde egentlige miljøer, som var iøjefaldende, og det er dem, der huskes bedst fra perioden. De øvrige ungdomsbevægelser og trends påvirkede den del af ungdommen, som var åben for det – og mest som ideer og strømninger; ikke som egentlig livsstile.
Mange unge var nemlig slet ikke involveret i de nye livsstile. De levede en helt almindelig tilværelse – så almindelige ud - tænkte almindelige tanker - uden lyst til forandring. Alle ideologierne og parolerne sagde dem intet, og mange af disse unge kan nu se tilbage på en ukompliceret tid og ungdom.
 
Store dele af samfundet blev imidlertid påvirket af livsstilene. Ungdomsoprøret blev måske ikke et oprør, men ideerne påvirkede langsomt store dele af befolkningen, og har sat nye standarder for bl.a. omgangsformer og vores syn på ungdommen.
Psychedelic-stilen blev hurtigt taget op af reklame- og medieindustrien, og indgik snart naturligt i moden og kunne ses overalt – i bladene, i butiksvinduerne, på spillestederne m.m. Det lange hår og den lårkorte mode blev hurtigt almindeligt. Den kritiske holdning til de negative virkninger af væksten, miljøforureningen og ressourcespildet bredte sig. Og mange andre af de bedste af ideerne fra 60’erne kan spores helt frem til nutiden, hvor den fornyede interesse i perioden ses - ikke kun i musikken - men også i retrobølger af mode m.m.
Siden er livsstilene ofte blevet skildret som stereotyper og karikaturer, og vi kan smile af dem. Ligesom nogle af de bevægelser, som fulgte i 70’erne: Rødstrømperne, punkerne og rastafari-bevægelsen m.fl. Vi har fået et sundt, distanceret syn på koldkrigstidens ungdom, og oven i købet opleve den på museum og til de mange 60’er-fester. Det er dog vigtigt ikke at glemme hvilke forhold og omstændigheder, som gjaldt for de unge i de sene 50’ere og 60’erne. De formede nemlig hvilken fremtid de valgte og dannede grundlag for deres tilværelse.
Mange af dem, jeg har talt med om musikken og ungdommen dengang, har da også lagt de yderliggående ideer og holdninger bag sig. De fleste af konflikterne er glemt, og de er blevet forsonet med forældre, gamle uvenner og myndigheder, og hvad de ellers synes stod i vejen for deres frihed til at nyde livet. Vi repræsenterer nu selv det etablerede samfund, er selv blevet forældre, og har fået et nyt syn på autoriteter og opdragelse, som forhåbentlig er præget af tolerance.
I nyere tid er man imidlertid igen begyndt at bruge rock’n’roll som betegnelse for en speciel livsstil, idet rockens oprindelige vildskab bliver brugt som en måde at leve, at se ud, og opføre sig på. Alle historierne om feterede rockstjernes ekstravagante udskejelser i orgier af narkotika, groupies, smadrede hotelværelser osv. er medvirkende til, at rockmusikken stadig har det brogede omdømme, som den oprindelig blev forbundet med.
 
                                       
 
 
 
  
 
Claus Hellgren Larsen | Odinsvej 12, 3.tv., 4700 Næstved  | Tlf.: 40726180 | Hellgren2@gmail.com