Anmeldelser

Bog: Rock i Danmark. Syddansk Universitetsforlag 2013. Morten Michelsen (red.)

I en tid, hvor rock er blevet den dominerende musikgenre herhjemme, er der vel også behov for litteratur om den. Fra de første marginale omtaler over spraglede billedbøger, leksika, biografier, diskografier til musikvidenskabelige synsvinkler på rockmusikken. Med undertitlen: Studier i populærmusik fra 1950’erne til årtusindskiftet er denne bog nu i handelen. Det er et monumentalt værk. Med sine 527 sider, et stort lixtal, grundig research, og meget velskrevet (og desværre kun sort/hvide fotos) skulle man tro, at bogen passer ind i hylden med førnævnte litteratur. Og så måske alligevel ikke. Bogen er nemlig samlet af selvstændige delprojekter, som kun har tilfældige referencer. Den mangler kontinuitet og læses derfor nok bedre som separate projekter/kapitler. Disse indbefatter: Rock’n’roll og ungdom/Om musikere og musikfaget/Rock i tv/Analyse af Dissings ”Lad mig blive noget”/Om Savage Rose/Om Gnags/Fans/Nostalgi/Hiphop/Rock som kultur . Jeg vil anbefale Anja Mølle Lindelofs artikel om Rock i tv, som både er knap så teoretisk som de øvrige kapitler, og samtidig behandler et emne, der ikke er forsket så meget i.

Ellers er bogen en tør, akademisk fremstilling, som mange læsere vil gå i stå i. Vi er længst mulig væk fra den anarkistiske, larmende, svedige, sexede og sjove rockmusik. Og det er naturligvis et paradoks. Bogen vil muligvis finde sine læsere til undervisnings- og forskningsbrug. Der er flere interessante teorier og resultater, som man kan være enige eller uenige i, og jeg skal ikke her kritisere konklusioner, som jeg finder tvivlsomme. Lad mig nøjes med at påpege en fejl, og så samtidig give et eksempel på en af de mange underholdende historier, som bogen i sagens natur er renset for: I artiklen om Savage Rose påstås det, at deres premierekoncert i Tivoli var en succes. Ifølge aviserne ”måtte orkesteret kæmpe med store lydproblemer. Først var den gal med lydbalancen, så skræmte lydniveauet alle over 20 væk, og endelig blev jazzmusikeren Svend Asmussen (som tilfældigvis spillede få hundrede meter derfra) så rasende, at han skridtede over til Plænen, hvor ham beslutsomt afbrød elektriciteten til scenen, hvor Savage Rose måtte stoppe koncerten i længere tid”. Endelig besvimede Anisette senere af overanstrengelse.

Køge, marts 2014

 
 
 
 
Bog: Dave Davies: Kink.
 
Bogen udkom i 1996, men jeg har først nu læst den. Den ikke været omtalt i danske medier og er ikke oversat til dansk. Dette kan undre fordi der er mange danske referencer i den. Dels hans ægteskab i mange år til en dansk kvinde (De blev viet på Frederiksberg og fik flere børn), dels er de tidligste Kinks-koncerter i Danmark beskrevet detaljeret. Især skaldalekoncerten i Tivolis Koncertsal (Dagen efter deres første koncert i Danmark i Nykøbing F.)
 
Bogen giver en sober gennemgang ag Kinks’ store pladeproduktion. Mange af os regner dem stadig som Englands 3.populæreste rockband, og der er spændende detaljer om pladeindspilningerne, sangenes baggrund, betydning og succes. Nu ved jeg hvem denne David Watts er. Vi får en hele gruppens historie samt både Ray’s og Dave Davies solokarriere.
 
Men det mest overraskende er den ærlige og lidt naive beretning om hans flamboyante livsstil især i swinging London. Lige ud af posen fortæller han om sine stof- og sexeksperimenter samt sin interesse for det spirituelle , og ubarmhjertigt bliver både broderen og talrige andre musikere og kendisser dømt. Der er dog så mange gode vurderinger af selve rockmusikken, at det ikke bare er en sensationel biografi. Bogen anbefales varmt, og du kan sikkert få dit bibliotek til at skaffe den hjem, hvis du ikke bestiller den på hans hjemmeside.
 
Køge, januar 2014
 
 
 
 
 
Bog: Peter Abrahamsen: Man skal jo starte et sted. Sohn 2013.
 
Forleden arbejdede jeg med www.rockkonkurrencer.dk/dm-i-pop-1966 og et paradoks slog mig. Peter Abrahamsen og Erik Haaest fungerede i 1966 som konferenciers og redaktørvenner til denne begivenhed, som tiltrak mange unge popfans. I den forbindelse indspillede de sågar en pjattet singleplade. Paradokset er, at Abrahamsen siden blev kendt som kommunist og Haaest siden blev kendt som nynazist, og dette er bare et enkelt eksempel på, hvor mange og forskellige mennesker, som Abrahamsen har arbejdet sammen med.
 
Abrahamsen har nu endelig fået udgivet sin selvbiografi eller snarere ’Peter Abrahamsen fortæller om sit liv’ som undertitlen er. Det er nemlig hustruen Abelone Glahn, der har redigeret og samlet hans fortællinger med nogle følgetekster. Man skal lige vænne sig til denne han/jeg-form, men det sker hurtigt, fordi bogen er meget velskrevet. F.eks. er indforstået branchejargon og navne- og begivenhedsreferencer forklaret på en meget elegant måde, så læsningen bliver flydende uden en masse detaljer, noter og opslag.

Abrahamsen startede som teenageidol i slutningen af 1950’erne (Som for øvrigt omfattede nogle optrædener i Rødby) samtidigt med rockens indtog i Danmark. Hans mangesidede karrierer i dansk musikliv kender de fleste, og dog: Hans år i 1967-70 som turmanager for nogle af rockens og poppens største navne var ny og særlig spændende læsning for mig. Og der er god indsigt at få i hans perioder som musiker, producer, forlagsredaktør, pladeselskabsdirektør, radio- og tv-mand, bestyrelsesformand, kok o.m.a. Både på og bag scenen har han i over 50 år været involveret i så meget musik, at man kunne blive stakåndet af at remse op, men han forklarer, reflekterer og konkluderer på en saglig måde. Så mange år i branchen får man ikke, hvis ikke man har hans staying-power. Det giver respekt og er et imponerende bevis på, at hans ideer og arbejde har været efterspurgt.

Alle næsten 350 sider er velfortalt og meget positivt fremlagt. Vi slipper for gamle mellemregninger, opgør og konflikter, som der nok også har været – måske lige med undtagelse af Danmarks Radios behandling af især den danske musik de seneste år. Han forfalder heller ikke til sentimentalitet og nostalgi over de gamle venner, som er døde, og vi slipper for at høre om de svagheder, som mange af de branchefolk og kunstnere, han har arbejdet med, har haft. Der er næsten ikke blevet plads til hans nuværende frue samt hans familie- og privatliv, men det er også Abrahamsens professionelle karriere, som bliver fremstillet her. Og når musik-entrepenøren beretter, så lytter jeg gerne. Og han har masser gode anekdoter og kloge betragtninger. Han giver os et ærligt portræt af en person, der har oplevet alle de mentale, politiske og teknologiske forandringer, der er sket, siden han først stod på en scene.

Ingen anden enkeltperson har præget dansk rock- og folkemusik lige så meget som Abrahamsen, og hvor er det godt at kunne sige, at han ikke blot er kommet igennem som en hel mand, men at han stadig er i fuld vigør.

Behøver jeg at sige, at dette er en af de gode danske musikbiografier, og at jeg kun kan anbefale den varmt til alle.

Køge, januar 2014

 

 

 

 

Bog/lydbog/app: Peter Øvig Knudsen: Hippie 2. Den sidste sommer. Gyldendal 2012

Ligesom i Hippie 1 tager efterfølgeren udgangspunkt i Thy-lejrens avis og forløb dag for dag med sidehistorier om nogle af de involveredes historie før og efter 1970.Det er især kunstner- og aktivistmiljøerne i København, som beskrives, og desværre stadig ikke musikken og stadig ikke miljøerne i provinsen. Med et lidt kunstigt dramatisk højdepunkt i besættelsen af Hjardemålkirken følger så beskrivelser af hippiebevægelsens nedtur. Øvigs tæft for kriminalteknisk journalistik bliver understreget af de detaljerede beskrivelser af de personlige tragedier, mord og selvmord og ansvarsforflygtigelse, som forekom.

Ligesom i Blekingegadebanden er det en streng dokumentaristisk form som Øvig benytter, og konklusioner må læseren selv drage. Hans egen holdning træder dog frem i redigeringen (eller ”kantningen” som han kalder det) af stoffet, og ikke uventet er der mange paralleller til begivenheder og personer fra netop Blekingegadesagen.
Den halvkedelige billedside i sort/hvidt symboliserer næsten det modsatte af de farveglade og –rige hippier. Hvad der kunne være det definitive værk om hippiebevægelsen (som også titlen gav mig et håb om) er blevet til et supplement til de eksisterende bøger. I stedet for at bruge penge og tid på bøgerne, vil jeg derfor anbefale Niels Martinov: Ungdomsoprøret i Danmark samt filmene Skæve dage i Thy og især Filmdagbog fra Thy og verden udenom sommeren 1970. Desuden findes meget materiale på bl.a. YouTube. Alligevel håber jeg dog, at Øvig vil fortsætte i samme stil, og med beslægtede emner som mangler en samlet beretning - f. eks. Tvindskolerne eller Slumstormerbevægelsen.
 
Køge d. 7. nov. 2012
 
Bog:
Jørgen W. Krabbenhøft og Knud Ørsted: The Hitmakers. Legimus 2011
 
Jeg har ved et par lejligheder været heldig og har i Café Lindevang fået Jørgen Krabbenhøft til at fortælle om Hitmakers og se nogle af de mange udklip. Så meget desto bedre, at han nu har samlet det og gjort det tilgængeligt for alle i en bog. En dejlig lille bog om én af de populæreste danske pigtrådsgrupper historie. Deres bedrifter bliver fortalt i et ligefremt sprog. Jeg kan sagtens leve med, at teksten mangler en korrekturlæsning. Der er nemlig så mange gode fortællinger og beskrivelser, at det opvejer de tekniske problemer. Vennen Knud Ørsted og de øvrige Hitmakers-medlemmer får også deres besyv med. Vi får en masse historier om deres karriere, og kommer med på turneer i Finland og Tyskland, rundt på de københavnske spillesteder og backstage sammen med The Beatles, Mick Jagger, Georgie Fame, Swinging Blue Jeans osv. Kan anbefales – også som inspiration til andre danske pigtrådsorkestre, som det kunne være spændende, at læse mere om.
 
 
 
Bog:
Karsten Jørgensen: Scener fra et stenbrud. Rosenkilde & Bahnhof 2011.
 
Med 547 sider – næsten uden fotos - er der virkelig meget læsestof her, men det er spændende, velskrevet og redeligt. Det kan man vel også forvente af Jørgensen, som - foruden nogle digte - tidligere har skrevet gode bøger om både Beatles, Presley og Dylan.

’20 store rocktragedier’ er undertitlen, og der er desværre mange flere tragedier og skandaler i rockbranchen og tro mig: Der kommer endnu flere, men uden at remse navnene op, så kan man sikkert gætte de fleste navne, og mange af os kender historierne. Af en eller anden grund kan vi åbenbart ikke få nok af kendissernes nedture, og talrige musikbøger og musiktidsskrifter handler derfor mere om sladder og skandaler end netop musik. Nu også med konspirationsteorier. Men bogen kan anbefales til dem, der gerne vil have et indblik i rockbranchen bag facaden.

 
 
Bog (med CD):
Peter Belli: Et enestående liv. Turbulenz 2011
Peter Bellis karriere og privatliv er talrige gange blevet fortalt i diverse medier. Nu har Belli fortalt om sit liv til en journalist. Resultatet er en blanding af en biografi og en selvbiografi. Det er blevet til en form, hvor Belli (med masser af bandeord og grove udfald mod mange af sine gamle venner) fortæller om begivenheder, som han husker dem. Afsnittene er hverken rigtig kronologisk eller tematiske, og forekommer derfor temmelig rodet, og der er flere eksempler på ukorrekte oplysninger.Rockmusikken, som gjorde ham landskendt, har ikke fået så meget plads, og er overfladisk beskrevet. Der er lidt om manageren, kollegerne, spillestederne mm, men intet om selve musikken og livsstilen – næsten intet om de kendte udenlandske og danske rockmusikere, som han har mødt. Man får et indtryk af en naiv Belli, som føler sig udnyttet af nogle ”røvhuller”, men helt galt er det jo ikke gået for ham. Anbefales til dem, der ikke kender Bellis liv, og gerne vil vide mere om hans karriere som skuespiller og gøgler. Så må vi andre håbe, at andre væsentlige personer i det danske rockmiljø som f.eks. Anisette, Peter Abrahamsen og Peter Ingemann vil skrive deres biografier – det kunne være mere interessant.
 
 
 
 
Bog:
Niels Skousen: Herfra hvor jeg står. Gyldendal 2011.
 
I en afslappet tone fortæller Skousen om sit privatliv og sin karriere som skuespiller, musiker og filmmand. Erindringerne er opbygget kronologisk og forekommer som ærlige 1. hånds vidneudsagn til en spændende brydningstid. De fleste husker hans optrædender med Skousen & Ingemann og Solvognen. Bilturene rundt i landet, koncerterne, forestillingerne, spillestederne, livet som troubadour. Både de trivielle ting og de kendte kulturpolitiske aktioner. Han prøver at få det hele med uden at glorificere fortiden og sig selv og uden det bliver for omfattende.
Han får omtalt utallige kolleger og venner – de fleste ganske kort og loyalt. Heldigvis er der ikke sensationelle sladderhistorier eller bitre opgør. Han erindrer sine egne op- og nedture uden at det bliver for privat.
Trods en fortid også som forfatter bliver Skousen ikke litterær. Hans tanker om ungdomsgenerationerne, ideologierne og holdningerne findes måske bedre i hans sangtekster. Der er enkelte små tekniske fejl, men mange gode beretninger af rockhistorisk interesse. Jeg havde f.eks. helt glemt Skousens Vincent. Mest spændende læsning fandt jeg i beskrivelserne af rejserne til Sydamerika og især sekvensen om en hashhandel i slutningen af 60’erne med alle dens ritualer. Her får han alle forfatterens beskrivende detaljer og observationer frem og viser hvor godt han kan skrive. Jeg håber på, at Skousen bliver gammel, så han kan skrive mere i den stil, men alt i alt: En glimrende erindringsbog, som jeg kan anbefale. Nyd også de mange gode fotos. Bogen kan nu lånes på bibliotekerne.

 

 

Bog/lydbog/App:

Peter Øvig Knudsen: Hippie 1. Gyldendal 2011

Med især bestsellerbøgerne om Blekingegadebanden blev Øvig en respekteret dokumentarforfatter, og nu er der igen mulighed for at fordybe sig og komme bag om overskrifterne på et interessant emne i en grundig researchet bog. Det har taget et par år at samle materiale til hans nye Hippie 1, som lige er udkommet, og mine forventninger var - og er stadig – store.

Med udgangspunkt i Thylejrens daglige avis og afstikkere til årene før, med de fremtrædende personers forhistorie berettes meget detaljeret om de mange visioner såvel som de forskellige holdninger, der prægede beboerne i lejren. Det hele er godt bakket op med de overlevende vidners erindringer. Der er rigelig tid til skrøner og talrige pudsige hændelser. Desværre er billeddokumentationen ikke særlig spændende.

Tematisk er hovedvægten lagt på især de politiske forudsætninger og den kulturelle baggrund for dannelsen af foreningen Det ny Samfund. Vi kommer bag kulisserne, rundt i Københavns mødesale, redaktionslokaler og ud i lyngmarken i Thy. Det er godt at få begivenhederne på plads og sammenholdt med min hukommelse, men: Det ny Samfund var ikke det samme som den hippiebevægelse, som jeg håbede at skulle læse om. Hvor er de autentiske beretninger og fotos fra Love In-arrangementerne, fra udendørskoncerterne i Københavns parker, fra hippiebutikkerne, fra Galleri 101, Club 27, Soho, fra forstædernes store psykedeliske festivaler og provinsens oaser? Det bliver næsten ikke omtalt. Der har vi til gode.

Selv om 2. bind måske kaster mere lys på flere af miljøerne og fører os tættere på begrebet Hippie, så gør det måske ikke noget, at vi aldrig får præsenteret et helt knivskarpt billede. Et af kendetegnene ved hippiebevægelsen var nemlig, at den var så flygtig flimrende, at den ikke kan sættes på en fast ideologisk formel. Hippie fik stor betydning for de involverede, og var med til at forandre også det gamle samfund.

Bogen giver en fragmentarisk, omfattende og god indsigt i dele af den såkaldte flower power-bevægelse, men overblikket må du selv danne.

Køge d. 7.nov. 2011

 

 

 

 

 
Claus Hellgren Larsen | Odinsvej 12, 3.tv., 4700 Næstved  | Tlf.: 40726180 | Hellgren2@gmail.com