OUTRO - Konklusion

Selv om der stadig kommer supplerende oplysninger, er der nu et grundlag for at drage nogle konklusioner og se på de resultater, som undersøgelsen af rockmusik og ungdom på LF i 1956-70 har tilvejebragt.

MUSIKKEN
Rockmusik er blevet den mest omtalte kunstform de seneste årtier. Alle har et kendskab til rock og ved, hvem de store stjerner er. De fleste kender lyden af rock og ved også, hvorledes den har ændret sig siden starten. Bare det, at kalde rock for kunst og bl.a. sætte den på statsbudgettet er et bevis på, hvor stor anerkendelse den nyder i offentligheden. At rock stadig er populær kan aflæses på salgstallene, og kan ses på, hvor meget den benyttes til koncerter, byfester og festivaler til at tiltrække alle forskellige aldersgrupper.                 
For godt 50 år siden startede rock’en som et oprør, og siden har den efterhånden udviklet sig til at blive hvermandseje. Rockmusikkens kolossale appeal er uomtvistelig. Vi der var unge da den kom til Danmark i 1956 mærkede det samme sus i krop og sjæl, som børn og unge stadig kan få af musikken. Dengang kunne vi mødes rundt omkring på LF og lytte og snakke musik, eller vi kunne tage af sted og høre levende musik. Det sammenhold, den opstemthed og glæde, som popballerne og koncerterne kunne give os, kunne være svær at finde derhjemme. I klubberne og på musikstederne kunne vi slippe for de voksnes formaninger. Samtidig var vi så heldige, at rock dengang var noget nyt og spændende, og vi var med til at danne grundlaget for de samværsformer og livsstile omkring rocken, som nye generationer også har fået glæde af.
Og sangene og stemningen lever videre. Hvorfor? Primært pga. hitsangen: Denne godt to-minutters lyd, der ikke var til at komme uden om. Simpel og ubegribelig. Dragende og hadet. Vi unge elskede den, lyttede igen og igen til den, nynnede den, fløjtede og sang den.
Nogle af de mest talentfulde ’hit-alkymister’ igennem hele 60’erne var The Beatles, og selvom de stoppede for 40 år siden, får de stadig nye fans. Men der var en næsten endeløs række af andre populære engelske grupper The Kinks, The Who, The Searchers, The Hollies osv. De formåede selv at komponere de største hits og samtidig udvikle sig med tidens smag. Deres succeshistorier fik os unge herhjemme til selv at kopiere deres hits og efterhånden selv prøve at spille dem. Hvad præcist det var, der gjorde disse sange til hits var det ikke kun os, men mange andre, der har forsøgt at forstå. Vi plagierede og studerede samtidig musikken.
”De kloge” kaldte musikken forudsigelig og irriterende, fordummende. Popkulturen blev nedgjort. men det var tydeligt, at vi letpåvirkelige unge blev ramt så hårdt af musikken, at det kunne forandre vores interesser - ja vores liv - for altid.
Månedsbladet ”Arbejdersangen” havde i april 1962 denne mening: ”I en verden med dens atombomber og menneskets angst for krig, skal vi være glade for, at der komponeres musik, som ikke kun de få, men den store masse kan have glæde af, dulme nerverne ved og måske for en tid, få dem til at glemme den hårde, barske virkelighed. Pop giver forlystelsesindustrien rask omsætning, kvaliteten kommer i anden række”. De fleste af disse hits har vi da også hørt til bevidstløshed. Først på pladerne og, da DR langt om længe åbnede døren for rock, i radioen.
Mange forbinder 60’er-musikken med de mange pophits fra midttresserne, men spektret i rocken fra 60’erne bredte sig meget videre. Rockmusik var skarpt afskilt fra al anden musik i mange år. Det var både fordi andre musikmiljøer ofte hadede rock, men også fordi de fleste unge hadede andre musikgenrer. I slutningen af perioden nåede rocken imidlertid meget længere ud i de genremæssige kroge, og indgik fusioner med dansemusik, schlager, klassisk, jazz, folkemusik, elektronisk, etnisk og meget mere. Rocken blev alvorlig, eksperimenterende og vild, og hitlisterne fik ikke samme betydning mere. Pop var blevet til beat eller rock, og den appellerer stadig til nye generationer. Men med eller mod vores vilje, så står 60’er-musikken som pejlemærker for en periode, og er forblevet én af de bedste måder at huske den tid på.
 
UNGDOMMEN
Man siger: Mennesker mødes og sød musik opstår. Man kunne også sige: Få fat i musikken, saml menneskerne - så skal det søde nok opstå. Vi unge på LF fik i 60’erne et råderum, og det benyttede vi os af. Hvor det hidtil havde foregået på de voksnes præmisser og i nøje fastlagte rammer, blev det efterhånden muligt for os unge selv at lave musikken, samle menneskerne og more os på egne præmisser. Dermed var vi med til at skabe et miljø med rockmusik på LF.
Det skete dog ikke uden fordømmelser og moralsk kritik. LF’s unge var sikkert lige så flabbede, forkælede, uregerlige, voldelige, egensindige, dumdristige - og hvad vi ellers blev beskyldt for - som alle andre unge i Danmark. De store årgange af unge begyndte at fylde godt op. Først på gadehjørnerne, så i de nyoprettede ungdomsklubber og –skoler, til de mange popballer rundt om i regionen, og efterhånden i folks bevidsthed og i medierne. Vi vidste dengang ikke rigtig, hvor stor betydning dette ville få, men vi kunne se, hvorledes rocken førte noget nyt og spændende med sig samtidig med dens popularitet steg.
De ældre generationer havde svært ved at acceptere alle de nye tendenser og muligheder, der opstod med det begyndende velfærdssamfund. De mente, at rockmusikken var en forbigående dille, der – som andre døgnfluer – ville forsvinde og blive afløst af noget, som de synes var bedre. Det var én af år-sagerne til den såkaldte generationskløft.
De voksne, der først indså, at de unge kunne sætte en ny dagsorden, var også dem, der klarede de nye tider bedst. Ungdommens modstandere, fra Folketinget til de små hjem, blev agtersejlet af de nye holdninger, der opstod. Ungdommen fik repræsentanter i byråd, elevråd på skolerne, og begyndte at kunne høres på arbejdspladserne, i hjemmene, i medierne, i forsamlingshusene, på hotellerne og de andre musiksteder. Overalt begyndte unge at blive taget mere alvorligt end tidligere – og langsomt begyndte forandringerne at kunne ses. Ikke kun musikken, men også drengenes lange hår, tøjmoden og de friere omgangsformer bredte sig langsomt til hele samfundet.
Så mange unge bliver grebet af musikken, at der ikke kun er tale om mindre kliker, men efterhånden en hel bevægelse. Hvad politik, religion, film, teater, og sport ikke kunne – det gjorde rocken: Samlede tusindvis af unge til de store arrangementer. Næsten ufatteligt. Til de største rockarrangementer trodsede tusindvis af LF’s unge vejr-, transport- og pengeproblemer og dukkede op for at shake, twiste og for ikke at gå glip af et godt orkester. Glæden for rocken i midten af 60’erne synes ikke at have nogen ende.
 
FANKULTUREN
De unges begejstring for rockmusik blev udtrykt på mange forskellige måder. De mange orkestre og popklubber var udtryk for entusiasmen, men også de mange fanklubber, som opstod, vidnede om en ekstraordinær dyrkelse af rocken og musikerne. Hvor det i årene 1964-66 ikke var så afgørende, hvem der spillede, men hvad der blev spillet (rock), så begyndte orkestrenes udseende og deres optræden at få stor betydning.
Især pigerne syntes at det var blevet sejt at spille i et orkester. Guitarerne var blevet smartere end knallerter og motorcykler, og både de lokale orkestre, men især de kendte udenlandske, blev eftertragtede idoler, og de blev dyrket seriøst. Det blev tydeligt på musikstederne og i popbladene, og dette blev udnyttet af orkestrene og især deres forretningsfolk. Fanklubberne blev startet af orkestrene eller af fansene og de blev talrige og fik rigtig mange med-lemmer.
Det mest almindelige mønster dengang var at skrive til fanklubber på en fjern adresse som måske sendte et fankort og ellers ikke meget mere. Ikke på LF. Her var mange flere lokale fanklubber end i andre landsdele – både fans af lokale grupper og udenbys og –lands. Idoldyrkelsen var ikke noget nyt, men den kunne i midttresserne overgå alt, man tidligere havde set. Ikke kun teenageværelser blev overklistret med fotos af idolerne, men det var også almindeligt med scener med hysteriske teenagere, og igen havde forældrene noget at blive forarget over. Korps af psykologer kunne tillægge de unge alle mulige tvivlsomme/lumre motiver, men de virkelige motiver var nærmest at sammenligne med loyale supportere, der gerne ville vide mere om deres helte, følge deres præstationer og støtte dem. Samtidig var mange fanklubber aktive samlingssteder og lavede selvstændige arrangementer for medlemmer og andre.
Var det forholdsvis store antal fanklubberne på LF så et udtryk for at vi lokale unge var flere og større fans af vore idoler? Dette kan ikke måles, men min formodning er, at fanklubberne havde en smart praktisk, men også social funktion.
 
ORKESTRENE
Jeg har fundet frem til knap 100 forskellige orkestre i perioden med hjemsted på LF, men der var flere, som ikke nåede ud af øvelokalerne og figurerede i avisernes annoncer. Oplysninger på nogle af disse orkestre dukker dog stadig op, og vil blive inkluderet på LF-Rock.dk, men det er nu muligt, for allerførste gang, at få et overblik over orkestrene.
 
Med en gennemsnitsbesætning på 4 rammes et cirkatal på 400 forskellige unge musikere (De mange udskiftninger i løbet af flere orkestres historie opvejer omtrentligt det antal musikere, som figurerer i flere orkesterkonstellationer). Mange orkestre eksisterede af flere årsager kun i en kortere periode. Sommerferierne var tit perioder med opbrud eller omrokeringer.
Til langt op i 60’erne var det udelukkende debutorkestre (altså orkestre, hvor ingen medlemmer havde tidligere orkestererfaring). Alle musikere spillede kun i et orkester af gangen. Repertoiret var ellers meget ens, nemlig tidens populære hits, men vi var loyale over for kammeraterne og fansene, og så var der også praktiske grunde, til at holde sammen i orkestrene. Hen mod slut-ningen af 60’erne blev det ikke ualmindeligt at spille i flere orkestre eller fungere som stand-in. Vi var også blevet bedre musikere – mere fleksible, mobile og bedre til at efterhånden at hjælpe hinanden, da der blev længere mellem engagementerne.
 
Danny & the Royal Strings var først og størst, og det var dem, som de øvrige lokale orkestre skulle måle sig med. I antal fans, jobs, tilbagelagt transport, spaltemillimeter i aviserne, årsindtægt og i musikalitet og rutine.
De lokale bands spillede musik, der nogenlunde bredt fulgte tidens pop- og rocktoner (som omtalt i artiklen om musikstrømninger). Enkelte specialiserede sig i blues eller folkemusik. Der var ingen decideret falsetgruppe selvom falsetsang var meget populært i en periode. Hammondorgelet vandt indpas i rocken i slutningen af 60’erne, men det var dyrt og besværligt at transportere, så det nåede ikke ind i de lokale grupper. Vi benyttede de lettere el-orgler. Molly var det første orkester, der brugte blæsergruppe og korpiger. Og som tidligere nævnt var der ingen lokale pigegrupper.
 
Var de lokale orkestre supergode? Nej! Vi kunne gejle hinanden op til at yde det bedste vi havde, fans’ene og vennerne heppede også, og vi havde mange gode øjeblikke, hvor vi næsten kunne tro, at vi kunne drive det vidt. Vi kunne imidlertid godt høre, at vi var glade amatører, og selv med de mest entusiastiske ører var vores tekniske niveau ikke på højde med de gode københavnske orkestre. Og de nye musikalske ideer og trends kom ofte fra de udenlandske grupper.
 
LF-rock blev repræsenteret på plade, men ligesom resten af orkestre fra provinsen, så var vejen til pladeindustrien i Kbh. lang og snæver. De plader der udkom med LF-bands indeholder dog flere perler, som fortjener ikke at blive glemt. Og jeg synes især Birger Nielsens, Kenn Overgaards og Henning Søderbergs originale kompositioner består tidsprøven godt. Jeg var heldig at spille med flere forskellige gode trommeslagere, men mange andre vil kunne give mig ret i, at Henrik ’Tykke’ Pørtner var en rock- og jazztrommeslager, som kunne måle sig med de bedste herhjemme.
Birger Nielsen m.fl. var fremragende leadsangere og der var flere guitarister, der gjorde sig bemærket: Lars Stryg, Agner Møller, Søren Nielsen.
Thomas Grue, Eric Steffensen og enkelte andre lokale fik efter 1970 en karriere som professionel musiker.
Der vil altid være mange ”hvis bare” – ting der kunne have ændret LF’s rockhistorie: F.eks. hvis Men of Mystery havde vundet finalen i DM i Beat 1965, hvis Molly havde fået indspillet den LP, som de var kørt i stilling til, osv. Men vi må affinde os med, at ingen LF-musikere nåede berømmelsens tinder.
De båndoptagelser, der heldigvis stadig dukker op, er af ringe lydkvalitet, men viser entusiasmen og vel også enkelte talenter. Og så skal man huske, at hvor mange andre orkestre i provinsen og især i Kbh var professionelle – så nåede LF’s orkestre det samme i deres fritid!
 
POPKLUBBERNE
De 35 popklubber, som LF havde i perioden var en lige så vigtig del af rockmiljøet som de lokale orkestre. Nogle klubber var små og eksisterede kun kort, andre blev store og toneangivende. De blev alle startet af unge vovehalse, der med begejstring og hjerte gik sammen om et projekt. Vi ville nu kalde dem ildsjæle og igangsættere.
I artiklerne om musikerne og klubberne er eksempler på de problemer og udfordringer, som de løb ind i, men pressen beskrev kun sjældent de mange gange, hvor arrangementerne forløb perfekt. Nu bagefter er der vel også kun de lange lister af arrangementer som dokumentation for deres præstationer. Noget som fortjener kredit – både for det ofte hårde arbejde, men også for at bryde vanetænkningen og turde satse på det nye. Der er fremkommet tydelige beviser på, at popklubberne er opstået som en løsning på de unges fritidsproblemer, og i mange tilfælde har fungeret som sociale hjælpeforanstaltninger – vel at mærke iværksat af de unge selv – ikke af kommercielle restauratører, langsommelige kommunale råd, fritidsorganisationer o.lign.
 
DE UDENLANDSKE GRUPPER
Fra 1965 begyndte de engelske orkestre at turnere i provinsen. Det virkede lidt tilfældigt, hvem impresarierne og musikstederne fik til at spille på LF. Da de unges egne popklubber hyrede udenlandske bands til LF, blev det mere et musikalsk valg, og den progressive musik blev repræsenteret på de lokale musiksteder. Sammenlignet med vor tid, var det en luksus, at kunne opleve – ofte historiske – koncerter med de store udenlandske navne. I artiklen om de udenlandske grupper er nogle af disse beskrevet.
 
STATISTIK
Ingen har tidligere kunnet præsentere egentlige statistikker med den lokale rock, men her er tallene for LF opgjort pr. 1.1.2013.
14-18-årige på LF: Ca. 40.000
Orkestre: Ca. 100 orkestre (svarende til ca. 400 amatørmusikere)
Popklubber: 35 (svarende til mindst 150 i bestyrelserne)
  
Samlede antal annoncerede optrædener:
 
  1956 '57 '58 '59 '60 '61 '62 '63 '64 '65 '66 '67 '68 '69
Større musiksteder  1          1 31  119  93  122  83  58 
Andre musiksteder            2 34  32  27  26  21  22 
Forsamlingshuse       1     16  27  23  12  12 
Andre arrangementer    1 27  15  33  36  28 
Store popklubber                 15 18  30  42  57  47 
Mindre klubber       1          1 16  13 
Konkurrencer                 1 2
ialt  1 3 20  236  273  204  250  209  163 

Der findes ikke tal på de ’lukkede’ (ikke-annoncerede) optrædener, men baseret på joblister fra mange orkestre samt oplysninger fra skoler, fritidsklubber og andre arrangører, vil det være et kvalificeret gæt, at der blev afholdt mindst lige så mange lukkede rockarrangementer som de ’åbne’ annoncerede.

Man skal være forsigtig med statistik, men den viser tydeligt, at selv om rocken kom i 1956, så bragede den først rigtig igennem i 1965, hvor der var eet annonceret rockarrangement næsten hver dag!
En stor del af arrangementerne foregik søndag eftermiddag – de såkaldte matineer.
Ikke kun Reventlowparkens baller, men også mange popklubbers arrangementer var placeret i weekendens dagtimer. Det var smart af flere årsager: De ivrigste orkestre og popfans kunne herved nå flere arrangementer samme dag. Hvis de unge skulle have tilladelse af forældrene, så var dette nemmere, når det foregik om dagen.
Et musiksted som Søpavillonen, Rødbyhavn havde så til gengæld ofte rock om aftenen på hverdage. Flere musiksteder og klubber var sæsonlukkede, og i forbindelse med højtider og helligdage var der naturligvis ekstra travlt på dansegulvene.

Kun enkelte rockmusikere og unge arrangører af rock var organiseret i foreninger eller forbund. Det var derfor frie markedsmekanismer, der rådede. Orkestre konkurrerede, popklubber og musiksteder konkurrerede. Først i 70’erne bliver amatørrockmusikerne organiseret og musikforeninger og spillesteder blev bedre til at koordinere musikaktiviteterne.

MYTERNE
Som nævnt i introen florerer en række myter om rocken og ungdommen i 60’erne – også på LF. Sorry, men jeg må nu korrigere nogle af dem.
 
• Myte 1: Hver landsby havde et rockorkester.
Nej. De fleste orkestre opstod i købstæderne, hvor det var nemmere at rekruttere medlemmer. Men da mange bands opstod af skoleelever, kan man (med de dengang nye centralskoler i regionen) næsten sige, at hver skole havde sit orkester.
 
• Myte 2: Rockmusikerne kommer fra fattige arbejderhjem.
Rocken bliver (i det skriftlige materiale, der er tilgængelig om emnet) altid forbundet med arbejderklassen. I popblade såvel som nyere videnskabelige undersøgelser lever Elvis-myten om, hvorledes den unge fattige musiker har kæmpet sig vej til toppen. Det er muligt, at mange af de tidligste rockmusikere fra USA, England og København kom fra arbejderhjem, men myten holder ikke på LF. Her var de unge musikere fra alle samfundslag. Motivationen for at spille rock var ikke at blive rig. Til popballerne mødtes alle slags unge på lige fod, og var måske netop med til at fjerne tidligere tiders klassesamfund. Det musikalske og sociale oprør – eller i hvert fald ønske om forandring - der skete i løbet af 60’erne, var snarere et skel imellem de unge og forældregenerationerne.
 
• Myte 3: Nogle scorede kassen.
Med så stor interesse for rockmusik og så mange unge, der mødtes til popballerne, var der i de gyldne år mange penge på højkant. Det er gætteværk hvor mange, for der er ikke lavet undersøgelser om rockens økonomi, og jeg har helt bevidst ikke beskæftiget mig så meget med denne. Jeg har dog haft mulighed for at sammenligne orkestrenes honorarer på kontrakter og i impresariernes salgsprogrammer, både på LF og i andre dele af landet. De beløb, der er nævnt skal beregnes på baggrund af købekraften i 1956-70. Lokale små orkestre fik 200-400 kr. til deling for at spille en aften. De kendte navne fik lidt mere. Danske orkestre uden for LF noget mere, men det var de store udenlandske bands, som løb med de store honorarer. Visse steder som f.eks. Hit House i København kunne underbetale de danske orkestre, da man mente, der var prestige i at kunne sige, at man havde spillet der.
Reventlowparken og Søpavillonen tjente i flere år mange penge. Med beskedne honorarer, fulde huse og godt barsalg var det i de bedste år lukrativt. Impresario Pop-Carl har sagt: ”Vi tjente rigtig mange penge i midten af 60’erne, men havde også meget arbejde med det”. Han blev imidlertid i sit ’rigtige’ job, og klarede de fleste forretninger der fra. Hverken popkøbmændene eller popmusikerne fra LF blev dengang helprofessionelle. Popklubberne blev store og overtog mange af arrangementerne, men de var næsten uden undtagelse det, vi nu kalder non-profit-organisationer.
Der kom gang i salg af musikgear og plader, og musikforhandlerne og pladebutikkerne tjente godt.
Stat og kommuner ydede ikke tilskud eller støtte, men da det efterhånden viste sig at rocken kunne trække – også de lidt ældre - begyndte større begivenheder som byfester osv. at blive interesseret. Sportsklubber, handelsstandsforeninger, Lions mm. involverede sig, og fundamentet for de nuværende forhold, hvor bands, spillesteder og musikundervisning blev delvist financeret af offentlige midler, blev lagt.
Så selv om nogle førte sig frem i smarte sportsbiler og høj cigarføring, og selv om arrangørerne af de store arrangementer i perioder tjente mange penge, så blev store dele af fortjenesten brug på underskud i ’tynde’ perioder.
 
AFSLUTNINGEN AF PERIODEN OG TIDEN EFTER
Pioneerne fra starten af 60’erne havde lagt grundlaget for rockmiljøet på LF. Deres erfaringer blev brugt i de glade pigtrådsdage i midten af 60’erne, hvor orkestre og klubber blomstrede op overalt i regionen. Allerede i slutningen af 60’erne kunne vi se hvorledes søgningen til de helt store popballer aftog, men vi kunne også høre hvorledes kvaliteten i den lokale musik var steget.
 
Mange unge flyttede fra LF, mange stoppede deres engagement i miljøet, men nye unge kom til, og da 60’erne sluttede, havde de mange aktiviteter sat deres præg på rockmusikken på LF.
Mange lokale amatørmusikere fortsatte med at spille. Nogle i nye rockbands, andre i dansebands eller jazzorkestre. En del begyndte at undervise eller beskæftige sig indirekte med musikken som musikforhandlere, musikbibliotekarer el. lign.
 
Efterhånden som vi blev ældre forekom LF ’mindre’ – det blev nemmere at komme rundt - og hjemegnen var ikke nødvendigvis det lille lokalområde, hvor man boede, men hele LF.
Nye musikforeninger som Spil Op og ikke mindst de lokale, årlige Varme Roer-festivaler, og SOS-baller blev samlingspunkt og opvisning af den lokale rock igennem 70’erne og 80’erne. Det resulterede i  både landsdækkende radioudsendelser og produktionen af Varme Roer-LP’en. De senere år begyndte 50-årsjubilæerne for orkestre m.m, og dem vil der nok komme flere af.
 
Man kan sige, at LF fik den rockmusik, som LF fortjente. Sådan at forstå at f.eks. antallet af gæster til arrangementerne var regulerende for antallet af fremtidige arrangementer eller orkestrenes gå-på-mod blev belønnet med popularitet. Dette er imidlertid ikke hele sandheden. Tilfældigheder og held/uheld spillede naturligvis ind. Hvis nogen tidligere havde placeret et indspilningsstudio på LF, hvis ikke Norman’s havde set rockens popularitet i London, havde de måske ikke startet popballerne i Reventlowparken, hvis Lars Stryg havde besluttet at blive i Danny & the Royal Strings, osv. Fortiden kan ikke ændres siger man også, og LF-Rock.dk har da også kun forholdt sig til historiske facts. Således er det billede, vi nu har af alle rockbegivenhederne, mest realistisk. Vi var førstehåndsvidner til fænomenet, og vores udsagn burde være de mest præcise/sandfærdige. Derfor er det dem, som her er samlet.
Forskellige andre lignende initiativer er ved at kortlægge andre dele af den lokale danske rockscenes historie, men LF-Rock’s undersøgelse er indtil videre den største og grundigste.
 
Det er mit håb, at dette bidrag til LF’s rockhistorie kan skabe så meget interesse, at der snart vil komme andre undersøgelser om andre perioder og emner, således at hele rockæraen kan blive belyst så mangesidigt som muligt.
Det er derfor måske lidt prætentiøst, men sandt, at konkludere, at resultatet af LF-Rock.dk’s undersøgelse, er et eksempel på hvorledes nogle flokke af helt unge med ideer og initiativ gik sammen og formåede at ændre Lolland-Falsters kulturhistorie ved at skrive rockmusikken ind i lokalhistorien.
 
CODA - EFTERSKRIFT
Når vi betragter fortiden er det med forskellige holdninger. Nogle mener, at den står i vejen for fremtiden - andre, at den er med til at forme fremtiden. Vi har også individuelle forhold til fortiden (herunder perioden 1956-70). Nogle af de involverede, jeg har talt med, husker den som en tilstand af lyksalighed med fester uden afbrydelser, andre som en periode fyldt med forspildte muligheder og ubrugt ungdom. Men mange af os har nok en erindring om en periode fyldt med skole og arbejde, men med rockmusikken som et fristed, hvor vi kunne glemme alvoren og pligterne.
 
Dette er historien om rockens start på LF, men også historien om os, der var unge på LF i 1960’erne og som blev vidner til begivenheder, som vi først senere opfattede omfanget af. Vi er spredt eller forsvundet, og ingen før har åbenbart fundet det nødvendigt at samle oplysninger om os og vores musik overhovedet. Derfor er LF-Rock.dk det første projekt af sin art, der er foretaget.
Indsamlingen og registreringen har stået på i en årrække, og selv om der stadig bliver tilføjet yderligere informationer, vil der være emner, som jeg helt bevidst ikke har medtaget oplysninger om. Det er de mere personlige eller økonomiske aspekter. Skulle der alligevel være noget, man ønsker slettet, så kontakt mig. Jeg respekterer naturligvis dette.
Alle oplysninger i arkiverne er skriftlige kilder. Artiklerne er sammensat af citater, som er bedst muligt angivet, samt min egen baggrundsviden, som igen delvis er hentet fra litteraturkilderne.
’Saml oplysninger sammen, organiser dem, og lad andre få glæde af dit arbejde’. Det har været metoden, som også andre med lignende ideer har brugt. Ven og kollega Henrik Bengtsen, som lavede et lignende projekt om Nordsjælland, startede nogenlunde samtidig. Han kunne afsætte et år på fuldtid. Jeg måtte bruge min fritid, og var derfor meget længere om det. Jeg formåede også at lave ”Rockmusik i Køge” som en slags pilotprojekt. Undervejs opstod det ambitiøse projekt ’Dansk rockhistorie’, som jeg håbede kunne være koordinator for vores (og lignende undersøgelser). Det blev imidlertid til Rockmuseet, og har endnu ikke formået at samle alle projekterne, som i mellemtiden er dukket op.
 
Man kan kalde LF-Rock.dk grundforskning, men for mig har denne tur ’Down Memory Lane’ også været lystpræget (ellers var jeg for længst gået kold) og så er hele projektet heldigvis heller ikke økonomisk betinget.
Selv på mine gamle dage er det ikke nostalgi, der har været drivkraften i projektet. Jeg savner ikke min ungdom, ikke koldkrigstiden, ikke de glade pigtrådsdage, ikke alle de små butikker og rejsebiograferne, ikke Lis fra 2. mellem, ikke min gamle Vox AC-30 forstærker eller andre ’vintage’ eller ’road worn’ ting fra mine 60’ere på LF – tværtimod er jeg glad for nutiden og den nye teknologi. Ellers var LF-Rock.dk sikkert også blevet til en gammeldags bog, som ikke løbende kunne opdateres.
Desuden er jeg kritisk over for den store interesse (og nærmest misundelse) som mange af nutidens unge viser for 60’erne. Når jeg hører og læser om de romantiske forestillinger og myter, der er opstået især om rockbranchen, ærgrer det mig lidt, at de ofte er urigtige. Det kan godt være, at vores gamle idoler i sin tid ændrede selve rockmusikken, men mange af dem levede også et ulykkeligt liv, og burde ikke glorificeres – uanset om man kalder det Klub 27 (De mange rockmusikere, der døde alt for tidligt i en alder af 27) eller på anden måde giver dem heltestatus.

Den (især kommercielle) interesse for 60’er-musikken er åbenbart så stor, at antallet af elendige cover-bands er eksploderet. Samtidig genopstår mange rester af 60’er-orkestre i mere eller mindre uhyggelige afskygninger. Det er ofte musik så stueren, tandløs og trist, at jeg ikke genkender stemningen fra de rigtige 60’er-baller, men ser en udnyttelse af en populær, men forsvunden tid. Heldigvis er der megen ny rock, der peger fremad.

Til sidst en tak til alle, der har bidraget. Jeg håber der vil komme yderligere feedback, så jeg kan fylde flere oplysninger på siderne. Jeg håber også, at det vil inspirere andre til at lave lignende undersøgelser, så vi kan få kortlagt flere musikmiljøer og få en sandfærdig oversigt over dansk rockhistorie. Jeg fortsætter selv med andre lignende projekter.

Til minde om Henrik ’Tykke’ Pørtner, Henrik A. Bengtsen, Thomas Grue og mange andre venner, som vi har mistet, men som har været i mine tanker under arbejdet.

Claus Hellgren Larsen, februar 2013
 
                                   
 
 
 
 
Claus Hellgren Larsen | Odinsvej 12, 3.tv., 4700 Næstved  | Tlf.: 40726180 | Hellgren2@gmail.com