Idoldyrkelsen og fanklubberne

 
Selv om mange tror det, så kan rockmusikken ikke tages til indtægt for idoldyrkelsen. I 1960'erne blev den imidlertid så omfattende og fik en sådan karakter, at fankulturen ofte forbindes med tresserrocken.
 
Før rockens ankomst var der allerede en dyrkelse af idoler, som herhjemme blev tydelig i 1950'erne. Først var det de udenlandske filmstjerner og sportshelte, der var mål for især pigernes beundring og idolisering. Underholdningsindustrien var effektiv til at promovere stjernerne og tjene penge på deres popularitet. Stjernerne blev ofte placeret i film, så de blev vist fra vinkler og i situationer, der idealiserede dem. Managerne iscenesatte dem og fodrede pressen med opdigtede historier og skønhedsfotos – og det virkede ofte. Idolerne tjente som forbilleder og kunne også bruges som reklamesøjler for modeprodukter til ungdommen.
  
Herhjemme var det især filmdrengene Ebbe Langberg, Klaus Pagh m.fl. hvis ansigter dominerede ugeblade og frisørsaloner, men da Otto Brandenburg i 1960 gav nogle koncerter på LF og pigerne gik amok, blev det tydeligt, at idoldyrkelsen også gjaldt popstjernerne og ikke kun foregik hjemme på pigeværelserne.
Kunne man ikke komme til koncert med Elvis, Cliff eller Tommy Steele, så kunne de unge bruge deres lommepenge på biografbilletter, ugeblade og plader med idolerne. Og efterhånden blev idoldyrkelsen sat i system. De første egentlige fanklubber, der tilbød fanblade med trivia og fotos af idolerne, så dagens lys. 
   
Her skal ikke teoretiseres over, hvorfor unge lader sig begejstre af idoler, og hvilke psykologiske faktorer, der indtræder. I litteraturlisten (se kilder) findes bøger om fænomenet. Det viste sig jo, at hverken rockmusikken eller idoldyrkelsen forsvandt af sig selv. Den lever jo stadig i bedre velgående. 
Det var dengang pigerne, der var de mest begejstrede fans og mest åbenlyst forgudede idolerne, hvor drengene oftest havde mandlige idoler, og var mere beherskede. Deres idoler tjente for rollemodeller. Drengene kunne efterligne dem og stræbe efter at blive som dem, for derved at opnå pigernes beundring. Ja, mange af pigtrådsmusikerne har indrømmet, at den væsentligste årsag til at de begyndte at spille var, at det blev nemmere at komme i kontakt med pigerne.
 
                            
                                 Hvinende fans, Nakskov 1964
 
I 1963 røg Please, Please Me på 1. Pladsen i England og startede det såkaldte Beatlesmania. ”De navnkundige engelske teenageidoler, kvartetten ”The Beatles” vinder frem med stormskridt i Danmark. De er nu naaet til Nykøbing F., hvor man har startet en fan-klub for d’herrer. Klubben har allerede 200 medlemmer.” (Fo 28.2.64) I klubben regnede man nok ikke med at kunne få Beatles til Nykøbing, men det afholdt ikke den fra at arrangere popballer med lokale orkestre. Nu indså flere lokale unge pludselig, at de ikke var alene med deres idoldyrkelse.
  
I slutningen af 1964, hvor idoldyrkelsen var ved at toppe, kunne man i Folketidende læse en beskrivelse af fæmonenet, der burde kunne berolige nervøse forældre af teenagers: ”Vejen til Beatles-hysteriet. I anledning af, at man fra mange hold søger at dybdegrave problemet omkring de unges uhæmmede dyrkelse af fænomener, som underholdningsgruppen ”The Beatles” og de andre store pop-idoler, har man lavet en undersøgelse, der tydeligt viser, at fænomenet ikke er saa nyt endda. Fortidens store filmstjerner var ude for folkemasser, der ikke giver vor tids pop-modtagelser noget efter i effektivitet og størrelse. Den eneste forskel er i virkeligheden, at tilbederne bliver yngre og yngre, og dette hænger nok sammen med vor tids unges større økonomiske muligheder. Ungdommen i dag er en kæmpemæssig økonomisk faktor i forlystelseslivet”
 
Beatlemania kalder man scenerne med de unge, der skriger og dåner til koncerterne, bogstaveligt jager idolerne, belejrer deres hoteller, lufthavnene osv. nåede et højdepunkt i Beatles’ (og datidens andre store, kendte rockstjerner) tidlige succes. Dette fænomen nåede et højdepunkt i midten af 60'erne, hvor også de kendte danske stjerner som Lollipops, Peter Belli måtte beskyttes mod vilde, aggressive fans.
 
                     
The Beatles flygtede fra fans til badeferie på Bahama. Thunderbirds (tv) og Servants kunne nøjes med at tage til Bøtø  
 
Orkestrene på LF havde alle en tilhængerskare. Den lille udgave kunne være et bandmedlems søsters veninde og et par klassekammerater. Den store udgave var fanskarer i flere af de byer, hvor orkestrene jævnligt optrådte. De populæreste grupper fik ofte en ven eller veninde til at organisere en fan-klub. Eller fans gik sammen og dannede selv fan-klubben. Der blev trykt medlemskort, udsendt små hæfter, givet rabatter til ballerne osv..
 
Fanklubberne var en naturlig ting dengang. I en periode hvor de fleste var fan af en-eller-anden, var det oplagt at formalisere og organisere fans i fanklubber. Stærkt tilskyndet af idoldyrkelsen som den fandt sted i især midt-tresserne: Pladeomslagene skulle helst have gode separate fotos af idolerne, og det blev en periode almindeligt at samme pladeomslag fik hvert orkestermedlem til at besvare de samme spørgsmål om alt lige fra skostørrelse og foretrukne biler, pigetyper osv.
I pop- og rockblade (Fanzines) som Børge – Hit – Vi Unge, m.fl. var det vigtigste indhold flotte farvefotos "lige til at hænge på teenageværelset". Det var således ikke kun til koncerter, at idoldyrkelsen kunne ses, men også efter skoletid kunne især pigerne drømme om at vinde i en konkurrence om "en dag med dit idol".
 
   
Fan sammen med idol (Jan Due fra The Lions) 
          
Uvist af hvilken årsag blev Lolland Falster et af de steder i landet, hvor fanklubberne var mest aktive. De fik en helt speciel status, og blev faktisk en stor del af det lokale rockmiljø. Var det Danny & the Royal Strings' talent, udseende, tøj eller andet, der var årsagen? Et faktum er, at Danny'erne havde landets største fanklub (D.R.S), der talte medlemmer overalt i landet og sågar udlandet. Lars Stryg fra Danny'erne ser tilbage ”Det var en skæg tid. Men altså, du skal ikke tro, pigernes beundring steg os til hovedet. Vi vidste godt, at det ikke var os selv som personer, de var vilde med. Det var vores symbolværdi. Vi stod for oprøret. Vi turde have langt hår og smadre guitarer på scenen”. Alligevel blev øveaftenerne indledt med at læse de mange fanbreve, som de fik tilsendt.
 
      
                                                      Fankort
  
Arrangørerne var længe om at finde ud af, at disse fans faktisk udgjorde en stor delaf de besøgende når deres favoritter spillede. Så i 1964 begyndte D.R.S.’s fanklub selv at arrangere popballer, så de lokale fans kunne fordrive ventetiden til idolerne kom, med andre orkestre – eller medlemmerne ikke behøvede at tage langt for at opleve dem.
S.D.F (Det var åbenbart sagen at bruge forkortelser) var The Shaking Danes’ fanklub i Nakskov var meget aktive fra starten af 1964 og flere år frem. Klubben havde langt over 500 medlemmer. SDF arrangerede desuden lokale talentkonkurrencer, møder, udflugter osv.
Dynamite Group og The Hangmen havde også fanklubber, som i 1966 arrangerede popballer.
I slutningen af 1964 dannedes Shaking Club – en popklub, hvor Shaking Danes var husorkester og spillede for halvdelen ”af døren”. ”Det er meningen af klubbens unge, der har mod og lyst, får lejlighed til at synge sammen med orkesteret for at vise, hvad de du’r til!” (NyD)
The Strangers Star Club lavede arrangementer og havde kontakt til Københavnske arrangører.
 
På denne måde blev LF's fanklubber gavnlig for den lokale ungdom. De blev ligesom popklubberne et aktivt samlingspunkt.
 
Lollipops startede i 1960 som børnestjerner. Både herhjemme og især i Sverige blev de hurtigt teenagepigernes største danske idolgruppe, og til deres koncerter opstod scener, som lignede Beatlemania. Selv om de havde flere pladehits i midt-tresserne, var deres popularitet på vej nedad.
  
Torben og Jørgen Lundgren. Lollipops på LF 1968
 
Jørgen og Niels Olsen. The Kids på LF 1968
 
The Kids var et andet børneband. Deres popularitet var imidlertid på vej op. De blev i 1970 kendt som Brdr. Olsen. 
  
”Når beat-guderne skal tilbedes i pop-templet. Red Squares er fire unge englændere, som enhver beat-fan – og dem er der mange af i aldersgruppen 12-18 – bliver bløde i knæene og hede om hjertet, naar de staar på scenen. De er sagen, og begejstringen er ikke kønsbestemt. Den slags ligegyldigheder som sværmeri, er der hverken tid, lyst eller ro til i et pop-tempel, naar Red Squares lukker op for talentet, der bliver blæst ud i lokalet”.
The Red Squares havde specialiseret sig i falset-ballader, og det ramte lige i plet i nogle år – de opnåede stor popularitet i Danmark, hvor de nærmest boede og turnerede. Når nu ikke de allerstørste grupper kun var tilgængelige på fotos, så blev Red Squares det, der (bogstaveligt talt) var inden for rækkevidde. De kunne ofte opleves i levende live, og de havde en meget stor fanskare.
Der var naturligvis også ’passive’ fans. Var du medlem af en fanklub, kunne du måske få en række fordele. Det kunne være aktuelle tilbud eller rabatter, og det var måske årsag nok til at melde sig ind i en fanklub.
Hvor det nu om stunder kan give prestige, at fremvise en hel serie armbånd fra diverse festivals man har deltaget i, så var det dengang almindeligt med en længere række medlemskort til popklubber og fanklubber.
 
Kirken følte sig nødsaget til at komme til orde – bl.a. da nogle John Lennon-udtalelser blev udlagt som ”The Beatles er mere populære end Jesus”. Man kunne tro, at der var en forståelse i Pastor Hakon Bojsens artikel i Nykøbing F. Kirkeblad i august 1966, da han skrev: ”Om jeg er forarget paa Lennons udtalelse? Ikke tale om, tværtimod maa jeg give ham ret.” Argumentationen munder imidlertid ud i et ’profeti’: ”Lennon er glemt af alle hans tilbedere om bare fem aar. For saadan er jo vilkaarene for pop. Hvem gider f.eks. beskæftige sig med Elvis Presley i dag. Saadan kommer man ned med nakken.” Endelig den sædvanlige svada: ”Maa jeg i al beskedenhed rette den anklage mod popmusikken, at den og dens udøvere bliver genstand for en næsten afguderisk hyldest. Det huer mig virkelig ikke at se ellers normale unge piger falde i svime over nogle undersvende, der efter bedste evne haandterer deres musikinstrumenter; det er da for pjanket og hysterisk at vende det hvide ud af øjnene som tegn paa, at man kan lide musik. Og at hænge meterhøje afgudsbilleder over sin seng er da lige saa uklædeligt baade for væggen og for pigen. For det er en ualmindelig kedelig oh misforstaaet blanding af pop og religion. Hver ting til sin tid. Den første vel en halv snes aar endnu, den sidste forhaabentlig andre 2000 aar.” (Fo 2.9.66)
Det store kor af forargelse havde deltagelse af næsten alle voksne og officielle talsmænd: Psykologer, læger, intellektuelle og medierne. Så højtråbende var de voksnes fordømmelser, at enhver ung burde føle sig skamfuld ved sådan at opføre sig anderledes end forældrenes foreskrifter.  
 
Kontrollører kæmper for at styre fans. Maribo
 
Mod slutningen af 60'erne var der stadig idoldyrkelse, og det kunne også give de unge idoler forskellige privilegier. Jørgen Petersen (Our Sound): "Det er nok det tætteste, jeg har været på at være et "idol": vi skrev autografer en masse, når f.eks. Johnny og jeg havde været på den obligatoriske tur gennem gågaden fredag aften og hilse på 120 mennesker (vi prøvede at tælle, hvor mange), gik vi i Kinohallen på diskotek "Pulterkammeret", hvor vi have "EGNE PLADSER" - tænk sig, hvis nogen sad på vores stole, rejste de sig om gik, når vi kom - det var lidt voldsomt i en alder af 17 år."
 
Idoldyrkelsen er nu om dage blevet en accepteret del af rockmusikken. De unge fans bliver allerhøjest mødt med en stille hovedrysten. LF's mange fanklubber blev imidlertid gavnlig for den lokale ungdom. Ligesom popklubberne var de aktive samlingspunkter og interessefællesskaber.
 
Mange fans blev ældre og nye interesser optog dem. Hvor idoldyrkelsen nåede et højdepunkt i midten af 60’erne, så fladede den noget ud frem mod slutningen af årtiet. De mest skingre fans blev mere afdæmpet, men nogle af datidens unge er såmænd stadig aktive i fanklubberne. F.eks har Cliff Richard i Danmark en særdeles aktiv fanklub. Og i Dansk Shadows Klub samles talrige gamle pigtrådsmusikere og beskæftiger sig med alt, der har med deres gamle idoler at gøre. De gamle orkestre, der stadig optræder (bl.a. Red Squares - nu med rynker)kan stadig få blodtrykket op hos pensionister og bedstemødre. På internettet findes mange hjemmesider, der dyrker de gamle idoler. 
 
                                   
 
 
 
 
Claus Hellgren Larsen  | Hellgren2@gmail.com