FRA ROCK’N’ROLL OVER POP TIL ROCK 1954-1970
Mange steder på dette site bliver forskellige musikgenrer anvendt mere eller mindre indforstået. Derfor følger her en indføring i de forskellige betegnelser. I modsætning til dengang, så har vi nu haft mulighed for at sætte rock i historisk og musikalsk perspektiv, og selv om det kan være uoverskueligt med alle de genrer og betegnelser, der er kommet til siden, så er der alligevel nogle pejlinger i strømningerne af musik, som de fleste er enige om.
Bill Haley & His Comets, USA 1954
Rock’n’roll’en startede i USA i 1954. I de første år skabte den vild forargelse rundt om i verden, hvor den bredte sig. Den blev kaldt ensformig og vulgær. Junglerytmer og negermusik sagde man, men den blev hurtig populær blandt de unge. Rock’n’roll’ens rødder går tilbage til den sorte musiktradition fra sydstaterne i USA, hvor Blues og gospel var nogle af ingredienserne. Musikken flyttede med de sorte til storbyerne især langs Mississippi-floden i industrialiseringsperioden, og efterhånden begyndte man at kalde den rhythm’n’blues. De kraftige betoninger af rytmen og de såkaldte ’call & response’ (Hvor en forsanger synger i dialog med et kor) gjorde den populær. De simple hverdagstekster med seksuelle undertoner og sjove slang-udtryk ramte de fleste unges smag.
Især i Memphis, Tennessee lykkedes det at finde en holdbar musikalsk opskrift. En række unge hvide med Elvis Presley, Jerry Lee Lewis, Carl Perkins m.fl. fik med producer Sam Phillips' hjælp bragt energien fra den sorte rhythm’n’blues og harmonierne og melodierne fra den hvide country-musik sammen, og resultatet blev en sensation fordi en ny musikkultur var opstået. Rockabilly (En sammensmeltning af rock og hillbilly) kaldte man det først, men rock’n’roll blev betegnelsen, som bedst hang ved.
Andre steder i USA kunne de sorte nu også selv: Ray Charles, Fats Domino, Little Richard, Chuck Berry og flere var alle væsentlige rock’n’roll sangskrivere og musikere.
Singlepladen og singlehitlisterne var blevet målestokken for succes, og der blev solgt så mange, at andre, især hvide solister og orkestre, skyndte sig at være med. Bill Haley & His Comets og Buddy Holly samt fra England Tommy Steele og siden Cliff Richard fik i midten af 1950’erne en lang række rock-hits. Gennemslagskraften var så stor, at mange af disse hits stadig er standards på rockrepertoiret.
Da rock’n’roll blev introduceret herhjemme i 1956 blev den kaldt rok og rul. De første orkestre, der blev benyttet, var jazzmusikere, der var indkaldt til formålet. Efterhånden blev rigtige rok og rul-orkestre etableret, og i ungdomsklubber og i de nye rockklubber blev livemusikken præsenteret også i provinsen. Melvis and his Gentlemen, The Danish Sharks, The Crazy Rock Boys m.fl. blev mange unges første møde med rocken.
I slutningen af 1950’erne begyndte nye toner at præge hitlisterne. Den aggressive rock’n’roll blev erstattet af en pænere musik. Man bruger fællesbetegnelsen pop om den hvide ungdomsmusik, der blev populær. Det så ud til, at de ældre generationer, der hadede rock’n’roll, men som sad på magten i under-holdningsindustrien havde formået at ændre musiksmagen mod en harmløs mainstream – også kaldt teeny bop. På kort tid dukkede en endeløs række af nye navne op. Enkelte grupper, men mest solister, som pænt sang, hvad de fik besked på. Kun de bedste af dem fik mere end et par singlepladehits. Pat Boone, Paul Anka, Brenda Lee, The Everly Brothers og de sorte pigegrupper The Shirelles og The Ronettes først og fremmest.
Tin Pan Alley var stedet i New York, hvor musikforlæggerne boede. Det blev siden en betegnelse for den beregnende industrifremstillede popmusik, der skulle få teenagerne til at købe den. Disse sangskrivere og musikere blev lanceret som idoler få lige fod med filmstjerner. Herhjemme gik det ikke bedre: Flere tidligere rock’n’roll-ere med Johnny Reimar, Otto Brandenburg og Preben Uglebjerg i spidsen gik popvejen til salgsmæssig succes.
De nye danse der kom i starten af 1960’erne især blev afgørende for periodens musik. Dels blev der produceret meget musik, hvis eneste formål var at akkompagnere dansene, og dels fik den en effektiv promotion.
The Stroll (1958) The Twist (1960) osv. Teksterne var nærmest danse-instruktioner og orkestrene blev præsenteret som ”twist-orkester”, ”shake-gruppen” osv. "Hully Gully skulle forestille at være en ny variation af rock - Noget med en mere afslappet rytmekompagnement og godt med dyb bas"(Vi Unge 5/63)
Peter Belli & Les Rivals i St.Heddinge 1965
Den elektriske guitar fødtes næsten samtidig med rock’n’roll-en, og den kunne vække nye generationer. Godt nok stadig i pæn lyd, men nu med ekko- og rumklang-effekter, der virkede. Duane Eddy, The Shadows, The Ventures, The Spotnicks og vores egen Jørgen Ingmann, var med til at sætte en helt ny bevægelse i gang. Herhjemme startede en endeløs række af guitargrupper. Igen lød der et ramaskrig fra offentligheden. Pigtrådsmusik blev den nedsættende betegnelse, der blev hængende til midten af 60’erne. The Rocking Ghosts, The Cliffters, vore egne Danny’er......ja, mange af de siden hen kendte danske musikere, startede i et lokalt pigtrådsorkester. ”At guitaren ikke har mistet sin popularitet, efter at en sådan skulle være hvermandseje, da Tommy Steele havde rock’et sig ind i alle unge, fik man et tydeligt bevis på, for der var mange – både solister, duoer og trioer – der havde dette instrument med på scenen” skrev Ny Dag i 1961 i forbindelse med en lokal amatørkonkurrence.
El-guitaren blev symbolet på den nye ungdomsmusik. Den var med til at eksponere den lyd, der tændte de unges interesse. Den var lidt dyr, men det var forholdsvis nemt for nye musikere, at få disse guitarnumre til at fungere – og der var masser af jobs at få. Det blev straks sværere, da der skulle synges rent og skriges de rigtige steder.
Og det skulle der herefter. Det de fleste forbinder med ”Tressermusik”, og som vi bedst husker, er nemlig Mersey-beat. Her var det bl.a. skrigene, der forargede de gamle – også skrigene fra fans’ene. Da The Beatles røg til tops på hitlisterne, var det som om de havde ramt tidsånden helt præcist. De havde guitarerne, stemmerne, talentet, charmen, produceren, markedsføringen… ja, alt faldt på plads for disse Liverpool-drenge. De dannede fortrop for en lang række af nye, unge grupper fra især Mersey-flodens område, der nu kom til at dominere de unges musiksmag. Selv det ellers så dominerende USA måtte kapitulere fra 1963 og nogle år frem. The British Invasion kaldte de det.
Men intet mindre end forfærdeligt kaldte ’de gamle’ det. Især da begrebet Beatlemania opstod. De unge – især piger – var så vilde med disse nye idoler, at de skreg og hylede og besvimede ved synet af dem. Også The Hollies, The Searchers, The Kinks og mange andre grupper blev idoler. Da disse tidligste engelske grupper fandt ud af selv at skrive hits, der blandede pop og rock, der efterhånden henvendte sig mere direkte til teenagers verden over, var succesen hjemme og pladesalgene af deres hits – også på de efterhånden mere almindelige LP’er – oversteg selv de mest optimistiske branchefolk. Popblade, radio- og TV-eksponering og tusindvis af unge strømmede til koncertturneer. Her blev rockmusikkens popularitet øjensynlig for alle og for første gang kunne man tale om en egentlig verdensomspændende rockkultur. I 1964-65 startede mange nye bands på LF og unge strømmede til spillestederne.
Mange af de populære engelske grupper havde et mere upoleret image og de spillede en mere rå musik. De var i starten inspireret af rhythm’n’blues. The Rolling Stones, The Animals, The Who, The Pretty Things m.fl. Og så hører det med, at en række engelske musikere nærmest genopdagede den ældre amerikanske bluesmusik. Alexis Korner og John Mayall havde i deres mere puritanske bluesbands oplært mange musikere, som siden blev store stjerner. De gamle bluesmusikere fra USA begyndte at turnere i Europa, og også i USA genopdagede man sine egne musikrødder.
USA var nu ikke gået helt i stå trods den britiske invasion. Især soul-musikken var blevet populær. I stil med Tin Pan Alley var der i Detroit startet et foretagende Tamla og siden Motown. Det blev en musikindustri med faste sangskrivere, studiemusikere, pladeselskab og marketing og det opnåede stor succes med musikere som bl.a. The Supremes, The Temptations, The Four Tops og Marvin Gaye. Herhjemme begyndte nogle grupper at høste succeser ved at optræde med soulmusik. Nalle & The Big Sound, Peter Bellis Four Roses f.eks. Samtidig (I midt-tresserne) blev Memphis igen smeltedigel for ny musik. Det blev en knap så hitlisteorienteret soulmusik med navne som: Otis Redding, Sam & Dave, Booker T and the MG’s og Wilson Pickett. Soul’en var dansemusik domineret af en blæsersektion, et kor og i front en karismatisk forsanger, der både kunne sjæle og svede. Det dannede inspiration for 1970’ernes disco- og funkmusik.
Danny and the Royal Strings på scenen
I Californien havde The Beach Boys især været de fremmeste eksponenter for Surf-musikken det meste af 60’erne. The Byrds, Buffalo Springfield, m.fl. fik hits med rockende udgaver af folkemusiknumre. Folk-rock. Los Angeles og San Francisco var fra 1967 blevet de nye ’rock-hovedstæder’.
Hippie-bevægelsen havde sit udspring her, og musikere fra hele verden strømmede til byerne for at være en del af denne nye ungdomskultur. Psychedelic/syremusikken trak tusinder til koncerterne. Her startede også de store rock-festivaler. Nye navne som The Doors, Jefferson Airplane, Grateful Dead, Janis Joplin, Country Joe and the Fish og andre grupper med skøre navne tog bevidsthedsudvidende stoffer og gav publikum et musikalsk trip ved at spille fri musik i timevis. De eksperimenterede med lyde, instrumenter og tekster uden grænser. De indspillede også LP’er, som slet ikke kom på hitlisterne. Det var de også ligeglade med – for nu var det ikke penge, men de nye antiautoritære holdninger, som talte. I starten af 1968 oversteg antallet af solgte LP'er singlesalget (ca. 100.000 i Danmark)
Det begyndte imod slutningen af 60’erne at gå op for nogle, at friheden havde en pris, at stofferne gav problemer, at musikken blev for abstrakt, og nogle af rockens ’bannerførere’ fandt tilbage til en ny enkelhed i den gamle folkemusik. De oprindelige folkemusikere Bob Dylan, Joan Baez, Country Joe, Crosby, Stills & Nash o.m.a. spillede nu igen akustisk musik. Folkemusikken oplevede en opblomstring i 60’erne. Woody Guthrie, Pete Seeger og engelske Donovan bl.a. havde dyrket den traditionelle folkemusik og genopdaget den som protest i den stigende politiske bevidsthed blandt de unge. Den akustiske guitar og et budskab kunne igen bruges i kampen for borgerrettigheder og mod krig og diktaturer. De fleste lande kunne bidrage med deres egen folkemusiktradition, og herhjemme kunne folke- og protestsangere som Cæsar, Povl Dissing og Trille midt i rockbølgen sælge tusindvis af plader. I 1967 kunne vi opleve dem på scenerne rundt om på LF. Søpavillonen, Rødbyhavn kunne i sommeren 1967 og -68 tiltrække et stort publikum fordi de fik de kendeste repræsentanter for folkemusikken herhjemme på plakaten. Der opstod ikke egentlige folkemusikklubber på LF, men enkelte lokale folkesangere begyndte at optræde og kunne nemt passes ind i popklubbernes program
I 1969 var talrige rockgrupper opløst. Hvor det i starten af 60’erne drejede sig om at underholde og blive underholdt, om sang og dans og sjov og ballade, så blev musikernes tekniske standard forbedret. Ambitionsniveauet (og lydstyrken) blev hævet, og rocken begyndte at få holdninger. Indflydelsen fra folkemusikken med vægt på tekstindholdet blev tydeligere. Lytningen var blevet vigtigere end dansen. ’Hobbymusikerne’ stod af, dygtige musikere fra jazzmiljøet blev tiltrukket af rocken, og musikerne ville gerne vise, at de virkelig kunne spille, og stilen blev mere eksperimenterende og aggressiv. Power-trioer og supergrupper som Cream, Led Zeppelin Jimi Hendrix blev nye helte, og der blev dannet skole for 1970’ernes heavy-rock, den politiske rock og jazz/rock-en,
Utallige gange siden den var dukket op, blev rock'en erklæret død. Det var naturligvis dem, der havde en interesse i det, der kom med påstandene – men rock'en ændrede sig og udviklede sig, og gradvis blev musikken taget seriøst. Den kunne ikke standses, og tressermusikken ser ud til at overleve længere end nogen havde forestillet sig. I dag er de fleste enige om at 1960’erne var det årti, der frembragte den mest spændende og mest forskelligartet rockmusik, man har oplevet. Rocken startede som et musikoprør, og blev i 60'erne ungdommens foretrukne musik, og er efterhånden blevet stueren familie-pop, men den har præget musikerne og fans'ene på livstid. Den lever stadig i nye former – og er udført og genindspillet i så mange forskellige versioner siden - at det er uden sidestykke i musikhistorien.
