Det kunne forekomme som en umulig drøm at blive popidol, men drømmen blev holdt i live i mange teenageværelser rundt om på LF. Ugebladene især berettede om børn og unge, som blev popstjerner, og hvem ved, måske kunne en af de talrige, lokale amatørkonkurrencer, som blev afholdt i slutningen af 50’erne og starten af 60’erne være springbrættet for en ny lokal Tommy Steele, Elvis, Gitte eller Jan & Keld?
Senere, da det var poporkestrene som blev populære idoler, blev drømmen ikke helt så uopnåelig. De unge fandt ud af, at man slet ikke behøvede at kunne synge eller vinde en konkurrence for at blive stjerne. Man kunne vel bare købe noget udstyr, finde nogle at spille med, kalde sig rockmusiker, så kom resten af sig selv – eller hvad?
En af årsagerne til at at så mange nye grupper dukkede op i 1963-64 var, at de unge på LF netop bare kastede sig bare ud i det. Begejstringen for den nye rockmusik var igangsætter, men hvor længe varede entusiasmen?
Hvis man skulle til at spille musik, så var det nemlig ofte noget man skulle snyde sig til i sin fritid, eller et privilegium, man havde. Det måtte ske på bekostning af alt det fornuftige, som de voksne forventede, at man beskæftigede sig med. Var det så oven i købet pop- eller pigtrådsmusik, så var den første hurdle ofte forældrene: ”Da vi startede med at spille akustisk derhjemme blev det i starten accepteret. Siden blev det saboteret med begrundelser som ’tidsspild’ eller ’det går ud over dine pligter og lektier’. Da vi begyndte at koble mikrofoner og elguitarer til forældrenes radioer og stereoanlæg skulle det helst ske, når de ikke var hjemme. Da vi fik forstærkere og rigtige trommer, så var det ud!” berettede en af musikerne. Begrebet 'garage-bands' havde en meget konkret betydning for mange af LF's orkestre.
Især den elektriske guitar, som blev flash’et af idolerne, blev et symbol for alt det spændende: Popularitet, frihed, selvtillid og penge; og var der noget mange af os manglede, så var det bl.a. disse ting. Musikforretningerne begyndte at få rigtige el-guitarer, så nu kunne man se dem, ja, prøve dem. Vi husker alle vores første elguitar. Det var tit noget, vi havde ønsket os længe og nu endelig købt.
Team Building og coaching var ord og begreber, som endnu ikke havde fundet vej til ordbøgerne – og slet ikke til øvelokalerne. Heldigvis - fordi vores engelskkundskaber var I forvejen kommet hårdt på prøve, når vi skulle lytte sangtekster af fra radio eller plader, eller lære musiktekniske udtryk. Så disse værktøjer til samarbejde og udvikling ville nok være uoverskuelige for os teenagers. Vi måtte via naturmetoden lære at have med situationer at gøre, som vi ikke kunne drømme om, vi ville havne i. Autodidakte som vi næsten alle var, gjaldt det om både at lære at spille et instrument og organisere et orkester.
Kammerater, der havde samme drømme fandt sammen, og begyndte at se på mulighederne. I starten af og midten af 60’erne var rollefordelingen i orkestrene temmelig klar: Basguitar/rytmeguitar/singleguitar/trommer samt evt. en forsanger. Det var besætninger fuldstændig som de populære rockgrupper. Alle kunne ikke være Hank Marvin eller Mick Jagger. Virkeligheden for disse mange nye grupper var den, at tilfældet ofte rådede. Med den sparsomme musikundervisning som skolerne tilbød, var det mest sandsynligt, at de færreste kendte deres evner som musiker. Hvis ingen kunne spille et instrument i forvejen, så måtte man vælge efter hvilket instrument, der var ledigt i orkesteret. ”Du må godt spille med os, men der er kun bas og trommer tilbage”. Ud fra en formodning om, at den dårligste guitarist ville anrette mindst skade på musikken med kun fire stringe i dybe toner, blev han 'dømt' til bassist.
Love Reflection: ”Vi havde på det tidspunkt (1967) besluttet at fortsætte som trio og manglede bare en trommeslager. Vi kontaktede Rasmus (Romme) og aftalte at mødes og prøve at spille sammen. Han dukkede op med sit trommesæt og en meget genert ven. ”Jeg vil gerne spille med jer, men kun hvis min ven kommer med”. ”Nå, så lad os høre”. Vennen (Søren Nielsen) blev koblet til og efter 10 sekunder var han ansat, og orkesteret var nu en kvartet. Søren kunne nemlig guitarintroen til ’Hey Joe’. Dette nummer blev fast på orkesterets sætliste i lang tid. Venskaber og sekunder kunne være afgørende for en fremtid i branchen.
Et kørekort, eller oven i købet en bil, var populært og kunne give direkte adgang i orkesteret. ”Vi er alle kun 16 år, så når vi skal ud at spille, må vi hver gang leje en vognmand. Det ville være meget billigere, hvis vi havde kørekort og selv kunne køre” sagde Sklander (Sound of Servants) Jes Pedersen (Danny & the Royal Strings) "Ingen af os havde kørekort, men det havde Bo [Overgaard] og han måtte derne låne sine forældres bil"
John Ordon (Whom): ”Min interesse for musik (60’er musik) startede omkring 1963. Jeg blev simpelthen fascineret af pigtrådsmusikken og besluttede, at jeg også ville spille guitar som så mange andre i den periode. Min første guitar blev købt i Østre Port’s Musikhandel. Det var en Egmond (blokguitar) pris 395,- kr. Jeg kunne dog ikke spille på den, men hvad gjorde det? Når andre kunne lære det, kunne jeg vel også. Så jeg startede hos en gammel musiklærer, som dog kun kunne spille på klaver, men det var nu noget af en fiasko. Han ville lære mig noder, som jeg hverken havde lyst eller tid til, så efter 3 spilletimer stoppede jeg. Der måtte da være andre måder at lære at spille på. Jeg gik nu til alle de popballer, som jeg kunne komme til, og her kunne jeg ”lure” hvordan de rigtige musikere spillede, og når jeg så kom hjem, så var det frem med spaden, og øve det jeg havde ”luret”. Der gik da heller ikke lang tid, før jeg kunne spille, så det lød af noget – syntes jeg selv”
Min egen scenedebut på min skole blev heldigvis kronet af ros og beundring af alle skolekammeraterne og sågar musiklæreren, men også med én af de sædvanlige bemærkninger: ”Hvis I kan støje så meget i en alder af kun 16, hvor højt bliver det så ikke når I bliver 20?”
I Hangmen’s spæde start kunne ingen overhovedet spille noget instrument, men ”vi var besluttet på at spille sammen, men vidste ikke på hvad. Da vi sammen besøgte en rigtig musikhandel blev vi skuffede. Instrumenterne var dyre og svær at spille på. Trompeten gav ikke en lyd fra sig selv om man trykkede på ventilerne. Det blev til nogle brugte akustiske og halvakustiske guitarer. Så var det hjem og lære fra en instruktionsbog med akkorder. Vi lærte hver en akkord, og så skiftedes vi til at spille den, når det var vores tur og lød rigtigt i melodien”.
Nogle blev overtalt til at være med i orkestre og havde derfor ikke andre ambitioner end et venskab. Selv efter de første vellykkede jobs var vores bassist i Soar, Karsten slet ikke begejstret som os andre. Repetionerne i øvelokalet var en plage for ham. Godt nok foregik de mest på søndage, men undskyldningerne om, at han skulle i kirke, vidste vi ikke var rigtige, da de stadig blev brugt, når vi øvede på hverdage. Han fik aldrig skaffet sig en bas, men lånte en alm. elguitar. Og godt nok kunne der også være koldt i øveren, men han beholdte sine vanter på, mens han spillede. Han fastholdt, at disse gav den helt rigtige baslyd. Derfor var han nødt til også at huske at benytte vanter, når vi spillede til jobs - også i svedige klubber.
En person med lidt teknisk snilde som f.eks. en elektrikerlærling havde også gode muligheder i et orkester. ”Bemærkelsesværdigt var et virvar af elektriske ledninger og et regiment af fine højtalere og forstærkere. Vor tids musik har naturligvis taget vor tids elektriske opfindelser i brug. Ellers ville det heller ikke være rigtig POP, og man ville heller ikke naa den decibelgrænse, som gaar an til en menneskelig trommehinde, inden den sprænges” skrev Folketidende i 1963 om en amatørkonkurrence.
Aviserne og den øvrige presse var hadefuld eller i bedste fald sarkastisk, hvis den overhovedet gad beskæftige sig med noget så underlødigt som rock. Det var også herfra at udtrykket pigtrådsmusik kom. Skarpe, høje lyder, der rev lytterens øre til blods.
I 1964 forsøgte en journalist på Folketidende at forklare (i en foromtale, hvor det er tydeligt at Høiers Musikhandel har bidraget med teknisk know-how) ”For de enkelte af vore læsere, der endnu ikke har forstaaet, at ”pigtråds-musikken” – eller støjen om man vil - er det eneste, der duer, kan vi forklare, at denne form for livsudfoldelse staar i nøje forbindelse med brugen af én eller flere guitarer samt af eet eller flere forstærker-anlæg. Det er ikke længere udelukkende sangstemmer, der forstærkes op gengives for publikums øren via et højtaler-system. For mange aar siden begyndte man tillige at forstærke instrumenternes stemmer. Man har elektriske instrumenter af mange forskellige arter; det mest yndede elektriske instrument er guitaren. Ikke alene styrken er forbedret, ogsaa kvaliteten er af finere beskaffenhed – den tekniske i hvert fald” (Fo 28.5.)
Teknikkens finere beskaffenhed bevirkede også at det efterhånden stillede større krav til sangerne i orkestrene. Beskyldningerne for bare at skrige og skråle forstummede efterhånden som forsangerne blev bedre. Johnny Jensen fra Father McChinn var en god forsanger, men havde et problem som de fleste andre i den alder. Hans søster forsøgte at hjælpe ”Tror du ikke en Gajol hjælper?” Der var overgang i stemmerne og overgang i det hjemmelavede anlæg. Knitren og skratten, gnister og røgskyer var ikke effekter, men uheld!
De liveoptagelserne der findes vidner om beskedne sangtalenter blandt os unge drenge. Så meget mere bemærkelsesværdigt er det, at så få piger sang rock. Både Liverbirds fra England og The Butterflies, som optrådte på LF var rene pigegrupper, men LF-orkestrene synes ikke at have haft pigemedlemmer overhovedet. Pigerne var fans og med i popklubbestyrelser eller førte sig frem som go go-dansere, men først i 70’erne blev lokale kvindelige musikere almindelige. Egentlige auditions til optagelse i et orkester blev først praksis i slutningen af 60'erne, hvor flere musikere var blevet dygtigere.
Hvor vi unge selv måtte prøve os frem, når vi samledes om den nye pigtrådsmusik, så var der anderledes forbrugervejledning fra spillestederne til de gamle. Da Bangs Have, Maribo begyndte med pigtrådsaftener annoncerede de. ”Adgang for voksne – er på eget ansvar”.
Næsten alle LF’s orkestre startede som venskabsgrupper. Ofte små grupper af skolekammerater, hvis yndlingsmusik var vildere end de andres - især forældrenes. Sådanne minoritetsgrupper finder sammen, og de der elskede rock, samledes om at lytte til de nye plader, og fik ideen til selv at spille. I 1964-66 startede de fleste som debutgrupper, hvor ingen havde erfaring med at spille.
Som et sportshold måtte man stå sammen. Ofte opstod en naturlig arbejdsfordeling. Det optimale var den synergi, der opstod når et band blev bedre end summen af de enkelte medlemmer. Et band skal imidlertid også udvikle sig, og den gode kemi kunne let forsvinde. Bandmedlemmers begrænsninger blev tydligere og hindrede udviklingen.
Senere blev det almindeligt med en orkesterleder - ligesom i jazz- og dansebands.
I modsætning til storbyerne, så var det betegnende, at de fleste unge på LF, der gik med en musikerdrøm, fik én chance for at realisere denne drøm. Hvis de fik startet et orkester, så måtte det briste eller bære. Gik et medlem ud, så var han oftest afskåret for at fortsætte med at spille – der var ikke andre i nærheden. Det var ofte et spørgsmål om logistik. Næsten alle orkestrene fra København skiftede konstant ud og kunne bedre overleve på denne måde.
Med enkelte undtagelser spillede alle orkestrene kopinumre. Det var det nemmeste. Man kunne i forvejen mange af de udenlandske hits udenad, så nu var det bare med at få det til at lyde nogenlunde. Aural kalder musikvidenskaben det, vi kaldte det at 'lytte af' eller 'planke'. Idealet var at få de enkelte numre til at lyde som pladehits'ene De første tiltag var svære, og der skulle gode ideer til, når man ikke lige havde penge til bare at købe sig instrumenter og udstyr. The Gunfighters fra Nakskov øvede først hjemme hos Peter Hansens forældre, men blev henvist til et udhus: “Vi fik skrabet sammen til en forstærker, og vi blev hurtigt kendt i Tårsvejkvarteret, for det lykkedes os flere gange at sprænge hovedsikringen, så strømmen gik på en stor del af Tårsvej. Vi lærte os selv at spille. I starten foregik det på spansk guitar og trommeslager Ole Rasmussen måtte slå de første slag på bunden af en gammel zinkskraldespand. På klods i en musikforretning i Nykøbing fik vi alt fra elektriske guitarer over mikrofoner til forstærkere. Derefter var det bare ud og spille instrumenterne af”. Jes Pedersen (The Young Ones): "Sanning havde pladerne med det nyeste fra USA, så vi gik i gang med at plagiere alle de store fra dengang. Sannings forældre lagde hus til - og fjernsyn. Det blev brugt som forstærker for guitarerne"
Høiers Musik i Nykøbing, Nordahl’s Musikhus i Nakskov, Th. Jørgensen i Sakskøbing og Hagstrøm-filialen i Søllested var de førende lokale leverandører af musikudstyr. Det store udvalg måtte man til København for at finde, eller finde i postordrekataloger. Under uddannelse eller i lære gav ikke mange penge, og udstyret var dyrt, så det originale amerikanske var næsten udelukket. Tysk, svensk og efterhånden japanske kopier var indenfor mulighederne, men der skulle mindst 15.000,- (svarende til over 100.000,- i år 2000 kr.) for et bare nogenlunde og komplet udstyr til et orkester.
Søren Spure Christensen fra The Fiddlers, Grænge gik til violinspil, men ”efterhånden blev violinen anvendt som erstatning for guitar. Da Karsten Nielsen fik en basguitar med forstærker kunne violinen ikke hamle op med bassen, men Sørens far synes ikke det var en god ide ”noget så latterligt som forstærkere, som jo kun var noget langhårede brugte til at larme med” ”Kaj’s første trommer var en gammel banjo, hvor strengene blev pillet af”.
Noder, becifringer og tekster nåede - hvis de fandtes - via musikforlagene kun frem til de store københavnske orkestre. "Her må vi så, så godt vi forstår, bpde spille og synge efter gehør. For at kunne synge teksten til en enkelt sang må jeg somme tider [..] øve op til 12 gange. Det gælder for øvrigt hele orkesteret, når en nye melodi kommer på mode" sagde Carsten Saul fra The Servants.
Der var ingen steder, hvor man kunne lære at spille rock, og instrumenter og udstyr kunne man kun få sparsom hjælp til at indstille. De få optagelser fra 60’erne, der findes kan bekræfte enhver i, at de lokale orkestre ikke var specielt gode. Ofte gik der ikke lang tid imellem starten på papkasser og grydelåg til at stå foran et publikum.
”Er man indstillet på at nå et godt resultat, og det er vi, må der arbejdes umådeligt meget, det er ikke, som nogle måske kunne fristes til at tro, bare at stå med guitaren eller trommerne og give dem et dask en gang imellem. Enhver må arbejde selvstændigt og alligevel indgå i orkesterets fællesskab både med koncentration og evner” Carsten Saul.
The Servants i øveren januar 1966
De fleste af orkestrene brugte 2-4 måneder i øvelokalet, så var det ud at spille. Nu gjaldt det så om at overvinde sin generthed og opgejle hinanden i troen på, at man kunne føre sig frem; iagttage de andre grupper, få noget smart tøj og så finde nogle engagementer. Grupperne fra LF deltog meget aktivt i den lange række af mesterskaber og konkurrencer, der blev afholdt på øerne og Sjælland, og her havde mange af dem premiere.
Mønsteret i bookingen af pigtrådsorkestrene var anderledes end danseorkestrene. F.eks. var der meget sjældent tale om længerevarende, faste engagementer på eet sted. I midt-60’erne var der så meget at lave for selv et middelmådigt orkester, at de kunne vælge og vrage mellem engagementerne. Man behøvede ikke managers og impresarier. Bare via de nærmest bekendte kom tilbuddene om at spille. Skoleballer, klubarrangementer, idrætsforeninger, værtshuse, private fester – efterspørgselen var så stor, at mange lokale orkestre opstod nærmest af nødvendighed – således at de kunne dække en del af det store behov for rockmusik der var. I weekenderne og især helligdagene var der ofte travlt. Søndagsmatinearrangementerne betød, at det var muligt at booke sig flere steder samme dag. Det lykkedes Master Paul and his Chamberlains pinselørdag 1968 at spille til fire forskellige pinseballer!
Derfor oplevede man, at hovednavnene spillede først: Preben fra Roskilde-orkesteret Frankie Mike & The Wizards: ”Vores største udfordring var engang i Reventlowparken, hvor vi havde fået at vide, at vi skulle varme op for Savage Rose – tidens hotteste danske navn. Da vi kom, var Roserne på scenen. Vi var ikke stolte af, at de faktisk var opvarmning for os”
Love Reflection: ”Vi skulle spille opvarmning til tidens største svenske band Tages, men de dukkede ikke op – noget med en snestorm, blev vi fortalt – og derfor var vi nødt til at underholde en næsten fyldt Reventlowpark med Tages-fans”.
I midttresserne var der allermest at lave for LF’s orkestre. Hvis der var en rivalisering imellem orkestre, var det mere på selve musikken, udstyret eller på, hvor mange piger, som de kunne tiltrække. Men de uvenlige ord og den dårlige behandling kom ikke fra rockkollegerne, men fra jazz- og underholdningsmiljøet, der tabte terræn til rockmusikken. "Popmusikken indtager landsbyerne" skrev aviserne, da selv de fjernest liggende forsamlingshuse måtte tages i brug.
Sticks and Stones, Horslunde
Navnene på orkestrene afspejler glimrende, hvad der optog os unge drenge.
Der var cowbojderne: The Gunfighters, The Outlaws, The Hangmen, The Hooligans, The Rangers. The Lawless.
Der var melodititlerne: Men of Mystery, The Savages, The Ox, Daydreamers, Sticks and Stones, The Young Ones, High-Heeled Sneakers.
Så var der inspirationerne fra de store orkestre: Whom, Who Else, Reatles.
De, der skulle prale med at kunne latin?: Dix Sipt, Orientem Solem.
Der var de lange, skøre nonsensnavne, inspireret af især amerikanske westcoastbands i slutningen af 60’erne: Master Paul and his Chamberlains, Father McChinn’s Immorallic Doubledecker, som hurtigt blev forkortet.
Så var der de gode: The Shaking Danes, Dynamite Group, The Thunderbirds og Love Reflection.
Så var der de uundgåelige uheldige. Med så mange orkestre over hele Danmark og udlandet kunne det ikke undgås, at flere valgte samme navn: (Sound of) Servants, Hangmen, The Victors, The Rangers m.fl. og så måtte det skiftes. Det var næsten obligatorisk at navnene skulle skrives/trykkes på stortrommen i tidens typografi og i logoform.
Tormentors på Maribovej, Sakskøbing marts 1969
I pigtrådstiden var det næsten et must af navnene startede med The (det bortfaldt naturligvis i daglig tale) og efterhånden også i annonceringen og i enkelte tilfælde helt Teenmakers, Lollipops osv. I beat-tiden blev opfindsomheden større – inspirationen til navnene blev hentet i sangtekster, digte romaner osv: Cannery Row, Contact High.
De fleste orkestre gik vel og håbede, at det store gennembrud skulle komme. Det var jo sket for mange andre. Det kunne jo læses i popbladene, hvorledes succesen kunne være lige om hjørnet. Al smiger var velkommen, og en impresario kunne let lokke et uerfarent orkester.
’De københavnske orkestre’ var et begreb, som kunne vække blandede følelser blandt de lokale musikere. De var for det meste dygtigere, smartere, mere populære og fik bedre betaling for spillejobbene. Det var jo nok til at vække misundelse i de lokale grupper. Omvendt kunne man jo også lære noget af dem. Alt lige fra musikgear og optræden til tøj og narkotika - de var længere fremme end os, men stil kunne vel læres?
Efterhånden fandt mange af os ud af, at de fleste af de orkestre, der blev annonceret og omtalt som københavnere faktisk kom fra Køge, Helsingør osv. Naturligvis kom mange af disse orkestre med en holdning, der var: ”Nu skal vi fan’me vise de bonderøve…” og forsvandt med bemærkninger fra os som ’blærerøve’. D-Set, Birds of Prey og Fairytales fra Køge spillede meget i klubberne på Lolland: ”Det var vores bedste publikum. Der var altid godt gang i den på LF, som om det lå langt ude på marken.”
Der var naturligvis mange eksempler på, hvorledes de udenbys orkestres selvsikkerhed kammede over i arrogance og egoisme. Vi fik imidlertid – særligt i slutningen af 60’erne – et mere nuanceret syn på disse musikere, og blev venner med en del af dem. Jeg blev meget forundret over den ærlige interesse i netop vores musik, som f.eks. Young Flowers viste os (Father McChinn). De var en af Danmarks bedste grupper. De slæbte selv deres gear. Vi fik lov til at låne det. Vi delte drinks og røg i pauserne. Det fik os til at føle os som om vi var en del af et broderskab. Forbavsende få LF-orkestre kendte hinanden godt. De travleste mødtes indimellem backstage, på cafeteriaer, færger el. lign. men paradoksalt nok var det ofte dem, der mindst hørte kollegaerne, fordi de selv havde travlt med at spille. Desuden var mange af de lokale orkestre - netop lokale, og spillede sjældent udenfor kommunerne (Og de var små dengang).
Orkestrene udsatte sig for en række problemer – udover knækkede guitarstrenge. Et af de tilbagevendende var kontroverserne med pigernes jaloux kærester, men talrige andre episoder kunne opstå: "Under en popkoncert på Freys Hotel blev en ung mand utilfreds med pigtrådsorkesterets præstationer.. og sprang op på scenen. Her udviklede det sig til håndgemæng". Politiet måtte tilkaldes og i retten forklarede den unge mand, at "han var utilfreds med musikken fordi der var lovet tre orkestre, medens kun det ene viste sig".(NyD 5.67).
The Muggers fra Maribo havde øvet det meste af sommeren 1964, og da de debuterede i ungdomsklubben gik det galt: ”I 1. afdeling fik man en unødig lang pause, fremkaldt ved at rytmeguitaristen fik flænget en finger, da en streng paa hans instrument sprang. Inden koncertens afslutning fulgte endnu et uheld, da trommeslageren i sin iver for at yde størst mulig aktivitet hoppede saa energisk rundt paa gulvet, at han ramte en af de saakaldte hobbyknive anbragt paa klubbens høvlebænk, og paadrog sig en flænge i den ene ben…”(Fo 21.10.64)
To Danny'er trykker den af
Knap så farligt, men dog ikke uden en vis dristighed var go-go pigerne. Igen en ny ide fra USA og England, der i 1967 via København havde bredt sig til LF. En enkelt eller et par piger fik til opgave at danse på scenen. Kun de færreste orkestre kunne have noget imod det – især ikke da pigerne efterhånden blev mere og mere bare. Danny and the Royal Strings skulle også være med på moden, og i september 1967 blev der ved deres optræden på Søpavillonen i Rødbyhavn udskrevet en konkurrence om at blive faste go-go piger hos Danny’erne. Pigerne var i de fleste tilfælde engageret af arrangørerne, men i 1968 havde flere lokale bands en fast go-go pige med til arrangementerne. Trods go-go pigernes ihærdige forsøg på at piske en dansestemning op, så blev der efterhånden færre dansende unge. Man kom for at lytte.
Hvor orkestrenes primære opgave tidligere var, at spille til dans, så ændrede mønsteret sig til koncerter. Stemningen blev anderledes til arrangementerne. Hvor der tidligere var feststemning med spændte unge i deres fineste beklædning, så blev stemningen nu mere seriøs – lyset dæmpet - beklædning 'casual' - attituden 'cool'. Idoldyrkelsen aftog. Orkestrene begyndte at nærme sig publikum – også rent fysisk ved at spille på dansegulvet, hvor de unge sad eller lå. "Den ene dag spillede vi i en hal så stor, at vi knap nok kunne se publikum. Den næste i et lille værtshus, hvor publikum gik rundt blandt os – delte underlige drinks og smøger med os, eller sad op ad højtalerkabinetterne med lukkede øjne".
Forvandlingen fra løsslupne popballer til indadvendte lytteoplevelser var sket. Moden var skiftet, musikken var helt anderledes. Hvor orkestrene tidligere sprang rundt og pjattede og kom med friske bemærkninger og introduktioner til sangene, så var det nu sjældent, at orkestrene gjorde andet end at spille numrene, som det nu hed. Nogle blev bedre til at lave egne numre eller egne versioner af de kendte hits. Med inspiration fra jazzen stræbte nogle grupper mod en free-form, hvor musikken blev skabt på stedet.
De førende orkestre kunne nu improvisere, og det betød lange instrumentalnumre. Molly and her four Poisoned Roses: ”Gruppens optræden former sig som en ”play-in”. Den spiller non-stop i hele den periode, den har til raadighed. Intet er overladt til tilfældet, naar vi staar paa scenen. Vi starter på et plan, alle kan forstaa og bevæger os langsomt ud i det mere avancerede, men i avanceret musik, der ikke kræver forkundskaber. Somme tider leder vi folk ud i rummet”. (Fo 25.11.68).
I 1967 begyndte psychedelisk lysshows at blive en ny del af oplevelsen. Endnu et fænomen fra USA – denne gang fra Californien – som betød, at nu kunne orkestrene få visuel back-up. Det krævede en del ekstraudstyr. Projektorer, farver og væsker. Det var i starten orkestrene, der medbragte lysshowet, men efterhånden blev det en selvstændig ’kunstart’, der ligesom go-go pigerne indgik orkestrenes optræden og bl.a. figurerede i O.M. Musics bookingkatalog.
Love Reflections øvelokale i et værksted i en bygning midt i Rødby. Finn: ”Vi havde set de store gruppers lysshow, og ville være med. Birgers bror ’øvede’ lysshow i lokalet når vi øvede om aftenen. En ældre nabo henvendte sig dagen efter fordi hun havde set mystiske lysfænomener på kirken og andre steder i området – om vi havde set det? Trods fristelsen til at forstærke mysteriet, måtte jeg gå til bekendelse for ikke at belaste naboskabet yderligere. Det var såmænd bare det nyeste blandt de unge rockfans”.
Også gear’et blev kraftigere og mere avanceret. Da vi hørte You Really Got Me og (I Can't Get No) Satisfaction første gang, var det ikke kun den fandens gode rocksang, men især guitar-introen, der fangede vores ører. Den lyd måtte vi også have, men hvordan? Jørgen Højgaard og Tormentors-guitaristen Yvon Madsen kastede sig over elektronikken og alkymismen. Steen Hansen husker: "Det lykkedes for dem, og vi fik premiere på den nye effekt på udebane [Ringsted d. 24. okt. '69] men foran de andre orkestre fra LF. Lars Stryg og alle andre måbede. Vi blev de første!"
De vibrato-, ekko- og rumklangseffekter, der var almindelige i rockens tidlige år, blev nu skrottet. Distortion på guitarerne og feedback-effekter blev en del af den nye lyd. Mere legetøj kom til med effektpedaler o.a. Det lød ofte af h. til, og blev overbrugt i starten. "Når man nu har givet 600,- for en wah-pedal, så skulle den vel også bruges, eller hvad?"
Derfor blev det efterhånden ofte nødvendigt med en lydmand, der kunne styre det samlede lydbillede. Ud fra mottoet: Jo større, jo bedre - blev kuffertforstærkere udskiftet med voldsomme højtalerkabinetter og hele PA anlæg. Der måtte derfor også større køretøjer til transporten. Kun få af orkestrene fra LF nåede så vidt, at de måtte hyre chauffører og roadies til at klare det sure arbejde, men det blev almindeligt i 1970’erne.
Det var manges drøm at blive professionel musiker. Ikke behøve at tænke på andet end musik, men ingen af rockorkestrene fra LF blev helprofessionelle, hvilket betød, at det var næsten umuligt at spille længere væk end Sydsjælland på hverdage, hvis skoler og arbejdspladser skulle passes. Det var i øvrigt tilfældet for næsten alle rockorkestrene i provinsen. Danny-erne, Thunderbirds og Tormentors var over en kam de orkestre, der tegnede LF i de andre landsdele. De kunne i kortere perioder gennemføre mindre turneer - også til nabolandene - i ferierne og helligdagene.
Derfor var de københavnske poptempler nærmest lukket land for orkestre uden for Sjælland. Kun Danny & the Royal Strings og The Thunderbirds fik længere engagementer i hovedstaden. Disse to lokale toporkestre dengang nåede også at realisere de flestes orkestres drøm om at få udgivet plader.
Mange af de andre orkestre deltog i landsdelsmesterskaberne og spillede sporadisk uden for LF, men mest lokalt for der var jo lige en uddannelse, der skulle klares.
Men ”efterhånden som vi blev ældre (16-18 år), blev vi også mere mobile (læs: nogle fik kørekort) og hvor strukturerne i orkestrene tidligere var opstået i skole- eller ungdomsklubsammenhæng, blev det nu muligt, at spille i orkestre i nabobyerne. Der var også opstået venskaber ud over sognegrænserne og tendensen var, at orkestrene opstod ud fra musikalske holdninger. ””Tykke” var en af landsdelens bedste trommeslagere. Nogenlunde samtidig med, at Sound of Servants opløstes, blev vi venner med ham, og det var naturligt at spille sammen. Da han flyttede til Bursø fik vi efterhånden – ikke kun et øvelokale – men også endnu en base, hvor andre musikere deltog”.
Mod slutningen af 60’erne havde musikernes holdninger ændret sig. Musikere jammede – ligesom jazzmusikerne – på tværs af grupperne, lånte af hinanden, og ”de bedste” blev et absurd begreb; nu var indlevelse og spillelyst det, som man blev målt på.
Med nogenlunde samme årsager til at venskabsgrupperne ofte blev splittet, gik mange orkestre efter nogle år i opløsning: Værnepligt, uddannelse, nye interesser og uvenskaber. Det havde naturligvis ikke samme årvågenhed, som når nye orkestre opstår, men beretninger fra grupperne tyder på, at der for det meste var gensidig forståelse for opløsningen af orkestene – eller som med f.eks. The Fiddlers, der bare holdt op med at møde til øvning.
The Muggers, Maribo spiller morgen-sølvbryllups-rock-musik
Hvis orkesteret var opstået som en hobby - en ide om at spille en bestemt slags musik - så løb tiden fra den, hvis musikken ikke udviklede sig. Det blev tid til at pakke sit grej sammen for sidste gang. Nogle var lettere desillusionerede. Hvor blev pladekontrakterne og limousiner af? Andre var glade for, at de stadig kunne nå at leve et almindeligt liv. Hver sommer var opbrudstid for mange. Orkestermedlemmer rejste, og det blev svært at rekruttere nye.
Birger, Love Reflection: ”Jeg var flyttet til København, og de sidste år med orkesteret blev en periode med mange rejser. Godt nok øvede vi næsten ikke sammen mere, men mindst hver weekend skulle vi spille for at opfylde kontrakterne”.
Pigtrådsbryllup 1966. Fru Kirsten og Ole og Pimpernels fra Næstved
Studier, værnepligt, ægteskaber og andre borgerpligter var trusler for orkestrene. John Kølle, The Hawks: ”Vi fik et rigtig godt venskab i gruppen og perioden er én af mine bedste minder. Vi kom hver især ind i faste forhold til piger, og det var vel den største årsag til at vi stoppede”.
”Militæret skilte os ad. Et par stykker af os fortsatte i The Shaking Danes i en periode, men ellers har ingen af os spillet meget siden 60’erne” sagde Jørgen Hansen fra The Gunfighters. Han kunne nu tilføje, at gruppen blev genforenet efter 37 år ved nogle lejligheder. ”Vi ses stadig, vi gamle drenge (Danny’erne). En gang om året tager vi på en tur sammen” siger Lars Stryg. Jo,de senere år har flere lokale orkestre igen fundet sammen, og nogle har taget musikken op igen.
Kenn fra Thunderbirds: "Tiden var ikke rigtig til beatgrupper mere. Når vi ringede til vores ellers trofaste spillesteder, så var svaret oftere og oftere 'Vi har hyret en discjockey'. Da vores trommeslager fortalte, at han havde solgt trommesættet fordi han ikke gad mere, så var det jo ligesom slut".
En anden tilbagevendende årsag til orkestrene opløsning, var at alle – eller nogle – medlemmer ikke brød sig om musikkens udvikling. ”Tidligere var det hele skæg og ballade – nu er det blevet så alvorligt og kedeligt”. Med de store udenlandske grupper i front, var der fra 1966-67 sket en markant holdningsændring. Nu var det yt med ens scenetøj og sprælsk optræden og charmerende smil til pigen på første række. Hverdagstøj, alvorlige miner og en koreografi, som begrænsedes til at åbne og lukke øjnene, var blevet den nye stil.
Næsten alle grupperne på LF spillede rock fordi det var den musik, de bedst kunne lide. Nogle spillede det repertoire, som de kunne tjene penge på. The Candles, Carbuncles, Hooligans m.fl. skiftede ubesværet genrer. Efterhånden som de ældste orkestre blev opløst, fandt de musikere, der ville spille videre, sammen i de overlevelsesgrupper, som hed dansktop- eller danseorkestre, eller som solister i suppe/steg/is-stil. Nogle blev ’hyr-og-fyr’ musikere. Enten fordi de ikke var til at holde ud, eller fordi de var så dygtige, at de med kort varsel kunne vikariere hvor som helst.
O.M.Music: ”De unge er blevet træt af den larmende pigtrådsmusik, og den mere avancerede og eksperimenterende beat vil man kun høre, hvis det er dygtige musikere, der frembringer den. Det kan derfor bedre betale sig at arbejde for de orkestre, der spiller for musik for de lidt ældre, og jeg tror nok, min fortjeneste paa dansemusikorkestrene er langt højere end for popgrupperne” (Po 29.8.68).
I slutningen af perioden startede næsten ingen lokale debutbands – det var nye konstellationer af gamle musikere, der ikke helt kunne standse. ”Spil bare, men sørg altid for at have en fast indtægt ved siden af. Så er der noget at falde tilbage på” var et forældreråd, som Lars Stryg lyttede til.
”Det er en dyr historie at forsøge sig på ”de skrå brædder” i dag som beatmusiker. Chancerne for at blive en virkelig kendt gruppe udgør ikke mange promille. Det sander mange unge beatorkestre meget hurtigt – og de bliver opløst. Tilbage er så instrumenterne. De står de unge mennesker i adskillige tusinde kroner” (LT 15.9.68)
Hvis ikke udgifterne til musikudstyr blev tjent hjem i honorarer, så kunne være svært at få det afsat brugt. Ikke så mange nye orkestre startede, og ofte blev det til store tab på udstyret. Desuden var det ikke altid klart aftalt, hvad der tilhørte orkesteret, og hvad der tilhørte de enkelte musikere personligt.
Rock som live-musik havde tabt pusten efter 60’ernes guldalderperiode, men den havde sat tydelige spor helt frem til nutiden. Mange musikere, som havde en baggrund i LF’s rockscene rejste fra sydhavsøerne. Kun enkelte opnåede en egentlig professionel karriere. Kristian Pommer fra Molly blev leder af Dr. Dopo Jam. Thomas Grue, som startede med at spille rock på LF sent i 60’erne, blev en af Danmarks travleste guitarister det meste af 70’erne og 80’erne. Eric Steffensen blev orkesterleder og spillede mest underholdningsmusik, og havde såmænd et par numre på repertoiret med lokalt islæt: ”Hjemme i Nakskov” samt ”Vi si’r du i Nakskov”.
Guitaren var stadig det populæreste instrument. Mange havde lært at spille på guitar, og den var den blevet ’demokratiseret’ således at forstå, at i de fleste ungdomsgrupper og børneinstitutioner er der altid akustiske guitarer inden for rækkevidde og altid nogle, der kunne spille og synge samt lære fra sig. Bl.a. de tidligere rockmusikere. Rocken blev integreret i musikskolerne, musikbibliotekerne og andre kulturelle institutioner som ’rytmisk musik’. Rocken blev også integreret i andre musikgenrer – især jazzen.
Poul Erling Ottesen: "Vi håber, vi kan holde sammen længe endnu. Vi er ikke færdige med at eksperimentere med de muligheder, vi har. Og vi håber, at publikum kan glædes eller forarges over vores musik i 1971". Det kunne de. I 70’erne begyndte rocken i provinsen igen at blomstre. Molly blev landsdelens førende med radiooptrædender m.m. Varme Roer var et lokalt pladeprojekt, hvor tidens orkestre bidrog. Den årlige Varme Roer-festival i efterårsferien startede.
Gruppefoto fra pladereceptionen af "Varme roer"
Mange af de lokale musikere beretter om, hvorledes de pludselig blev grebet af rockmusikken, og at de måtte høre den ustandseligt og at de måtte i gang med at spille selv. I næsten religiøse vendinger taler vi om en slags åbenbaring, da vi først mødte rocken. Det kan være svært at forstå, hvis man ikke selv har haft samme oplevelse, og det kan være svært at forklare, selv om man har mærket denne begejstring og entusiasme. Men begejstringen smittede og dillen bredte sig hurtigt over hele Lolland-Falster, og omfanget af denne ’bevægelse’ fremgik tydeligt når de store sale blev fyldt af tusinder begejstrede unge. Mange af os der befandt os midt i det nød nuet, og kunne ikke vide hvor længe det ville vare ved. Nu - mange år efter kan vi bedre vurdere det. Vi kan mærke efter. Jo, 60’er-musikken har ikke kun overlevet. Den har sat sig under huden på mange af os.