Ungdomsklubber

Ungdomsklubberne og rockmusikken var nye fænomener i 1960'erne, og de passede fint sammen.
 
Vi kunne samles om rocken, og vi kunne være sammen i ungdomsklubben. Derfor er det sikkert rigtigt, at ungdomsklubberne blev den vigtigste fysiske ramme for rockmusikken. "Jeg ville nødigt give afkald på at spille ved sådanne lejligheder, da man her kan skabe den bedste stemning" sagde John Sklander fra The Servants. I disse nærmiljøer trivedes de unges samvær nemlig bedst. Ungdomsklubbernes pigtrådsfester foregik på hjemmebane, hvor man kunne undgå den chikane, som vi ofte oplevede på de offentlige spillesteder. Vi mærkede en bedre intimstemning, og oftest blev musikken bedre modtaget end i de store haller. Som musiker havde det flere fordele at spille i ungdomsklubberne, dels skulle vi ikke bøvle så meget med transport, impresarier, spillestedsbestyrere o.s.v., dels var der ikke samme pres som til konkurrencer og prestigefyldte optrædener. Og ikke mindst var vi blandt vore venner og kunne bedre prøve nye musikalske ideer af.
 
 
Afslutningsfest i Kettinge Ungdomsklub april '69. Love Reflection spiller
  
Desværre var der næsten ingen annoncering i aviserne, og derfor er det svært at få et præcist tal på, hvor ofte, der blev spillet live-rock i ungdomsklubberne, men baseret på gennemgang af flere lokale og udenbys orkestres lister af spillejobs, er det ikke helt forkert, at anslå antallet af arrangementer i ungdomsklubberne på LF som lige så stort som antallet af samtlige annoncerede arrangementer. Altså en fordobling af de arrangementer, som er listet under popklubbernespillestederne og andre arrangementer. De enkelte klubber arrangerede selv popballer, og især de større fester, hvor andre klubber blev inviteret, tiltrak mange unge. Her kunne man hyre de landskendte orkestre. Her måtte man også bruge de større spillesteder og haller.
 
”Vofo’ ta’ til Venedi’, nå’ ma’ ka’ dø a’ ke’somhe’ her?” sagde nogle unge i Sakskøbing til Ny Dag i 60’erne. I byerne og på landet var der nemlig ikke meget at foretage sig. Der var ikke mange steder, hvor man kunne være sammen med andre unge – eller bare være i fred. Sport, spejder, knallerter og lektier kunne måske udfylde noget af fritiden. Foruden skolen havde mange af os hele tiden arbejde, der skulle laves, og pligter man ikke kunne undvige. Det var ikke os alle, der havde den luksus, at kunne kede sig, men mange unge i Danmark fik mere fritid, og blev ofte stort set overladt til sig selv. Dette gav både problemer og fordele. Fordelene var, at de unge selv fandt det nødvendigt at starte nogle aktiviteter. Problemerne var at disse aktiviteter ikke alle var lige ’sunde’ og gav ballade, kriminalitet m.m. Og netop problemerne var dem, der nåede offentligheden, og som bevirkede, at der fra Folketinget blev sat skub i initiativer, der skulle forbedre de unges fritid.
 
Ungdomsskolerne på LF startede i 1942. Meget passende fordi grundlæggeren var nakskovitten lektor H.C. Andersen. De var i begyndelsen meget erhvervsorienteret. Husholdning, landbrugsfag og lignende. Siden kom mere sprogundervisning. I 1963 og 1966 blev loven præciseret således, at kommunerne havde pligt til at give dette skoletilbud. I 1961-62 var der på LF knap 10.000 unge mellem 14-18 år. Cirka en tredjedel gik i ungdomsskoler. Et højt tal set på landsbasis, da skolerne jo er frivillige. Nogle af ungdomsskolerne fik ungdomsklubber tilknyttet – enten som ’lukket’ dvs. at de unge kun havde adgang til klubberne, hvis de deltog i skolernes undervisning – eller som ’åbne’ dvs. for alle i området mellem 14-18 år.
 
Det offentliges fokus på de unges fritid gav en forbedret lovgivning og åbnede muligheder for tilskud m.m. Det blev en succes, som i 1960’erne kunne ses på de mange tilmeldinger og aflæses i den faldende ungdomskriminalitet. Især de københavnske omegnskommuner var hurtige til at få velfungerende, store ungdomsklubber. Her kunne vi, der kom på besøg, se hvorledes det kunne gøres. Hvorledes andre unge trivedes. Hvorledes spændende ungdomsmiljøer fungerede. Hvorledes rockorkestre opstod, fik øvelokaler stillet til rådighed og spillede til fest i disse ungdomsklubber. Det blev en lang og hård vej for at opnå noget lignende på LF. Følg med på en lille rundtur:
 
I slutningen af 1960 var Ove Mørch én af pionererne inden for etablering af ungdomsklubber på LF. Møllebakken hed klubben i Horreby, som han blev leder af, og som med succes samlede de unge - også fra omegnskommunerne. Nu kunne man se, at det kunne lade sig gøre, men myndighederne var i de øvrige kommuner langsomme til at følge skoleeksemplet op. Især i Nykøbing kunne man siden 50’erne opleve de forskellige årgange af unge, der kæmpede for at få bare lokaler stillet til rådighed. Det forekom naturligvis ekstra uretfærdigt, at byen brugte 11 millioner på sportshallen.
”Huset” eller PEZZ kaldte man nogle lokaler i Vestergade 6, som nogle unge i starten af 1964 havde lejet: ”Vi mangler et sted, hvor vi kan komme og diskutere, slappe af, holde arrangementer, udstillinger osv. Det er jo vigtigt, at de unge selv lærer at tage stilling, at de kommer i gang med noget, der optager dem” sagde en af initiativtagerne Just Weenberg Poulsen. Efter et halvt års tid blev tilslutningen mindre. Der var ingen tilskud at få og stedet måtte lukke.
Næste år forsøgte nye unge, at starte et fristed (inspireret af initiativer i andre større købstæder i landet) Elmer Wendelboe, Henning Rasmussen, Hanne Dyhrfjeld, Anders Bondo, Mogens Espersen og Helle Sørensen var i intiativgruppen. De fik involveret unge fra andre dele af LF, lokale kunstnere, en kriminalassistent og Lions Club, som arrangerede nogle popballer, der gav penge. De unge satte selv lokalerne i Nygade i stand, og unge popfans var via popballerne dem, der betalte. De gamle slap altså endnu en gang for at punge ud, men kunne da give en slags garanti for at projektet blev til noget. ”Opus” blev navnet på denne ungdomsklub, som dog i 1965 var blevet en slags kulturklub med foredrag, diskussioner og museumsbesøg.
Nyk.F's kommunale ungdomsskole og ungdomsklub holdt til i Ejegodskolen. I kælderen indrettede de unge selv lokalerne, og man beregnede at det sparede kommunen for mange penge. Sparet blev der. I februar 1969 havde klubben plads til kun 120 unge, men den havde 634 medlemmer. I 1970 begyndte man at gøre noget ved problemet og flere ungdomsklubber blev planlagt.
Nykøbing F. Ungdomsforening startede i foråret 1963 med 50 medlemmer og en ugentlig mødeaften i Logen, Sdr. Boulevard.
I efteråret 1968 forsøgte store dele af ungdommen igen at få Nykøbing byråd til at hjælpe med lokaler. Gennemarbejdede forslag om en ungdomsgård (hvor faciliteterne var samlet, og hvor alle foreninger, der ikke kunne nyde godt af den nye sportshal, var repræsenteret) blev fremlagt af de unge, men vandt kun gehør hos den enlige VS’er i byrådet.
 
I Maribo Kommunale Ungdomsskole fik man allerede i 1958 en ungdomsklub tilknyttet. Den fik en rastløs start. Først i nogle skolelokaler en gang om ugen, siden i lokaler i Østergade. Bernhard Hansen var dengang leder. I slutningen af 1959 måtte de flytte igen. De unge istandsatte nu en gammel bygning i Nørregade. Th. Jensen var nu leder. Ungdomsklubben rykkede siden til Østre Landevej og de nye ledere Bent Gudmander og Erik Damgård kunne imødekomme de unges ønsker om musik. "Det er naturligt, at de unge får lejlighed til at dyrke netop den hobby, som optager dem – Pigtrådsmusik. Claus Arne Christensen har givet undervisning i guitarspil". Derimod kneb det lidt med tolerancen over for de unge. For at blive medlem af ungdomsklubben skulle man følge ungdomsskolens undervisning. Hvis ikke - blev man hældt ud af klubben. Der var i efteråret 1968 efterhånden mange unge, der derfor ikke kunne komme i ungdomsklubben. Et nyt elevråd med bl.a. Kjeld Saul, Klaus Halvorsen og Anette Balling Engelsen fik også etableret et månedligt medlemsblad samt sørget for, at den allernyeste rock var indspillet på båndoptageren. Siden (1972-73) var Ole Løvig Simonsen blevet leder af ungdomsskolen og tilmeldingerne strømmede ind. På et tidspunkt var der over 600 medlemmer. Flere aktive medlemmer blev også medarbejdere. Foruden førnævnte også bl.a.  Per Villamo, Svend Hansen, Tommy Nielsen, Vibeke og Anette Grave, Søren Rasmussen. "På et tidspunkt var der 2-300 til de pigtrådsballer, vi lavede. Vi var i mange år et rigtig godt team, der gjorde meget for ungdommen" sagde Johnni Buch, medarbejder og afdelingsleder fra 1969 til 1979.
 
                                         
                                    Kettinge Ungdomskole 1969
 
Også da Holeby Ungdomsskole åbnede d. 26. aug. 1966 havde man musikunder-visning, og både her og i den tilknyttede Ungdomsklub, som havde åbent hver torsdag, var tilmeldingerne så store, at nabokommunerne blev misundelige og hurtigt fik musik på skemaet. I 1967 udkom et klubblad "Doping", som i 1968 blev til "HIGH". Redaktørerne Michael Olsen, Søren Jensen og Tut fik et lille blad på gaden to gange hver måned.
 
Nakskov Fritidsring kunne med arkitekt Ørnsholts hjælp i oktober 1961 åbne lokaler til ungdomsklubben i Havnebygningen. Politimester W. Fantz var formand. Han sagde (i forbindelse med Toreby-sagen): ”Hvis vi ikke holder pigtraadsballer engang imellem, løser ungdomsklubben ikke sin opgave tilfredsstillende. Vi er ikke saa gamle og forbenede her, at vi kunne drømme om at forbyde den slags. Ballerne afvikles paa fuldt forsvarlig vis. Der har aldrig været noget at udsætte paa hverken klubbens medlemmer eller dens ledelse”(Fo 9.2.65).
Teenagehjørnet holdt til i KFUM/K's bygning og var en kristen klub for de 14-17-årige. Den åbnede d. 1 sept. 1964 og blev styret af et ungdomsråd på 10 medlemmer. 
Nakskov Kommunale Ungdomsklub havde i starten af efterårssæsonen 1965 450 medlemmer mellem 14 og 18 år. Svarende til 40% af Nakskovs unge. I 1967 stod skolen uden lokaler og medlemsantallet var steget til 600 – man benyttede skurvogne m.m. indtil man fik lokaler i Møllemarkskolen. Det ungdoms- og kulturhus, som man planlagde og sparede op til, løb ud i snak og lokalpolitik.
 
Pastor Blem og en kreds af unge i Nysted fik startet en ungdomsklub i lokaler i Teknisk Skole "hvor de unge kunne komme og slappe af og hygge sig, spille deres yndlingsplader, der jo skal være støjende, købe en sodavand og sludre sammen". (LFS 20.4.60)
 
I november 1959 startede Rødby Ungdomsklub i Byskolens bibliotekslokaler med besøg af mindst 50 unge hver fredag.
 
I Toreby blev to ungdomsklubber startet på privat initiativ. Først i 1964 af pastor Erling Jensen, og siden fik lærer Jørgen Bøgvad m.fl. stillet nogle lokaler til rådighed en gang om ugen, og første sæson var 200 unge faste brugere. Bøgvad var leder af Toreby Ungdomsklub i februar 1965 da klubben og byen måtte lægge navn til en sag, som blev omtalt i mange aviser over hele landet, og som de lokale aviser kaldte ”Toreby-affæren”. Der var i virkeligheden ikke meget skandale over sagen, men aviserne mente, at dette var en anledning til at angribe rockmusikken ”og dens skumle pengebagmænd”, og det viste også, hvor vigtigt det var, at ungdomsklubberne holdt sig til love og regler. En gang om måneden blev der afholdt klubaftener med live pigtrådsmusik i Centralskolens kælder.
 
                                      
                       The Fiddlers i ungdomsklubben, Toreby Skole 
 
Sognerådet forbød klubben at få pigtrådsorkestre til at spille til festerne. ”Hvis ikke vi maa spille den musik, de unge kan li’ og benytte de orkestre, de gerne vil ha’ og gerne vil betale for, saa kan vi lige saa godt indstille os paa, at de unge ikke vil komme til klubbens balaftener” sagde Bøgvad. Sognerådsformand Adam Bach skrev til Folketidende: ”Det maa være byraad, sogneraad og ungdomsnævn, der skal have haand i hanke med ungdomsklubbens opgaver og virke. Det skal vel ikke være tendensen, at den ene klub arrangerer større pigtraadsballer end den anden og gensidigt indbyder hverandre at være med. Det kan vel ikke være meningen, at man i ungdomsklubberne skal tillære de 14-18-årige dyre vaner i den henseende og tilligemed at disse unge vil at disse unge vil komme ud for at skulle til disse baller to, tre ja måske flere gange i løbet af en maaned. Foruden at det kan være svært for forældrene at styre lysten hos de unge, kan det tillige blive ret bekosteligt. Det er den udvikling, der kan blive farlig for ungdomsklubarbejdet”.
 
Sagen var opstået ved en tvivl om de såkaldte gæstekort. ”Det er eengangkort til gæster. En saadan ordning er godkendt af alle myndigheder. Naar der blev gjort opmærksom paa gæstekort i annoncen, skyldes det et krav fra politiet om, at gæstekort ikke maa sælges senere end tre dage før et arrangement. Efter min opfattelse har ingen kunnet indvende noget imod den maade de to arrangementer er gennemført paa” svarede Bøgvad. (Fo 8. & 9.2.65) Det kunne sognerådet, journalister og mange andre, der hadede rockmusik. Om sagen havde ryddet forsider og var rullet over det meste af landet, hvis det havde været en lille sportsklub, der lavede et dansant-arrangement er meget tvivlsomt. Rockmusikken fortsatte i fritidsklubberne på LF ligesom den gjorde i resten af landet.
Et år senere tog Maribo Amts Ungdomsskolekonsulent Bent Vedsø imidlertid atter ’problemet’ op i bladet A’propos: ”Det er for mig at se som tendensen i klubbernes fester har været ved at ændre karakter i den sidste tid. Medens arrangementerne før i tiden f. eks. kunne bestaa af fællesspisning og underholdning, saa er det eneste programpunkt nu at man larmer til et – ja, endog flere pigtraadsorkestre, der aftenen igennem spiller non-stop for fuld udblæsning. Vi mangler i dag de gode gamle bob-, bordtennis- og skakkampe”(Fo 4.3.66)
 
De unge mødtes i fritidsklubberne for at være sammen og for at dyrke deres fritidsinteresser. Det kunne være brætspil, men i 60’erne var det først og fremmest rockmusik. Det havde de bedste fritidsklubber set. Her kunne man lytte til rock og finde nye venner, der delte ens interesse.
Der kom langsomt flere og flere ungdomsklubber på LF, men det virkede som om de unge direkte var nødt til at gøre opmærksom på deres fritidsproblemer, før de kommunale instanser tog et initiativ. Ofte gik det så langsomt, at de unges forældre selv startede ungdomsklubber. Næsten alle fritidsklubberne blev etableret af brugerne selv, og med hjælp og assistance fra forældre og indsamlinger. Skure og kælderlokaler blev sat i stand med hjælp fra de unge brugere
 
Vore præster på LF gik i de fleste tilfælde forrest i fordømmelsen af popmusikken, men der var dog præster, der forsøgte at imødekomme de unge og stillede forslag og lokaler til rådighed. Tilbage i Toreby var pastor Sv. Aa. Nielsen kommet til den konklusion - af en lokal undersøgelse i kirkebladet – at der var grundlag for et ”folkets kulturhus” snarere end en ny kirke. Han forsøgte derfor at samle komitér fra Ungdomsklubben, kirken, sportsforeningerne, konfirmanderne, alle ungdoms-foreninger uanset om de var kristelige, politiske eller faglige. ”Vi lever i en tid, der stiller os overfor saa voldsomme udfordringer, at vi ikke længere har raad til at gaa med gensidige fordomme om vore forskellige livsholdninger” sagde pastoren.(Fo 5.67).
 
Pastor Arne Hansen, Nr. Alslev langede voldsomt ud mod de unge og popballerne i kirkebladet. I foråret 1967 kom en del unge fra omegnen for at høre pop lørdag aftener og søndag eftermiddage ”Popbal er i sig selv sikkert en harmløs affære, eller kan være det. Men behøver vi virkelig finde os i en invasion af denne art, eller er vi så kujonerede, at ingen tør skride ind. Denne mærkværdige livsudfoldelse viser at græsset på de unges kirkesti længe er vokset højt” Ungdomsklubben indkaldte til en uformel diskussion, hvor foruden pastoren, skolelærere og sogne-rådsformand Ole Krag deltog. De unge mødte talrigt og velforberedt op, og mødet blev en krydsild mod autoriteterne, hvor det kom frem, at problemet var, at byen kun kunne tilbyde de 14-18-årige en ugentlig fritidsklubaften i en konfirmandstue uden popmusik til rådighed.(Fo 12.4.1967).
 
Der var således mange eksempler på, at de unges behov og ønsker om fritids-faciliteter ikke blev hørt og slet ikke imødekommet – samt flere eksempler på sogneråd, kommunalbestyrelser og byråd, der ikke håndhævede fritidsloven ordentligt – således at de lovmæssige krav, som de unge havde, oven i købet er ignoreret med nedladenhed. At det offentlige skulle hjælpe med at skabe et godt ungdomsmiljø ved at stille lokaler og midler til rådighed synes at være fremmede begreber. Heldigvis kunne de unge selv tage affære – hvilket de mange popklubber bevidner. Selv om det var let at dø af kedsomhed på LF, eller fristende at flytte til steder med en ungdomsvenlig holdning - så var der mange unge, der gjorde en god lokal indsats, og i bestyrelser, i foreninger og klubber forsøgte at forbedre forholdene for unge på LF.
 
                                       
 
 
 

 

Claus Hellgren Larsen  | Hellgren2@gmail.com