Musikundervisning

Vi har for længst vænnet os til det helt naturlige i, at unge spiller rock - eller rytmisk musik, som vi kalder den, når den er blevet institutionaliseret. Og det er den. Kommuner, amter, folkeskoler, aftenskoler, musikskoler m.m. tilbyder undervisning med kvalificerede lærere. Professionelt udstyr stilles til rådighed, og der er også kommet gode muligheder for videre uddannelse.
 Hjemme på børneværelserne skal dit barn ikke vise meget talent for musik, før du nærmest er forpligtet til at udvikle dets musiske sider, som vi kalder det. Musikken indgår naturligt i småbørnspædagogikken – i terapi osv. Biblioteker bugner med instruktionsmateriale, noder og 'rigtig' musik. I de fleste større byer er der musikforretninger med et stort udvalg i musikudstyr og –instrumenter, og på internettet tilbydes alt, hvad man kan ønske sig af musik. Det er blevet almindeligt at sige artister om musikerne. Deres musik er blevet en anerkendt kunstnerisk udfoldelse, og rockmusikere er kommet på finansloven.
 
I rockmusikkens start var situationen helt anderledes. Artister var noget man kunne se i et cirkus, og musikere nogle, der levede af deres musik. Hvis du ville spille musik, var der ikke altid den store motivation eller opmuntring fra forældre til at gå i gang med at spille musik. Og da slet ikke hvis musikken blev elektrisk rock.
 
”Musik skal der til – syng eller spil selv” var mottoet for Musik-ugen, et landsdækkende fremstød, der i 1962 skulle motivere især de unge til at gå i gang. Mange unge manglede imidlertid ikke motivation, men gode lærere og faciliteter. Der fandtes privatlærere eller især lærerinder, men her var ikke meget ny musik at hente. Rock- og jazzmusik var stadig fy-ord, som ikke blev brugt i privatundervisning eller på musikskolerne. Modet manglede på institutionerne, der skulle tilbyde undervisningen. Folkeskolerne begyndte så småt med f.eks. blokfløjteundervisning, og det vi nu kalder hørelære, men de fleste steder begrænsede det hele sig til lidt fællessang. Alligevel fandtes nogle lærere, som formåede at formidle en musikglæde til de unge. Nogle husker måske Ellen og Inger Petersen, Erik Nygaard, Vagn Hansen, fru E. Simonsen eller Povl Kjøller (Nielsen) i Nykøbing. Men mest kendt var Nakskov Musikskoles Victor Cornelins, der påvirkede en stor del af musikungdommen på egnen. En karismatisk musikpædagog, der tiltrak opmærksomhed på hele LF i mange år. Han underviste godt nok ikke i rockmusik, men han havde ny tilgang til musikken, som var sjælden dengang.
 
Havde man lyst og talent, så var det altså ikke til institutionerne man skulle henvende sig. Derimod tiltrak de talrige amatørkonkurrencer i slutningen af 1950’erne og starten af 60’erne de lokale talenter, og det var her man kunne være heldig at ’blive opdaget’ af de københavnske impresarier. Men det blev oftest til ugebladsdrømmen, når man havnede i konkurrence med tryllekunstnere, parodister, og harmonikaorkestre. Her gjorde refrænsang sig bedre end rock’n’roll.
Derfor blev teenagere med pop- og rockdrømme henvist til sig selv, og derfor er langt de fleste af os, der spillede rockmusik selvlærte. Lysten til at lytte til rock kunne vi dele med mange andre unge, men drivkraften til selv at gå i gang med at spille, måtte vi selv finde. Metoden var den kendte: Lyt til en sang/melodi på plade til du kan den udenad, og prøv så selv. Af den grund lå det nemmest at lære guitarinstrumentalnumre, idet sang og især udtale og sprog var et særskilt kapitel, som krævede mere end begynder-engelsk.
 
Vi vidste godt, at de fleste andre, der kaldte sig musikere var bedre en os. Selv de ynkeligste hyggepianister og dansant-musikere kunne læse noder og havde en bedre forståelse af musikken end os, men de spillede ikke rock! Så dem gad vi slet ikke høre på eller lære af. Så nogle ad de dage, hvor man ikke kunne fornemme et musikalsk fremskridt, måtte vi næsten give de gamle ret i, at det ikke lød så godt. Tvivlen om egne evner blev også sat på prøve, fordi vi kunne høre, hvor godt de kendte engelske og amerikanske orkestre kunne lyde, men stædigt forsøgte vi at finde ud af, hvorfor vi ikke selv lød sådan. Vi kunne høre vore egne ’shortcomings’, men måtte lære at skjule dem og så ellers bare forbedre os.
Hvis vi troede, at de dygtige rockmusikere havde gået til undervisning, tog vi fejl. Efterhånden fandt vi ud af, at både Beatles, Rolling Stones og næsten alle de andre også var selvlærte. Eller hvis de havde fået undervisning, så påstod de, at det ikke var det, der havde gjort dem populære.
 
De gode danske rockmusikere havde det lidt som os begyndere: ”Da jeg var syv år begyndte jeg at gå til klassisk klaverspil hos en gammel sur spillelærer. Hun var omkring 70 år og næsten skindød. I tre år terpede jeg noder og skalaer. Jeg kan ikke huske meget af det i dag. Jeg fik siden nogle tips fra jazzmusikere og lyttede mængder af plader” siger Morten Kjærumgaard, organist i Beefeaters. Kollega Peter Thorup gik til spil i et spejderorkester, ”men det jeg spiller nu, har jeg lært af plader og fra de andre i gruppen”. Leif ’Roden’ Nielsen fra Alrune Rod: ”Jeg gik til guitarspil i et år dengang Tommy Steele var på sit højeste, men glemte det hurtigt og begyndte siden helt fra bunden”. Danmarks kendeste trommeslager Ken Gudman: ”Jeg har altid bare gået rundt og luret, det gør jeg stadigvæk. Og så hører jeg en masse plader” (Fyns Stifttidende 26.12.69)
Også LF-rockmusikerne kan berette om noget lignende, da de startede: John Ordon (Whom): ”Min interesse for musik (60’er musik) startede omkring 1963. Jeg blev simpelthen fascineret af pigtrådsmusikken og besluttede, at jeg også ville spille guitar som så mange andre i den periode. Min første guitar blev købt i Østre Port’s Musikhandel. Det var en Egmond (blokguitar) pris 395,- kr. Jeg kunne dog ikke spille på den, men hvad gjorde det? Når andre kunne lære det, kunne jeg vel også. Så jeg startede hos en gammel musiklærer, som dog kun kunne spille på klaver, men det var nu noget af en fiasko. Han ville lære mig noder, som jeg hverken havde lyst eller tid til, så efter 3 spilletimer stoppede jeg. Der måtte da være andre måder at lære at spille på. Jeg gik nu til alle de popballer, som jeg kunne komme til, og her kunne jeg ”lure” hvordan de rigtige musikere spillede, og når jeg så kom hjem, så var det frem med spaden, og øve det jeg havde ”luret”. Der gik da heller ikke lang tid, før jeg kunne spille, så det lød af noget – syntes jeg selv”.
I Hangmen’s spæde start kunne ingen overhovedet spille noget instrument, men ”vi var besluttet på at spille sammen, men vidste ikke på hvad. Da vi sammen besøgte en rigtig musikhandel blev vi skuffede. Instrumenterne var dyre og svær at spille på. Trompeten gav ikke en lyd fra sig selv om man trykkede på ventilerne. Det blev til nogle brugte akustiske og halvakustiske guitarer. Så var det hjem og lære fra en instruktionsbog med akkorder. Vi lærte hver en akkord, og så skiftedes vi til at spille den, når det var vores tur og lød rigtigt i melodien”.
Med andre ord: Der var ingen undervisning i at få, hvis du ønskede at spille rock.Hvad så med instruktionsbøger? Jo, i begyndelsen af 60’erne kom Ulrik Neuman’s 1.789 guitarakkorder (var det vist). Vi skulle kun bruge 3-4 stykker i de forskellige positioner, så den var ikke til megen opmuntring. ”Spil med becifringer” fra Politikens Forlag og flere bøger og hæfter var næste trin. Nu kunne vi lære folkeviser og negro spirituals.
 
Nogle af popbladene begyndte i midt-60’erne at annoncere med korrendondance-kurser, men det var vist mest en smart måde at udnytte de unges stigende interesse - og så sælge dem en dårlig guitar. Og hvad med de andre instrumenter?
 
De mange hornorkestre og gardere fik vækket musikinteressen hos fremtidige jazz- og rockmusikere. København har Tivoli Garden og Maribo har Borgervæbningen. Henrik ’Tykke’ Pørtner spillede blæserinstrumenter her, men blev begejstret for trommerne. Han lånte først en lilletromme, og fik efterhånden sit eget trommesæt. Han hørte trommeslageren Gene Krupa, og så var der ingen vej tilbage. Jørgen Petersen (Our Sound) "Jeg startede som 7-årig med at spille marchtromme i FDF-orkesteret i Nakskov, og trommeriet fortsatte i Madeskovskolens orkester i 1963-65 og i den lille jazz/swinggruppe "The Noisy Boys" i 1963" Trods de rebelske unge ikke brød sig om den gammeldags undervisning, så fik nogle af dem alligevel et musikalsk grundlag, som de kunne forkaste eller bygge videre på.
 
Man kan give dårligt udstyr, manglende producere osv. skyld for, at de plader og andre optagelser fra regionen og perioden, som vi nu må nøjes med som dokumentation, ikke er særlig gode. Godt nok var lydudstyret og forholdene elendige sammenlignet med nu, men - ærlig talt - så falder meget af det også tilbage på os amatørmusikere.
Vi havde imidlertid en voldsom energi, der kunne kompensere for vores manglende musikalitet. Næsten som punkmusikerne senere, så drønede vi bare derudaf, oftest uden hensyn til nuancer og musikteori. Og når der så alligevel kom god, lokal live-musik, så var det fordi vi efterhånden lærte os de grundlæggende regler selv. Vi lærte at bruge dynamik, variation, gimmicks og andre virkemidler i musikken. I stedet for et sammenspilshold på musikskolen, så lærte vi sammenspillet på de skrå brædder, fordi det primære formål var, ’at komme ud og spille’ og ’trykke den af’. Vovemodet blev nu og da straffet hvis og publikums eller arrangørers reaktion var for negativ, og drømmene blev slukket. Uden musikteoretisk indsigt og evner som entertainere, opnåede mange af os alligevel en vis sikkerhed. Med en instinktiv fornemmelse for virkemidlerne og en god musiksmag, kunne vi indimellem også opleve mere eller mindre tilfældige øjeblikke af eufori.
Den følelse, man som en musiker kan få, når man bliver løftet af hele stemningen, kan være svær at beskrive. Først flere år efter, at jeg var startet med at spille, oplevede jeg det. Indtil da havde det drejet sig om alt det mere praktiske: Stemme instrumenter, tælle takter, huske arrangementet, akkorder, tjekke udstyr, lydbalance, måske tænke på, hvordan man tog sig ud på scenen, om vi fik folk på danseguvlet osv. Men pludselig, mens vi spillede, skete det. Fornemmelsen af at blive ’ført med’ af musikken. At glemme alt det fysiske omkring en. At opleve, at det stemmer, passer og føles rigtigt. En intens fællesoplevelse, som orkester og publikum deler. Som en del af en samlet organisme, der er på bølgelængde og lever selvstændigt. En åndelig og fysisk ekstatisk interaktion… - Ja, jeg sagde jo, at det er svært at beskrive, men mange musikere, dansere og også tilhørere har oplevet lignende tilstande. De kan vare ganske kort eller i timevis, og opleves oftest i friere opbygget musik end en kort popsang. Det er imidlertid også noget, som ikke rigtig kan planlægges eller læres uanset, hvor meget tid, man bruger i øvelokalerne på at repetere eller uanset, hvor kompetent undervisning man har fået, eller hvor stor erfaring man har tilegnet sig. Det er ikke et udtryk for dygtighed, men kan opfattes som en belønning for alt terperiet og bøvlet med at lære musikhåndværket.
 
Det er nemlig et håndværk, der skulle læres, men i 60’erne var det uorganiseret. Her var Ingen mester og ikke anden undervisning, end den vi selv tilegnede os. Efterhånden som nye, unge rockmusikere kom til, kunne vi dog - i privat regi - lære dem vores færdigheder. Først mod slutningen af 60’erne begyndte enkelte skoler, især ungdomsskolerne, at tage rocken alvorligt. På de unges opfordringer begyndte der nu at blive tilbudt guitarundervisning, og i enkelte tilfælde kunne man opleve, at det offentlige stillede en fyrkælder eller lignende til rådighed som øvelokaler, men der skulle gå yderligere en lang årrække frem i 70’erne før der blev tilbudt undervisning i rytmisk musik.
 
De daværende organisationer, der skulle varetage musikernes interesser, var beregnet for klassisk og underholdningsmusik. De var slet ikke gearet til rockmusikken. I 1970 var Musik og Lys imidlertid ved at tage form. Det var den første danske forening for rock (og lysshow). Der skulle dog gå en årrække før rockmusikken blev accepteret af det offentlige, og rigtig undervisning i rockmusik blev en realitet. Sammen med en håndfuld visionære jazz- og rockmusikere blev jeg involveret i etableringen af Den rytmiske Aftenskole i Rødovre i slutningen af 1977. Alle problemerne med politikere og bevilgende myndigheder for at opnå godkendelser og tilskud til at drive en aftenskole med rock og jazz, blev dog opvejet af den glæde, som lærere og nye musikere oplevede. Det monopol, som den ’seriøse’ musik sad på, blev brudt, og der blev efterhånden også banet vej for Rytmisk Musikkonservatorium, og en egentlig uddannelse som rockmusiker blev virkelighed. Flere af Lolland-Falsters musikere, der havde rødder i 60’ernes rock, begyndte nu også at blive professionelle undervisere og musikpædagoger, og begge kommuner på LF har nu musikskoler, hvor man ikke ser skævt til den rytmiske musik.
 
Skulle de unge komme nemmere til tingene, end vi andre gjorde, så fint med mig. Ikke kun sammenspil, men også specialiserede fag som elektronik, markedsføring, sangskrivning og mange andre aspekter i det at blive rockmusiker bliver nu tilbudt. Masser ny elektronik kan forbedre og udvide sounden og musikoplevelsen, nye begreber og udtryk kan bedre beskrive musikken og dens virkning. Stadigvæk er der imidlertid enkelte ting i branchen, der ikke kan læres i et klasselokale eller bag en musikcomputer. Der er lektioner og lærepenge, der skal betales ude i virkeligheden, og erfaringer og lektier, der skal læres ’on the road’.
 
                                       
 
 
 
 
Claus Hellgren Larsen  | Hellgren2@gmail.com