Levende mennesker, levende musik, forlystelser, selskabelighed, dans, fest og underholdning har altid været en vigtig del af de flestes tilværelse, og i hvert fald et velkomment afbræk på en hård arbejdsuge – kun formerne har ændret sig.
Der findes mange beskrivelser på ’hvordan det gik til da farfar var ung’. Store festarrangementer ”assembleer” eller ”soupeer” rykkede ofte ud i skovene, på strandene eller på havnene om sommeren, mens gæstgiverierne, kroerne, forsamlingshusene, pavillonerne og hotellerne blev de steder, hvor selskabeligheden trivedes året rundt. Forlystelsesetablissementer var den korrekte betegnelse, men det gad (kunne) ingen sige, så i løbet af 1960’erne blev det almindeligt at bruge musikerudtrykket ’spillesteder’, og nu er musikstederne min fælles betegnelse for steder med levende musik.
Nu er musiksteder noget man støtter fra stat og kommunal side, noget med kulturhuse og ordnede forhold. Noget med stationært lys- og lydudstyr, og musikere der får honorarer aftalt med de respektive faglige forbund. Dengang var offentlig støtte ikke på tale. Anarkiet rådede da rocken selv skulle prøve at finde sin plads i en lang og rig forlystelsestradition.
De etablerede forlystelsessteder var vant til at engagere et danseorkester for en længere periode, og dette mønster er stadig meget almindeligt. Her sørgede et par halv- eller hel-professionelle musikere for dansemusikken. Til særlige lejligheder blev en refrainsangerinde eller et større ensemble engageret. Vi teenagere fik ofte ikke lov til – ville ikke – eller turde ikke at komme ind, da det var for de ’gamle’. Desuden var der langt imellem noget, der mindede om rockmusik.
Da rockmusikken så stormede frem i midten af 60’erne begyndte nogle forlystelsessteder at åbne dørene for vores foretrukne musik. Ud fra motiver, der spændte lige fra økonomisk gevinst, til et idealistisk ønske om at være de ungdommens samlingspunkt, blev talrige popballer afholdt på de lokale musiksteder. I modsætning til andre musikgenrer, fandt rocken ind i næsten alle slags lokaler – uden tilskud. Lige fra små klublokaler og værtshuse til store sportshaller. Og efterhånden blev også store udendørskoncerter i parkerne almindeligt. Med en heftig energi og livsglæde gjorde vi opmærksom på sig selv, og accepterede ikke altid tidligere tider stive former. Det foregik dog ikke helt smertefrit. Arrangørerne forsøgte ofte at snyde os helt unge amatørmusikere, og øretæverne kunne sidde løst, hvis man skilte sig for meget ud.
Rigtig mange unge blev imidlertid ’smittet’ af den nye rockmusik, og snart havde restauratørerne indset, at rock’en var det, der tiltrak os. Kunne vores eget lokalområde ikke tilbyde vores foretrukne musik, så måtte vi af sted til der, hvor den spændende musik og vores idoler var. Op på cyklerne, ind i forældrenes biler eller med i de talrige popbusser, der efterhånden blev indsat for at køre os til og fra popbal. De pløjede Lolland-Falster tyndt i midten af 60’erne, og da såvel orkesterbiler som popbusser kunne være meget kolde, så vi blev gode til finde varmen sammen!
Vi havde fået lidt lommepenge, og mange dygtige restauratører eller driftige koncertarrangører udnyttede vores musikinteresse. Men vi blev også kræsne mht. musikken, eller hvis vi fandt det mere spændende at møde unge fra andre områder, så vi måtte – som en konsekvens – selv i gang med at arrangere popballer. Unge dannede selv lokale popklubber og lejede sig ind på mere eller mindre egnede spillesteder, og de lokale, professionelle koncertarrangører gjorde sig gældende. Det kunne afstedkomme små, lokale krige om 'markedet'. Da popbølgen var højest var der hver aften et sted på LF med rock, og i weekenderne ofte store arrangementer flere steder på LF, og især musikstederne prøvede at overdøve hinanden med højtråbende annoncer: "Lollands førende forlystelsescenter" "Årets rockbrag" "Nordeuropas største popbal" osv.
Musikstedernes sværvægter var Reventlowparken (LF's KB-Hal). Denne øde beliggende store ridehal blev i midttresserne rockungdommens mekka, hvor tusindvis fra øerne og Sydsjælland valfartede til søndag efter søndag for at mødes med andre unge og more sig, og høre de nyeste toner fra ind- og udland. Restauratørægteparret Normann fortæller i 1966: ”Ideen (til pop-arrangementer) kom på en ferie i England. Derovre var der pop overalt, og da vi kom hjem og hørte, at pop’en også havde holdt sit indtog i København, blev vi klar over, at her var en chance for os i den stille vintertid. Såvel grev Reventlow som politimesteren var med på ideen, og da begge de herrer havde været herude og overværet et af popstævnerne og erkyndiget sig om, at det gik nydeligt til, var der givet grønt lys fremover. Vi har op til 700 unge i salen, og det har været en god forretning. Entreen har betalt annoncer og musik, og derudover har der været et pænt salg af pølser, sodavand og øl, uden at der nogen sinde har været den mindste uorden i geledderne. Det er vores indtryk, at der netop efter at så mange forsamlingshuse er blevet nedlagt, har været et behov for et sted, hvor de unge kan komme ud at more sig”.(NyD 25.3.66)
”Da jeg overtog Reventlowparken efter Georg Normann, var den kendt som landsdelens pop-tempel, og jeg fandt det dengang klogest at fortsætte i rollen som ypperstepræst, saa længe ungdommen krævede det og saa længe jeg virkelig kunne glæde mig over uhyre publikumstilstrøminger til arrangementerne. De unges krav er skruet i vejret, og det endte med, at ét orkester alene ikke kunne samle fulde huse. Vi maatte op paa tre-fire orkestre og dermed dyre og kendte grupper. Rekorden har Red Squares, Lollipops og Tommy P. med 2.100 gæster.”(Fo 6.12.68). Da VU i foråret 1967 fik afslag på en ansøgning om et arrangement fra Reventlowparken fik rocken igen skylden: ”Årsagen til at vi ikke som tidligere kan holde så mange fester i Reventlowparken er bl.a. at den er lavet om til et pigtrådstempel”.(Lo 7.4.67).
Når de store, kendte udenlandske grupper gav koncert på Lolland-Falster, så var tilstrømningen nemlig så stor, at de store sale måtte tages i brug. Fabrikshallen hos K.B.E i Maribo var så stor, at der blev indrettet kaffeborde længst væk fra musikken for den nysgerrige forældregeneration.
Mange af popklubberne begyndte at tage et stort publikum fra restauratørerne. De fleste af klubberne tilgodeså de unge popfans i nærområdet, men de klubber, der voksede sig store, satsede på ambitiøse heldagsarrangementer og mesterskaber med talrige orkestre, blev konkurrenter til Reventlowparken. Men også som partnere (ligesom Honda Club) der måtte leje sig ind i ”Parken” i 1966-67, da klubben ikke kunne finde store lokaler i hjemområdet Sakskøbing.
I byerne var hotellerne de steder, man havde til rådighed. Det var ikke problemfrit, for her var alkoholsalget en væsentlig indtægtskilde – men enten måtte - eller ville – vi unge ikke drikke spiritus nok(!) så her foretrak man ofte de ældre generationer, jazzarrangementer og lign.
Der var aftener med lidt for meget gang i den. Der kunne opstå ballade, og der var eksempler på problemer med inventar, der blev ødelagt. Nogle restauratører hadede pop og ungdom. I Nykøbing var der i hele perioden problemer med at finde egnede musiksteder. I Hotel Baltic og på Industrihotellet var rocken i længere perioder ikke velkommen pga. lidt for vilde popballer og Logebygningen var alt for lille (Man måtte begrænse adgangen).
Nakskov var byen på LF, der var bedst gearet til rockbølgen. Byens gamle forlystelsessteder havde næsten ikke rockmusik på programmet. Musikken i restaurant Luna var mest til hyggestemning og lidt lettere dansemusik. F.eks Luckey Trio (fra Nordsjælland). De begyndte at tage nogle rockmelodier på repertoiret og vupti: Snart steg besøget af unge. Men ligesom andre spillesteder i byen, var det kun en flirt med rocken, det var nemlig i Forsamlingsbygningen at vi pop-fans mødtes.
Forsamlingsbygningen
Længe før begreber som medborgerhus og kulturhus havde vundet indpas, var dette et sted, hvor rockmusikken helt naturligt fandt et hjemsted. Imellem boksestævner, juletræsfester, politiske møder og meget andet var vi velkommen her. Popklubberne og andre arrangører fyldte stedet med unge til mesterskaber, fester og popballer og gav byen et godt rockmusikmiljø.
D. 1.maj begyndte sommerhalvåret for en del spillesteder. Ved de gode badestrande og feriehusområder dannede især Badehotellet Kystens Perle/Gadekæret i Marielyst dannede de fysiske rammer om rocktonerne. Eller i Rødbyhavn: ”Når man har ligget på stranden hele dagen er det jo vidunderligt at kunne gå ind og ryste sandet af sig til en hidsig shake eller twist” sagde Henning Blegvad fra Søpavillonen.
Flere af de smukt beliggende pavilloner ved strande eller skove er nu borte, men vi er mange, der stadig kan huske de natlige sejlture fra Borgø og promenaderne langs søen i Bangs Have i Maribo med tidens rockmelodier summende i ørene.
Mange idrætsforeninger var hurtige til at bruge popmusik. Først til de faste sæsonarrangementer, fordi medlemmerne ønskede det, men siden også for at tjene penge til sportsklubberne.
38 aktive medlemmer var der i slutningen af 50’erne i Vester Ulslev Salonskytteforening. Ikke desto mindre stod især denne forening for de fleste større arrangementer med rock’n’roll (og underholdningsmusik) på LF i begyndelsen af 60’erne. Det kunne bl.a. lade sig gøre fordi man havde en handlekraftig bestyrelse, men også at man nød godt af de ca. 1.000 passive medlemmer.
De lokale forsamlingshuse blev benyttet så meget, at selv vore dages landsbysamfund må være misundelige.
Kjeld Hansen fra Lovebirds fra Fyn husker: ”Sommeren 1967 bragte os til Sandby på Lolland. Ole’s kusine Jonna var med i idrætsforeningen i Sandby, og var begyndt at ”holde avis” sammen med rytmeguitarist Bjarne, som jo egentlig var orkestrets grundlægger. Sandby Forsamlingshus var meget lavtloftet, hvilket selvfølgelig gjorde det svært at holde et ”fornuftigt” lydniveau, samtidigt med at alle skulle kunne høre, hvad der blev spillet. Men med høj stemning og stor danselyst, vil enhver musiker blive animeret til at yde sit bedste. Det var præcis hvad der skete denne aften, og da vi spillede ”Aldrig om søndagen”, og Ole pludselig – specielt ved hjælp af sin gulv tam-tam - fremelskede en utroligt svingende samba-inspireret rytme, gik publikum nærmest i en danse-ekstase. Vi spillede nummeret i næsten et kvarter, og alle tilstedeværende folk var på dansegulvet, og efterfølgende totalt udmattede og svedige. Det var nok det største øjeblik, jeg har oplevet i min relativt lange musikalske karriere. Det beviser vel netop den tids største løn som musiker: Publikums respons på vores musik.
Honoraret for en optræden på det tidspunkt dækkede dårligt udgifterne, og for os, der kom fra Fyn, og selv skulle betale for færgebilletten, var der ikke noget til overs, selvom vi vist nok boede gratis hos Jonna. Men det var absolut heller ikke pengene, der drev os til at spille, men i langt højere grad anerkendelsen ved at spille en musik, som folk kunne lide. Og dengang blev folks glæde ved musikken udtrykt i danseglæde, hvilket betød, at var dansegulvet fyldt, havde vi valgt den rigtige musik spillet på den rigtige måde.”
Johnny & his Snakes i Horbelev Forsamlingshus
Skolerne, ungdomsskolerne, ungdomsklubberne blev imidlertid de helt store arrangører af rock på LF. Gymnastiklokaler, kældre og loftrum blev taget i brug længe før man talte om intimkoncerter. Popballerne var nået helt ud i landsdelens kroge. 
Sommeren var tiden for ’teltmusikstederne’: Byfester, gadefester, tivolier, osv. gjorde godt brug af rockmusikken. Endelig blev musikken bragt helt ud i fri luft. Udendørskoncerternes tid kom i slutningen af 60’erne. Inspireret af Fælledparkarrangementer i København blev Biblioteksparken i Nykøbing og nogle parker i Nakskov benyttet, og gav pludselig en hidtil uhørt festival-stemning på Øerne. Ja, ladvogne kunne anvendes som scene, hvis det viste sig parktisk.
Da 60’erne var ved at slutte, kunne man konstatere at rockmusikken havde fået et solidt fodfæste på Øerne, og de voldsomme toner og rytmer havde – takket være de især de unges opfindsomhed – fundet vej eralt: Lungholm Slot, til Frelsens Hær i Nyk. F., fra snuskede kælderlokaler til store fabrikshaller, parker og åbne enge. Vi håbede det kunne vare ved, men vi kunne godt se på fremmødet at rockbølgen var ved at aftage.
Popballerne var blevet til koncerter og indspillet musik på diskotekerne blev de nye samlingssteder. ”Nu er det ved at være sket med poppen som det store samlingsmærke, og vi er da ogsaa gaaet til at kræse for det mere voksne publikum. Vi satser paa kunstnere og orkestre med et mere favnende repertoire”(Per Rasmussen, Reventlowparken.Fo 6.12.68).
Når man nu ser hvilke programmer, som musikstederne kunne præstere, kan det forekomme som et rockparadis. Rockmusikken var nået længere ude på landet end f.eks. jazzen, og vi kunne vælge og vrage i det store musikudbud.
Der var flere musiksteder på LF, der ikke er nævnt i listerne. Enten fordi de ikke engagerede rockmusik, eller fordi der ikke er fundet oplysninger om det. Fejø og flere af de større øer f.eks. havde jævnligt rockmusik. De fleste af de listede arrangementer var arrangeret af musikstedernes restauratører hvis ikke er arrangøren nævnt.
