Heaven

Nakskov 1969

I 1969 fandt fire kun 13-årige drenge fra Nakskov sammen og besluttede sig for at lave et band. Johnny Hansen kunne synge, Jimmy Pedersen kunne spille guitar, Benny Hansen kunne spille trommer og Asbjørn Date var den heldige ejer af en bas, som han hurtigt kunne lære at spille på. Drengene slog op i en engelsk ordbog og syntes, at "Heaven" lød som navnet på et rigtigt band, og så kaldte de sig det: Heaven. ”Det lå bare godt i munden og med Beatles i maven og guitar, orgel, bas og trommer på ryggen begav de sig ind i musikkens forjættede verden. Fire raske ungersvende der vandrer ud i eventyret fulde af uskyld og gåpåmod. Og som i ethvert andet eventyr med respekt for sig selv fik de en erfaren hjælper og det var Jimmys far Ludvig, der var svejser på Nakskov skibsværft. Han tilbød sig som manager og mens Jimmy skrev akkorder ned og Asbjørn øvede sig på sin bas, lagde Johnny og Benny øret mod radioen og lærte Beatlesnumrene udenad, lyd for lyd, uden at forstå hvad der blev sunget.” I 1970´erne havde de korthårede kvartetter i noble, ens jakkesæt masser at lave, og der gik heller ikke lang tid inden manager-Ludvig havde skaffet Heaven det første spillejob på restaurant Lido i Nakskov. Her ville publikum danse til dansktopmelodier, og så blev det sådan. Heaven lagde Beatlesnumrene på hylden og blev et dansktopband. Fire søde drenge i konfirmationsjakkesæt, der spillede for de unge på 40, og blev det yngste medlemmer i Musikerforbundet. Da de i 1974 kom på dansktoppen, blev det snart til over 200 spillejobs over det meste af landet om året, og drengene holdt sammen helt frem til 1985, men så var også blevet til mænd. Herefter optrådte de kun ved enkelte lejligheder, lokale jubilæer og lign.

Asbjørn Date husker: Kort efter Heaven stoppede med en oprindelige besætning besluttede Jimmy Pedersen, guitar, Benni Hansen, trommer og jeg at fortsætte Heaven sammen med Lars Stryg. Stryg var i front som sanger og guitarist. Under bandnavnet ”Lars Stryg og Heaven” blev det til mange fine job, især større firmaarrangementer, blandt andet for Spies koncernen. I 1987 stoppede det samarbejde i fuld fordragelighed. Senere har jeg i flere omgange spillet med Lars Stryg som bassist i Royal Strings.

Datebrødrene spiller nu i Second Hands. www.secondhands.co

Johnny Hansen blev siden til Johnny Runner (Marathonløberen med guitaren)

Jimmy Pedersen uddannede sig og underviste i musik. Var leder af Rudbjerg Musikskole. Han døde i 2005.

Claus Hellgren Larsen  | Hellgren2@gmail.com