Nyk. F.
1964
fra venstre:
Basguitar: Iver Christensen
Trommer: Mogens B. Dahlstrøm
Sang, mundharpe, percussion: Tommy Jensen
Rytmeguitar: Kurt Nielsen
Singleguitar: Agner Møller
Navnet på orkesteret var fra et nummer (Man of Mystery) med The Shadows - en gruppe, som også de var inspireret af da de startede i august 1964. Flere af medlemmerne havde spillet i anden sammenhæng tidligere. Agner Møller fungerede som musikalsk leder. I efteråret havde de mange engagementer rundt om på LF. Lidt usædvanligt for et rockorkester blev de hyret fast i Bangs Have, Maribo.
Spillede i nov. 1964 opvarmning til et andet af deres idoler The Spotnicks. Blev nr. tre i LF-mesterskabet i pigtrådsmusik d. 29.november 1964: ”Men of Mystery havde også rigtig fat på de unge. Sangeren var måske den mest larmende af alle orkestrenes sangere, blandt andet fordi han var udstyret med en tamburin, som han rystede som en vanvittig. Til slut sprang han ned fra scenen, så han rigtig kunne få plads til sine gymnastiske udfoldelser, som han ledsagede af nogle brøl. Bifaldet var i parentes bemærket lige så øredøvende” (NyD 30.11.64)
(NT 7.12.64): "Frelsens Hær i Nykøbing F. har, som den første i Skandinavien, forsøgt at få fuldt hus til sine møder ved at lade et rigtigt pigtrådsorkester spille som både indledning og afslutning på et kaldemøde. "
Eksperimentet lykkedes over al forventning, Over 300 mennesker pressede sig ind i den lille sal, og mange måtte gå forgæves. De lokale ’Men of Mystery’ spillede, mens de ældre medlemmer af hæren så lidt betænkelige ud." TV-Aktuelt var på plads og dækkede begivenheden, som blev kaldt den første af sin slags i Skandinavien.
Januar 1965 blev en travl tid for Men of Mystery. De meldte sig til DM i pigtråd, hvor det bl.a. blev til optræden i Hit House på Frederiksberg d. 21. De gik videre og blev i Fyens Forum, Odense d. 24. udtaget til finalen.
Imellemtiden havde meldt sig til Lolland-Falster-mesterskabet i Beat d. 30., hvor de vandt. De blev i huj og hast kørt til København, hvor de senere samme aften deltog i finalen. Trods nogle problemer med forstærkeranlægget fik de en flot 4. plads ved DM i Tivoli, København.
Spillede opvarmning til The Kinks. Erik Berth var gruppens manager. Han blev siden chef for DR sporten.
Agner Møller blev i 1967 valgt i bestyrelsen i Nykøbing F.'s Orkesterforening og spillede i 70’erne med Molly. Han døde siden af kræftsygdom.