Molly (And Her Four Poisoned Roses)

Nykøbing F.
1968
 
 
Saxes, m.m.: Henning Søderberg
Rytmeguitar/sang: Poul Erling Ottesen
Guitar, m.m.: Kristian Pommer
Orgel: Eyvind Nielsen
Trommer: Cederstrøm
Bas: Henning Kobbernagel
Desuden medvirkede Jane Mortensen og Anette Nielsen en periode som performance-piger.
 
Et af danmarks første bands, der fusionerede rock, jazz og teater
 
Kristian Pommer boede på Nykøbing-egnen, hvor han mødte Eyvind Nielsen, der spillede el-orgel. De fik i slutningen af 1967 kontakt til Henning Søderberg, Poul Erling Ottesen (Tidl. Dynamite Group), Henning Kobbernagel og sammen begyndte de at indøve Pommers kompositioner. De forsøgte med forskellige trommeslagere, men Cederstrøm fik pladsen. Ottar Jacobsen kom med på el-piano i stedet for Nielsen. Molly and her Four Poisened Roses’ besætning var primært fra gymnasiemiljøet i Nykøbing F. Ideen var at skabe et alternativ til tidens orkestre. Opskriften var et mix af jazz og rock med udelukkende eget, originalt materiale.
Da Molly and her four Poisoned Roses begyndte at optræde med denne stil, var det noget helt nyt. Performance. Dans og teater blev inddraget i musikken og brugt på scenen. Ikke kun Nykøbing-publikummmet måbede, men også rundt omkring, hvor gruppen fik engagementer, var man ikke vant til denne overraskelse. Pommer fortsatte denne avantgarde-stil i Dr. Dopo Jam, da han forlod Molly og drog udenbys i efteråret 1968.
Claus Hellgren Larsen (ex. Father McChinn) overtog pladsen som guitarist. Øvelokalet var i kælderen på Væggerløse Skole. "Gruppen "Molly and the four poisoned Roses" - hovedsalig fra Nykøbing - gav en prøve på "det totale show". Seks af gruppens medlemmer spillede, medens de to sidste tog sig af de visuelle dele af orkesterets optræden. Måske var det hele fjollet - og måske vil historiens dom sige, at det er kunst. Og det swingede herligt" skrev LT efter at have oplevet Molly i Maribo Ungdomsskole i foråret 1969. 
"Det særprægede ensemble" som en anden avis skrev, vandt LF-mesterskabet i Beat 3. november 1968, kvalificerede sig til Sjællandsmesterskabet, som blev afholdt i Fjordvilla, Roskilde, og hvor gruppen fik en andenplads. I starten af 1969 gik turen til Forum, Odense, hvor afgørelsen skulle falde. Det blev til en 3. plads. "De spillede i en mere freaky stil a la Mothers of Invention. Nogle steder bevægede gruppen sig dog for langt ud" iflg. Jørn Mader (Fyns Stiftstidende 21.3.69). Placeringen gav dog en række engagementer til koncerter og festivaler på Sjælland og Jylland.
Næste mand, der rejste udenbys var Cederstrøm. Pladsen bag trommerne var svær at besætte. Dels krævede det en stor teknisk kunnen, dels et ønske om ikke at spille kommerciel musik. Annoncering i aviserne gav ikke pote, men Claus' musikerven Henrik 'Tykke' Pørtner var manden, der i 1969 trådte til. Han havde en fortid i (Sound of) Servants.
 
                          
Rock-Teater anno 1969
 
Også keyboardmand blev igen skiftet: Torben Ryberg overtog Ottars plads. Ryberg havde spillet med McKenzie Set fra Amager. Han  indgik et kreativt kompositions-samarbejde med Henning Søderberg. Jens Onsberg Henriksen var tilknyttet Molly som en slags manager/impresario.
"Molly and her four Poisoned Roses virkede musikalsk overlegne i sammenligning med de 7 øvrige medvirkende beatgrupper...Publikum tog gladelig imod buketten af moderne jazz og avanceret beat" (NyD 11.69) (Beatshow i Forsamlingsbygningen, Nakskov).
Så rejste Kobbernagel, hans plads som bassist blev overtaget af endnu en af Claus' musikervenner Johnny Jensen. Næste til at rejse var Claus. Han solgte sit musikgrej, bosatte sig i København og spillede i 70’erne akustisk musik. Søren Nielsen trådte i begyndelsen af 1971 til som ny guitarist. Han havde spillet i Love Reflection.
Da Hennings storebror jazzsaxofonisten Preben Søderberg trådte permanent ind i gruppen havde den endelig fundet en stabil besætning. De ugentlige øveaftener foregik i Sdr. Kirkeby og siden i Bursø.
  
Fra venstre: Poul Erling, Tykke, Henning, Johnny, Preben & Torben
 
I løbet af 1970’erne fortsatte gruppen at være landsdelens bedste jazz/rock-ambassadører. Molly arrangerede i maj 1970 landsdelens første 'Jazz & Poetry´-arrangement, hvor de spillede til digtoplæsning på Ejegodskolen.
Molly optrådte i Jazzhus Montmartre, Kbh., Egedam Festivalen på Nord-sjælland, de deltog i ”Bischoff – kunst og fest”-udstillingen på Central-biblioteket, og medvirkede i en del DR-radiooptagelser og –reportager: Feriebussen fra Torvet i Stege, Carsten Sommers Børne og Ungdomsprogram P3 sendte livemusik med orkesteret fra Ejegodskolens Ungdomsklub.
Henning Søderberg skrev musik til en række børne- amatørteaterforestillinger, som gruppen optrådte med. Bl.a. på en turne i Norge.
Efterhånden blev navnet bare Molly og orkesteret foretog senere i 70’erne yderligere udskiftninger. Bl.a. overtog først Finn ’Victor’ Larsen siden Agner Møller (ex. Men of Mystery) guitaren, Tom Nielsen var en periode conga-spiller og Per Rick bidrog med trompet. Poul Erling Ottesen forlod Molly og spillede siden i Nykøbing-orkesteret Tusnelda. Molly blev opløst i 1978.
Nogle af de nævnte musikere er døde – de fleste har for længst standset karrieren. Henning Søderberg er musiklærer.
 
Bidrag til ’Varme Roer’-LP: Guldbegær
 
Omtale og artikler, bl.a.:
Folketidende d. 27. marts 1971
Ugeavisen d. 3.jan. 1973
Ny Dag d. 28. april 1974
Folketidende 7. juli 1977
Ny Dag d. 1. nov. 1978   
                                                                   
 
 
 
 
 
Claus Hellgren Larsen  | Hellgren2@gmail.com